Jeg er bedste venner med min eks og det gør ondt

Hej 

Jeg er en ung mand på 20 år der lige er kommet ud af et meget seriøst forhold der varede 6 år, min nu eks kæreste betød nærmest alt for mig og vi har altid sagt vi ville gå igennem nærmest alt for hinanden. Men sagen er jo den at hun bor (og har altid boet) i Amerika. Tilbage i oktober brugte jeg 10 tusind på at flyve ned helt alene for at møde hende for første gang (Det var ikke kun pengende der var en stor ting for mig, men også rejsen da jeg er autistisk og HADER høje miljø, mange menesker, forandring i rutine etc.) og det var virkelig fantastisk den første ca uge (jeg var der en hel måned) indtil hun pludselig sagde at hun ikke vidste om vi burde være kærester mere, ødelagde lidt resten af måneden. Vi valgte ikke at slå op mens jeg var der nede og forblev sammen indtil starten af november, men føler mig utroligt skuffet af at sådan en stor del af turen følte jeg mig EXTREMT trist til mode. Men det var en moden samtale vi havde da vi valgte at slå op, pga at vi simpelthen ikke troede vi kunne få det til at virke når vi begge var så langt fra hinanden og ingen af os vil flytte land, men eftersom vi ikke slog op på pga et argument eller nogen der havede gjort noget forkert kunne vi jo stadig være venner ikke? Vi har snakket sammen /næsten/ hver dag siden vi var 13-14 og jeg kan ikke overskue tanken om ikke at have hende i mit liv, men hver gang jeg høre eller ser noget media om romance får jeg det så dårligt jeg bliver helt vred, får lyst til at gå tilbage til afhængigheder som jeg ellers har lagt på hylden, får lyst til at smadre ting, får lyst til at sende hende en hel masse grimme beskeder så hun forsvinder for mit liv. Men jeg ved jo godt det er ikke det jeg faktisk vil ha, tænker på næsten hver dag om at spørge om at være kærester igen men ved bare at det ikke vil virke, jeg er så hjerteknust det gør fysisk ondt på de virkelig slemme dage og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.