Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 3739 spørgsmål og givet 6350 svar de sidste 13 år
2021-02-28T18:55:56: 2

Brevkassespørgsmål

min kærestes mor forbyder os at være sammen

Indsendt af andet18 år


hej er en pige på 18

ved ikke om man kan kalde det et problem, men har brug for lidt hjælp.

jeg skriver nemlig fordi min kærestes mor, forbyder os at være sammen. og det er noget hun lige er begyndt på, min kæreste er 16 år . min kæreste fortalle hendes mor at hun var til mere end 1 køn for en uges tid siden, og efter har hendes mor faktisk bare reageret underligt, hun har snakket grimt til min kæreste. som jeg på ingen måde kan acceptere. jeg går og har en tanke om at grunden til hendes mor reagere som hun gør er fordi hun ikke har slugt at vi er sammen, hendes svar til min kæreste var også bare "du jo også ung". kan godt forstå hun siger som hun gør, men tænker vel som forældre skal man da bakke ens børn op om det så var, noget helt andet. men her den seneste tid har hendes mor sagt vi ikke må være sammen, fordi vi er for meget sammen, men jeg tænker at det er normalt at være sammen tit, når man er forelsket. 

jeg håber i kan hjælpe eller bare give et lille råd  
andet
Forelskelse

Forelskelse

Se flere

Besvarelser

2021-03-03T11:50:13 1
Mathilde

Hej!

Det lyder som en rigtig udfordrende situation, og jeg kan især godt forstå at du har svært ved at vide hvad du skal gøre når nu det er din kærestes mor, der er ’problemet’, så at sige.

Det lyder for mig som om hendes mor måske har svært ved at forstå og/eller acceptere, at hendes datter ikke er heteroseksuel, altså kun til det modsatte køn. Det er svært at sige hvorfor, men det lyder til at det har gjort en forskel, i forhold til hvordan hun behandler din kæreste.

Jeg kan især godt forstå det er svært at acceptere at din kæreste bliver behandlet sådan, og at det også går ud over jeres forhold og mulighed for at se hinanden. Det er bare svært at blande sig, når det er mellem din kæreste og hendes mor, for egentlig er det jo noget de skal finde ud af mellem dem. Så jeg kan godt forstå hvis det får dig til at føle dig lidt hjælpeløs - men jeg vil prøve at give dig mine tanker og råd til, hvad du måske kan gøre.

Du kan måske opfordre din kæreste til at tale stille og roligt med sin mor, for at fortælle hende om jeres forhold, sådan så hendes mor kan høre at det ikke er anderledes end et hvilket som helst andet forhold. I vil gerne være sammen fordi i er forelskede, og det er fuldstændig naturligt - og derfor gør det jer kede af det, hvis i bliver forbudt det. Det må hun da kunne forstå, i og med at hun vel selv har været forelsket engang. I forbindelse med forelskelse spiller kønnene vel ikke som sådan en rolle - følelsen af forelskelse er jo den samme. Måske hun forstår det bedre, hvis man stiller det op på den måde.
Jeg tror også hendes mor ville være mere åben overfor jeres forhold hvis hun tilbragte mere tid med jer sammen, altså fx hvis du kom hjem og spiste med hos dem eller lignende. På den måde kan hun se at i bare er to unge mennesker der er forelskede, og at det skal i selvfølgelig have lov til at udforske. Men det er jo svært for jer at vise hende det, hvis i ikke må være sammen, det kan jeg godt se.

I hvert fald må i forsøge at få hende til at forstå, at i virkelig er glade for hinanden og derfor gerne vil bruge tid sammen, og at hun skal bakke sin datter op uanset hendes seksuelle præference. Men det er nok bedst, at det er din kæreste, altså hendes datter, der taler med hende først - jeg er bange for, at det vil forværre det, hvis du blander dig for meget lige til at starte med. Men mærk efter - måske det også kan hjælpe, hvis du deltager. Spørg din kæreste hvad hun tror er bedst - hun kender sin mor, og kan sikkert mærke hvad der føles rigtigt.

Jeg håber du kunne bruge mine råd og tanker! Hvis ikke, må du endelig skrive igen.

Smil fra Mathilde

2021-03-03T05:23:17 1
Julie

 Hejsa!

Tak fordi du skriver. Jeg håber, at mine tanker kan være til lidt hjælp for dig. 

Det lyder til, at du selv har gjort dig mange tanker om, hvorfor din kærestes mor opfører sig som hun gør, og jeg synes det er rigtig flot, at du forsøger at sætte dig i hendes sted og netop prøver at forstå, hvad hendes reaktion kan skyldes. 

Ud fra hvad du skriver, kunne det godt tyde på, at din kærestes mor reaktion skyldes, at din kæreste har åbnet op omkring sin seksualitet for hende - og at det måske ikke er, som hun har forventet. Desværre er det ikke alle, der er lige forstående eller accepterende for andre former for seksualitet end deres egen. Jeg forestiller mig, at det ofte kan skyldes, at de ikke er informerede nok omkring seksualitet og derfor bliver lidt "forskrækkede" over det ukendte, de ikke ved så meget om. 

Det er naturligvis svært for dig, at snakke med din kærestes mor, hvis I ikke må ses og du ikke er velkommen hos dem lige nu, men hvis du har mulighed for at komme derhjem, synes jeg, at du og din kæreste skal sætte jer ned sammen med hende (eventuelt begge forældre) og få en god snak. Her kan både hun og I kan fortælle, men måske også stille spørgsmål og lufte eventuelle bekymringer. Jeg tror, at dette vil kunne hjælpe jer med at forstå hinanden og forhåbentlig løse dette problem. Hvis du ikke har mulighed for at være med, synes jeg, at din kæreste skal tage denne snak med sin mor/sine forældre.

Derudover tror jeg, at det er vigtigt at have tålmodighed, hvis din kærestes mor skal ændre sine holdninger. Selvom man selv kan være uforstående overfor hendes reaktion, er det vigtigt at huske, at vi alle er forskellige og netop har forskellige følelser og holdninger, som gør, at vi reagerer forskelligt. 

Skriv endelig igen, hvis du får brug for det!

De bedste hilsner Julie :-)

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

"Det er første gang jeg benytter denne hjemmeside, men har hørt en masse godt om den!"

- Anonym