Hej du,
Forelskelse er en dejlig følelse, og jeg forstår udemærket, at du er ivrig efter at finde denne dreng. At ty til sociale medier er en god idé, da man hurtigt kan finde informationer gennem ex facebook og instagram (nogle gange hjælper det, hvis du forsøger at google et navn?). Desværre er det dog ikke alle, som er lige aktive på de medier.
Jeg kan ikke helt regne ud, om det er en dreng, du har set før, eller om det er en dreng, som du kun har set på facebook? Hvis det er en dreng, du har chance for at møde, så synes jeg, at du skal sørge for gøre dig bemærket og tage kontakt - gå forbi ham, smil, og hvis du tør - indled en samtale, start med et hej... Hvis det er en dreng, som du kun kender af navn, så er det straks sværere. Nemmeste løsning vil være at finde ud af, om han har fællesvenner med dig, så kan du gå den vej.
Men jeg er lidt forundret over, at du skriver, at du hverken kender eller har snakket med ham, men at du er vildt forelsket i ham. Jeg siger ikke, at kærlighed ved første blik ikke findes, men oftest vil dét, du beskriver være noget kortvarigt. Ikke en forelskelse, men nærmere et crush eller en attraction. Af hvad jeg kan fornemme, så er din forelskelse baseret på hans udseende - Hvad nu hvis du slet ikke kan lide ham som person? Måske er han slet ikke sådan, som du går og tror. Når vi piger ser en flot fyr, har vi hurtigt en tendens til at give den fyr en personlighed, som passer til vores smag. Når man endelig møder fyren og lærer ham at kende, er han måske helt omvendt af, hvad man havde håbet, og pludselig er han slet ikke så flot en fyr længere.
Jeg håber, at du finder denne mr. x, men ellers så husk på: der er flere fisk i vandet.
Held og lykke med din søgen.
- Tia