Brevkassespørgsmål
Slemt deprimeret, kan ikke mere.
Indsendt af "Anonym" på 16 år
Har fået diagnoceret depression for snart 1½ år siden hvor lægen så sendte et brev til mine forældre.
Jeg ønskede ikke at mine forældre skulle vide at jeg deprimeret fordi de har en del fordomme om sygdommen, så jeg ødelagde kuverten og blev aldrig sendt videre til hjælp.
Alligevel. Jeg ved jeg har virkelig brug for hjælp, men det er bare så svært for mig at fortælle, selv at få andre til at fortælle om min depression kan jeg ikke. Jeg er utrolig bange for konsekvenserne..
Jeg har det virkelig svært og er begyndt at ryge for en måned siden uden min familie ved noget om det, jeg gør det dog udelukkende som en slags trøst. Af en eller anden grund kan en enkel cigaret berolige mig og holde mig lidt mindre deprimeret. Det har hjulpet en del. Jeg er også begyndt at døje med mystiske smerter.. har f.eks fået øget hovedpine og smerter i kroppen uden at jeg kan pege hvor..
Psykisk føler jeg mig ofte 'tom'. En sort skikkelse, med en kæmpe fodlænke som slæber mig med rundt.
Andre gange gør jeg ikke andet end at græde og lukke mig selv inde. Min motivation for min farvorite hobby er lille, og det hjælper ikke på den nye skolereform som har gjort min hverdag langt mere stresset. Alting går ned ad bakke. Mine karakter går op og ned lige fortiden, men de har været værre, desværre er min stavning gået nedad.. ofte får jeg pludseligt svært med at stave.
Jeg er virkelig bange for jeg brøder sammen i klassen, der har været momenter hvor jeg måtte gå på 'toilettet' for lige at få lidt luft og 'tage mig lidt sammen'. Jeg lukker mig ofte inde og det stresser mig. Jeg har tidligere haft hjælp, men det fik mig kun til at få det værre og gav mig selvmedlidenhed.. så jeg løj mig ud af pskolog hjælpen.
Jeg har virkelig ikke lyst til at leve, hvis meningen bare er at jeg skal være død inden i og trække vejret.. Jeg er bange for mig selv. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg kan finde på..
Svar fra Andreas
Kære Ven
Først og fremmest, en kæmpe ros og respekt for at du skriver ind til os. Det kræver meget at få skrevet det som du har formået at gøre, når man har det så svært psykisk. Jeg lider selv af psykisk sygdom. Så jeg kan sagtens følge dig i det du skriver, og motiviationen kan være meget i vejen når, den ikke er i top.
Det jeg synes du skal gøre, og kan gøre for at hjælpe dig selv, er at du kontakter din læge, Evt vagtlægen hvis det går helt galt her til aften. Bed ham om at hjælpe dig. Så kommer du en til konsultation, hvor i snakker frem og tilbage, og så fortæller du det du har skrevet her, eller skriver det ned på et stykke papir og giver lægen det i hånden.
Så vil lægen højest sandsynligt, sætte nogle ting i gang for at hjælpe dig. Det kan evt være en indlæggelse på psykiatrisk sygehus, hvor de kan hjælpe dig. og tro mig de hjælper rigtig meget.
vedr. det med at du er usikker på, om du skal snakke med dine forældre om det. Så synes jeg du skal prøve og tage en snak med dem, når du kommer ovenpå igen. Jeg er sikker på at dine forældre vil acceptere det som det er, de er jo trods alt dine forældre.
jeg er så osse sikker på, at du klare dig igennem det her, hvis du har viljestyrken til det.
Alt det bedste fremover.
//AndreasP
Svar fra Tenna
Hej "PåSkranten"
Sikke en følelse du sidder med!.. Det er på ingen måde optimalt, for noget menneske at gå igennem det du er igennem. Tro mig, jeg har selv prøvet det. Da jeg var i din alder fik jeg konstateret depression, hvor min mors reaktion var at tage mig hårdt i armen og sagde (foran lægen og mig) "du skal f*ndme bare tage dig sammen"..
Og det har været en kamp uden lige, jeg startede også med at ryge, fordi det gav mig trøst dengang.. Nu 8 år senere er jeg fast ryger og har brugt mange penge, og endnu flere krafter på at stoppe, hvilket ikke er lykkeds!..
Det er en kamp uden lige, både med sig selv, og omverdenen, da folk sjældent kan sætte sig ind i hvordan det er.. Det aller bedste du overhovedet kan gøre for dig selv, er at stå frem.. Depression ikke "bare" at man er ked af det og et sølle pjok, som folk rundt om en ofte ser det for at være.. Nej, depression er en sygdom, på samme måde som fx schlrose... Når man har en depression sker der det at de kemiske stoffer der giver glæde, ikke kan trænge ind til hjernen, og derfor er man så langt nede og så ked af det...
Tag en snak med dine forældre.. Start med den der er mest forstående, og sig det hele som det er.. Det kræver at du er stærk i 30 sekunder og står imod lysten til at flygte fra det hele... Men det er de 30 sekunder der kan være med til ændre det hele for dig..
Ellers kan jeg give dig de råd som min læge har givet mig da jeg havde det værst.
-Gå en tur, når det er lyst. Sollys er en vigtig faktor, for at få energi og styrke til at klare sig igennem dagen
-Dyrk motion. Når man dyrker motion bliver der udgivet endorfiner i hjernen, som giver glæde og energi
-Snak med din omgangskreds om det. Det er vigtigt at man ikke står alene når alt er sværst, nogengange hjælper det bare at fortælle nogen at man har det svært. Husk at det er op til dig hvor meget du har lyst til at fortælle..
Du er altid velkommen til at skrive herind igen.
De varmeste tanker - Tenna
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5084 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år