Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 4631 spørgsmål og givet 7201 svar de sidste 16 år
2020-01-19T06:45:16: 2020-01-21T15:36:25: 2

Brevkassespørgsmål

Fortvivlet mere end nogle sinde før.... kollega dilemma

Indsendt af pige27 år


Jeg er lidt ældre end de fleste af jeres læsere. Det er sådan at jeg har været på mit nuværende job i 2 år men for et års tid siden fik jeg en ny kollega som er 42 dvs han er 15 år ældre end mig. Jeg har som sådan egentlig ikke noget problem med hans alder. Han ser rigtig godt ud og er meget tiltrækkende. 

Det hele startede en gang i sommers med noget små flirteri i krogene på arbejdspladsen og har udviklet sig til et par kys i ny og næ, intet vildere. Mit problem er at han er gift og har været det i 25 år og har 2 børn i alderen 9-14 år. Vi er først lige begyndt at snakke omkring hele situationen omkring mine tanker og hans egne tanker. Han er sød, dejlig og omsorgsfuld egentlig sådan en mand jeg gerne ville have. Og jeg ved at det selvfølgelig ikke går godt derhjemme fordi alt køre på ‘rutinen’ han savner selvfølgelig omsorg, kærlighed og nærvær som så mange andre gør efter sådan et langt ægteskab. Og det kan jeg sagtens forstå og sætte mig selv ind i. Men i det vi er kollegaer og han er gift spænder det lidt ben. Egentlig ville jeg rigtig gerne have ham (det har jeg ikke fortalt ham 100% endnu - men små hints), men for pokker hans kone og børn. Jeg ved heller ikke om jeg kan få mig selv til at splitte en hel familie ad. Derudover hvis det mest er omsorg/nærvær/bekræftigelse han mangler er det jo konkret sex han søger som jeg potentielt også godt bare kunne være interesseret i - MEN... så er der alt det der med at rende rundt og gemme sig lege skjul fordi han ikke kan sove ude osv. Jeg ved han synes jeg er klog og god til mit arbejde. Han roser mit tit, fortæller jeg er smuk, dufter dejligt osv.

Hvad skal jeg gøre? Det er mange år siden en mand har sparket benene væk under mig på denne måde og jeg vil heller ikke bare nøjes med at ses en gang om måneden. Kan det lade sig gøre at have en affære i et par år indtil jeg selv engang ønsker at finde mig en kæreste igen. Hvor vi kan nyde hinanden ses, tage steder hen og dyrke hed elskov

Hilsen
En fortvivlet kvinde

pige
Forelskelse

Forelskelse

Se flere

Besvarelser

2020-01-20T03:09:11 1
Regitze

 Hej med dig,


Jeg kan godt forstå du er fortvivlet, det lyder som en meget kompliceret situation. Du spørger, hvad du skal gøre, og det er selvfølgelig svært at svare på - da det jo er dit liv, og kun dig/jer der kender alle omstændighederne ved situationen. Men jeg tænker det ville være en god idé at tale med ham om det, og simpelthen lægge alle kort på bordet. Du kan fortælle ham, hvordan du føler for ham (konkret, og ikke i form af hints), samt om dine bekymringer omkring jeres forhold. Du føler som du gør for ham, og det er der ikke noget galt i; sådan er det bare. Jeg forstår godt du også tænker på hans ægteskab og familie, det er også en meget svær og trist rolle at være i for dig som forelsket elskerinde, der ikke ønsker at ødelægge en familie. Men det er netop også derfor jeg tænker det er en god idé at have en helt ærlig snak med ham, for omfanget af affæren er svært at kortlægge alene, når I er to om at være i den. At han er sin kone utro bevidner om at han har nogle problemer med hende, som du også selv beskriver, og det bør han tage sig af med hende, før han reelt kan være noget ægte for dig, tænker jeg. 

Jeg vil personligt sige, at det ér muligt at have et seksuelt forhold, som ikke nødvendigvis behøver at udvikle sig til noget mere seriøst end det - men det bliver straks noget andet, når den ene part er gift. Det er ikke rimeligt at han er sin kone utro, problemer eller ej, så bør han tale med hende om det, og træffe et valg i forhold til hvad han vil. At være "den anden kvinde" kan også være meget drænende, da du netop ikke kan regne med hans selskab, når det skal foregå i det skjulte, så det er også noget du skal overveje med dig selv. 

Jeg håber du kunne bruge mit svar, og jeg håber du finder en løsning på det, som gør dig glad. Du er altid velkommen til at skrive ind igen. 

Mange hilsner fra Regitze 

2020-01-21T03:28:07 1
Tia

Kære Du,

Først og fremmest er du altid velkommen til at skrive til os. Problemer er problemer uanset alder.

Det er en dejlig følelse med gengældt kærlighed og tiltrækning. Og at det så er på kontoret og lidt forbudt, gør det blot lidt mere spændende.


Hvad skal jeg gøre?

Er han lykkelig gift? Eller har han en plan om at lade sig skille fra sin kone? Hvor står han henne i livet? Kommunikation er vejen frem. Tal med ham. Hvad synes han. 


Jeg er nær din alder, og jeg kan sagtens følge dig. Men jeg vil prøve at besvare det her, som var du min veninde; Stop mens legen er god. Du snakker med følelserne udenpå tøjet lig nu og siger, at du godt kan nøjes med one-night-stand eller noget useriøst. Men hvad nu hvis du bliver gladere for ham hen af vejen, og du pludselig får sværere ved at give slip på ham? For husk på, han er en gift mand med børn, så han har et ansvar at leve op til. Du vil altid være "den anden kvinde" og blive nedprioriteret. Det vil ikke være en sjov følelse, når han skal løbe afsted hver gang konen ringer. Han har måske blot behov for et engangsknald, noget til at krydre hans ensformige kedelige ægteskab/sexliv. Måske udnytter han dig bare. Pas på dig selv. 

Derudover synes jeg, det er rigtig vigtigt, at du lige prøver at lukke øjnene og sætter dig i hans kones situation. Hvad hvis det var dig? Du var gift med en mand og har opbygget en familie og har børn. En dag finder du ud af, at han har en affære med en ung kvinde på arbejdet. Det har også meget med samvittighed at gøre. Dit hemmelige forhold med den mand kommer til at ødelægge det for en intetanende kvinde og to børn, en hel familie der bliver knust. Det bør være en uskreven regel blandt kvinder, en offentlig gældende girl-code; man tager ikke en anden kvindes mand - det er forbudt område. Oftest vil ingen ha' lyst til at være "den anden kvinde". 


Kan det lade sig gøre med en affære?

I kan nok sagtens have en affære kørende på kontoret, men hvor længe.. nogle dage, måneder, 1 år? Og hvad bliver konsekvenserne så, når det bliver opdaget? I starten vil i være opmærksomme på at holde det hemmeligt, men som tiden går, bliver i måske sløsede med at huske at låse døren, sidder håret nu ordentligt efter udskejelserne, har kollegaerne fået mistanke om jeres forhold.. Husk på at det er både dit kærlighedsliv (følelser) samt dit arbejdsliv, det vil gå udover. Hvor meget er du villig til at sætte på spil.


I sidste ende er det jo op til dig, hvad du vil gøre. Jeg kan kun give dig råd med på vejen. Kommunikation er hvertfald det vigtigste. I skal have en fælles forståelse for, hvad I gør. Og tænk langsigtet, tænk på hvilke konsekvenser det kan have for jer begge. Det vil blive et usundt forhold (måske kun en kortvarig glæde) for dig og en utilgivelig situation for ham. Han må være mand nok til at tale ud/skilles fra sin kone, hvis han ikke længere ønsker at være sammen med hende. At han har brug for ny magi i (sex)-livet, skal ikke betyde, at du som en uskyldig person skal inddrages og være med til at ødelægge en anden kvindes liv. Gør dét, som du føler er rigtigt. Sålænge du kan se dig selv i spejlet. 


Jeg håber, du finder ud af det. Og ellers er du altid velkommen til at skrive ind til os igen.

Kærligst Tia

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

"..tusind tak for hjælpen så mange gange før!"

- Anonym