Kære 14-årige pige
Jeg kan sagtens forestille mig, at det er en meget svær beslutning, særligt når du har udviklet store følelser for ham. Samtidig kan jeg også godt forstå, at du har dine tvivl i forhold til, om han er "ægte". Ligeledes påpeger du også selv det lidt underlige i, at han ikke vil sende flere billeder - for hvorfor ikke, hvis det ér ham? Der kan selvfølgelig være svært at skulle tage et billede der er "godt nok", når man skal sende det til en, man er glad for. Derfor tænker jeg, at det bedste alternativ er at spørge ham, om han ikke er interesseret i at skype eller facetime med dig. Så I kan se hinanden og snakke lidt sammen. Hvis ikke han er interesseret i det, så vil jeg personligt ikke stole på, at han er hvem han udgiver sig for at være.
Jeg kan godt forstå, hvis du synes, at det er hårdt, men jeg vil råde dig til, at tage lidt afstand til ham indtil han går med til at vise sig. Det er på baggrund af samme bekymring, som din mor også har udtrykt. Det er så vigtigt, at du passer på dig selv. Og som du også selv skriver, så kan det få store konsekvenser for dit liv, hvis det først begynder at gå den forkerte vej.
I forhold til dine forældre, så har vi børn tit en tendens til at forvente den værste reaktion fra vores forældre. Og vi vil så nødigt gøre dem kede af det, sure eller skuffe dem. Jeg har selv stået i en lignende situation som dig, da jeg var på din alder. Og jeg oplevede at det tyngede mig meget at skulle holde det skjult, når jeg var så vild med ham fyren. Så hvis det viser sig, at han er ægte, og at du gerne vil fortsætte med at snakke med ham og evt. blive kærester, så vil jeg helt sikkert også råde dig til at snakke med dine forældre om det. Jeg er sikker på, at de også selv har prøvet at være smaskforelsket som teenagere. Dermed ikke sagt, at det er let at fortælle det, men jeg tror på, at du vil føle dig lettet bagefter. Du bestemmer jo selv, hvor meget og hvor lidt de skal vide.
Pas på dig selv og vær forsigtig med hvad du sender ud, det kan alt for hurtigt ende de forkerte steder.
Jeg håber, at mine råd kan hjælpe dig på vej.
Held og lykke med det hele :-)
De bedste hilsner
Sandra