Hej TheLove
Jeg er en pige på 22 år der i længere tid, ca. et år, har været igang med at træne, men jeg har et problem. Jeg har tabt mig omkring 10 kg, men jeg har en delle nederst på maven, lige omkring navlen, som jeg bare ikke kan få væk. Er det muligt at træne den væk så man ikke kan se den har været der? Eller må jeg bare affinde mig med at jeg vil blive ved med at have en bule nederst på maven? Hvis den kan trænes væk, hvilke øvelser skal jeg så lave? Jeg træner i min skoles mini fitnesscenter to gange om ugen, hvor jeg starter med at løbe, så bruger jeg stepmaskinen, så træner jeg arme og laver mavebøjninger. Jeg træner også hjemme når jeg har tid, hvor jeg træner arme, laver mavebøjninger og øvelser med fitness bold, hvad mere kan jeg gøre? Jeg prøver at spise sundt, men falder selvfølgelig i engang imellem og spiser pizza eller går på McDonalds, og jeg går i byen næsten hver fredag, så jeg ved godt at det vil tage længere tid end hvis jeg afholdt mig helt fra fast food og sprut, men jeg gider bare heller ikke gå glip af de sociale fællesskaber.
Håber i kan hjælpe mig da det går mig meget på. :)
Hej Mig ;)
Mit bud vil være at lave nogle øvelser for hoftebøjerne, og måske noget yoga.
Den der 'delle' under navlen kan i hvert fald godt komme hvis ens hoftebøjere ikke er trænet lige så meget som de andre muskler i korsettet.
Hvis du har adgang til en af de der store bolde, er en god øvelse at placere sig med det ene ben på bolden, altså på skinnebenet, og med hænderne i gulvet.
Det andet ben har man så placeret ved siden af bolden. Det må ikke røre jorden, og ikke hvile på bolden. Når man så har placeret sig, så trækker man bolden ind under sig med det ben der hviler på bolden, mens man skubber enden i vejret. Man må gerne bøje i knæene imens, men det giver mere effekt hvis ikke man bøjer så meget, men de skal heller ikke være strakte.
Og husk nu at varm op! Uden opvarmning kan det hele være ligemeget!
Jeg håber jeg gjorde en forskel!
-Teddy
Hej,
Først og fremmet flot at du har tabt dig 10 kilo! Når man taber sig så meget, tager det noget tid, før huden trækker sig sammen, og jeg tror sagtens, du kan komme af med den lille delle ved maven.
Som du selv nævner, bør man
forsøge at undgå fastfood og sprut, hvis man vil tabe sig, men jeg forstår
godt, at du ikke har lyst til at gå glip af festerne. Giv dig selv lov til at
”synde” engang imellem, men tænk over, hvad du spiser i hverdagen. Eftersom du
allerede har tabt dig, tror jeg ikke, jeg behøver prædike om, hvad sund kost er
– det har du nok styr på.
Det er rigtig fint, at du træner, og det er godt, at du både løber og laver
styrketræning. Sørg for at lave forskellige maveøvelser, så det ikke kun er de
almindelige mavebøjninger. Du kan f.eks. lave skrå mavebøjninger og
mavebøjninger med løftede ben. Forsøg også at lave nogle statiske maveøvelser
f.eks. ved at ligge på ryggen og så løfte overkroppen (og evt. benene) og holde
positionen. Planke er også en rigtig god øvelse, hvis du vil stramme maven op.
Mit bedste råd er at gøre mavetræningen til en del af hverdagen. Lav f.eks. 2x1
minuts planke hver morgen og aften. Det er ikke særlig tidskrævende, men det
giver gode resultater. (Du skal selvfølgelig også fortsætte med den træning, du
laver nu)
Til sidst - husk at alle altså har en lille ”delle” på maven. Det er helt
normalt at have lidt hud, som man kan tage fat i - selv hvis man er rigtig
tynd.
Held og lykke med projektet og rigtig god jul!
De bedste hilsner
Michala
Vi har modtaget 5084 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år