Han er forelsket i mig - hvad gør jeg?

Lige lidt info:
For 3 - 4 år siden flyttede jeg skole. En dreng fra min gamle skole er så begyndt at kontakte mig. Han og jeg var kærester i lidt tid dengang. Det var dog bare useriøst, noget man bare gjorde for at blive kaldt 'kærester' uden at gøre noget specielt. Jeg var nok omkring 10 år.
Jeg kan ikke så godt huske ham, da der er sket så meget på det sidste. Det kunne han åbenbart. Han begyndte at skrive til mig, og fortalte at han bare havde ledt og ledt efter mig, og at han havde savnet mig i flere år. Først skriver jeg tilbage lidt neutralt, men han skriver så rigtig mange søde ting. Han har fx skrevet at jeg er hans eneste ene, og at han elsker mig, og han har givet mig en masse komplimenter.
Han er rigtig sød, men jeg føler mig ikke forelsket. (Der var dog lige én aften, men næste morgen forsvandt det igen). Jeg har prøvet at undgå at skrive 'jeg elsker også dig' tilbage uden at være sårende.
Han har spurgt om vi ikke snart kunne være sammen, og det ville jeg gerne. Han har dog også spurgt om vi så ikke kunne kysse der, og blive kærester.
Jeg vil dog hellere lære ham bedre at kende inden jeg lige kaster mig ud i et forhold, og det har jeg også gjort ham opmærksom på. Jeg synes han er sød og sådan, men jeg er ikke forelsket (har heller ikke set ham i 3 - 4 år.) og så vil jeg hellere lære ham bedre at kende inden. Han virker dog lidt mere ivrig end mig, og er parat på at blive kærester så hurtigt som muligt. Jeg føler mig bare forkert på en måde, at jeg ikke er forelsket.

Desuden er jeg enormt bange for at give ham for høje forventninger. Han har givet mig en masse komplimenter, og så har jeg self givet nogle igen. Han er nemlig speciel; han skrev på et tidspunkt, at han ikke havde halvdelen af hans gamle venner fordi de var blevet for falske. Den ramte mig, da jeg nemlig har det præcis på samme måde. Han har også - uden at jeg har spurgt eller noget - komplimeret mine "skavanker". Han har sagt at han elsker mig fordi, at jeg er stille og følsom (?!). Det havde jeg ikke set komme. Han har også sagt, at han synes, at det er romantisk at jeg er så lav...
Jeg er bare stadig urolig for, at jeg har givet ham for høje forventninger (selvom jeg har passet på) og at han ender med at blive skuffet. Jeg føler at ens følelser er så ustabile; en lille fejl, og man har såret ens følelser..

Der er dog også noget andet. Jeg er ikke normalt den person som bare lige får sig en kæreste. Jeg er ikke lige populær på min nuværende skole. Dem fra den gamle har dog et andet syn på det. Der er det også lidt mere naturligt.
Jeg ved dog ingenting mht 'den verden'.. (Der har kun været et kærestepar på min nye skole indtil videre).
Jeg ved ikke hvordan jeg skulle sige til min mor at jeg skal mødes med en dreng. Hun ser mig heller ikke som den 'type'. Selvom jeg bare vil mødes med ham for at lære ham bedre at kende, er det langt fra alle, der vil have det syn på det.
Hvor meget burde jeg fortælle, og hvordan?
Hvor meget er ok ikke at oplyse?