Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 15 år
Hej ungZone
Der sker det at jeg udøver en sportsgren, og den sportsgren, ser jeg også meget i fjernsynet. Men der er så den her virkelig søde og pæne atlet, som jeg for nogle år siden begyndte at følge meget tæt. Her for ca 1 år siden begyndte jeg virkelig at tænke meget på ham. Han er ca 10 år ældre end mig, så det virker lidt sygt at jeg synes han er så sød. Han har en kæreste, og vær gang jeg ser dem sammen får jeg det fysisk dårligt. (Det føles lidt som den hjertesorg som jeg er kommet over her for nogle måneder siden, det tog mig et år.) Jeg har også grædt ret meget over at han har en kæreste, og jeg ikke kan få ham. Jeg ved godt det lyder sygt, men han får mig til at jeg virkelig at synes han er sød. (Lidt ligesom jeg følte da jeg havde min "kæreste" altså virkelig forelsket). (Det skal også lige siges at jeg har prøvet at være monster forelsket, så jeg ved godt hvordan det føles, og det er ikke bare et crush). Jeg ved godt det lyder mega skørt, men føler sgu en forelskelse over ham her atleten.
Så mit spørgsmål lyder egentlig bare: Hvordan skal jeg lade vær med at tænke på hvordan den ville være hvis vi kom sammen en dag. Jeg går virkelig med følesen af at vi passer sammen og vi nok skal finde sammen og nogle år? Og er det okay at drømme og ønske vi kommer sammen?
Det var det hele..
Tusind tak for jeres tid, og på forhånd tak.
Anonym
Indsendt af
pige på
15 år
Forelskelse
Hej.
Det lyder egentligt ikke så skørt. Jeg tror mange har prøvet at blive lidt forelsket i kendte personer. Jeg har i hvert fald selv været forelsket i et par stykker, hvor man næsten kan forestille sig et liv med dem, fordi man jo føler man kender dem så godt pga. de sociale medier, interviews, mm.
Jeg tror egentligt heller ikke, at der er noget galt med at gå rundt med disse følelser og tanker, så længe det ikke afholder dig fra andre muligheder. Dog synes jeg også, at du skal overveje hvor godt du egentligt kender ham. For sandheden med kendte mennesker er ofte, at man i virkeligheden slet ikke kender dem. Man kender den person de er ud ad til. Selvom du derfor føler dig forelsket i atleten - og på en måde nok også er det - er det jo mere en fantasi af ham du er forelsket i. Du er forelsket i, hvad du har gjort ham til i dit hovedet, og dette passer formentligt ikke med virkeligheden.
Det kan være svært at vide, hvordan en person er ud fra deres offentlige persona. Hans temperament kan være anderledes i privaten, hans form for humor er måske anderledes, hvordan er han med andre mennesker? er han A eller B menneske?, osv., osv. Nogen af disse ting, kan man jo finde ud af online, men mange af de små ting der gør en person til dem de er, er egentligt kun noget vi kan lære om dem, ved at interagere med dem og blive en lille del af deres hverdag. Derfor kan han jo godt virke perfekt, men det er højst sandsynligt også fordi, at du har bidt fast i nogle ting ved ham du kan lide, og bygget den ideale kæreste op rundt om dette.
Jeg synes i hvert fald, at du skal huske dig selv på, at du jo ikke reelt kender ham, eller ved hvordan han er som person, og i måske faktisk ikke ville passe særlig godt sammen. Dette synes jeg i hvert fald har virket for mig. Måske du også skulle overveje at fjerne ham på de sociale medier? i det mindste bare for en stund, så du kan få lagt ham lidt bag dig.
Jeg vil også efterlade dig med lidt samfundsteori om mennesker. Du kan jo selv vælge om du gider at læse det eller ej, men tænker det er noget at have med i tankerne, som måske kan hjælpe dig til at komme dig ovenpå din forelskelse.
En amerikansk sociolog ved navn Erving Goffman argumenterede engang for, at mennesker har det der kaldes "frontstage" og "backstage" adfærd. Frontstage er den måde vi er på omkring andre mennesker. Vi ved, at fokus er på os, og vi vil gerne passe ind og accepteres, så vi agerer efter det og "spiller" en rolle, som passer ind i det samfundet ønsker af os. Dette kan også komme til udtryk gennem det tøj vi har på. Backstage er den adfærd vi har, når vi er alene, eller med mennesker vi er meget tætte med. Her tør vi at være fuldkommen os selv, da vi ved vi ikke bliver vurderet ud fra vores handlinger.
Når man er en offentlig person, er man også altid til offentlig skue, og må derfor handle ud fra sin Frontstage adfærd. Derfor tilpasser man sig også for bedst muligt at passe ind, og blive vellidt af flest mulige, også selvom det betyder man skal skjule nogen sider af sig selv. Derfor kan vi aldrig rigtig lærer de kendte at kende gennem interviews og sociale medier, da de bevidst handler og taler på en bestemt måde. Vi får derfor ikke deres backstage adfærd at kende, selv hvis det lader til at vi gør.
Held og lykke med det hele :)
Vh Cecilia
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4703 spørgsmål og givet 7260 svar de sidste 16 år
100% anonymt · 100% gratis
"Hej UngZone, og tak for jeres pålidelige brevkasse, som jeg har haft meget gavn af, da jeg har skrevet ind til jer før"
- Anonym