Jeg er forvirret

Kære dig

Det lyder virkelig ikke rart det, du står i. At føle sig holdt udenfor. især når man i forvejen føler sig anderledes, fordi man ikke har telefon, kan gøre ekstra ondt.

Først vil jeg sige noget vigtigt:
Det er ikke okay, at hun slår dig. Også selvom hun siger, det er “for sjov”. Hvis du får blå mærker, og du har sagt fra, så er det en grænse, hun ikke respekterer. Det er ikke dig, der er for følsom.

Det med de mærkelige blikke og at hun aldrig spørger dig om at være sammen… det kan godt føles som om, hun prøver at vise, at du ikke er “helt med”. Og det gør ondt. Især når det virker som om, hun prøver at komme tættere på #2 ved at skubbe dig lidt væk.

Jeg kan også godt forstå, at du får lyst til hævn. Når man føler sig uretfærdigt behandlet, vil man gerne have, at den anden mærker det. Men hævn løser sjældent følelsen indeni, den kan faktisk gøre det hele mere rodet.

Måske kunne du i stedet prøve noget andet:

Hvis du tør, så sig det roligt og kort næste gang hun slår:
“Stop. Jeg mener det. Jeg kan ikke lide det.”
Ikke grin. Ikke forklar. Bare stop.

Brug mere tid med dem, der faktisk får dig til at føle dig godt tilpas, fx #3. Det er ikke hævn. Det er at vælge mennesker, der behandler dig ordentligt.

Og med telefonen: Du er ikke mindre værd, fordi du ikke har en. Ægte veninder finder måder at inkludere dig på i skolen.

Du skriver, at du er en stille pige. Det er ikke en svaghed. Stille mennesker ser ofte mere og mærker mere. Men du må gerne øve dig i små, tydelige grænser. Man behøver ikke være høj for at være stærk.

Og helt ærligt? En veninde, der: Slår dig, holder dig udenfor, får dig til at planlægge hævn… er måske ikke en, du skal kæmpe så hårdt for.

Du fortjener veninder, der vælger dig, ikke nogen, du skal kæmpe for at få lov at være omkring.

Knus Michala, UngZone