Brevkassespørgsmål
Alt er kaotisk fortiden
Indsendt af "Anonym" på 18 år
Jeg føler mit liv er så meningsløst, jeg står op hver dag og lever et liv jeg ikke ønsker. Jeg troede virkelig at gymnasielivet ville være fedt og har set frem til det. Jeg gik på efterskole før sommerferien, da jeg havde brug for at komme væk fra alt det herhjemme og blive "glemt", da mange havde fordomme om mig. Da jeg kom hjem var det som at starte helt forfra, min spiseforstyrrelse gik rigtig godt, min depression var væk og jeg var oprigtig glad. Jeg var sammen med dem der betød noget for mig, men efter jeg er startet på gymnasiet føler jeg at det hele er kaotisk. Jeg føler ikke ens venskaber er oprigtige, medmindre jeg er sammen med dem individuelt.
Vi fik ikke den bedste start på året, da en dreng fra vores klasse døde efter en fest på gymnasiet. Det har personligt påvirket mig rigtig meget, for jeg er bange for hvem der er den næste. Er den næste en der står mig meget nært? Hvad sker der efter livet?
Samtidig med at denne tragiske begivenhed skete, har jeg fået tilbagefald og min "nye" venneomkreds forstår ikke helt alvoren i mit problem. De piger jeg er mest sammen med i klasse og kender til mine problemer, vælger konstant at snakke om deres kroppe og fortælle mig at jeg er fraværende og at jeg har taget afstand fra dem fortiden, de forstår bare ikke at jeg har brug for at tackle mine problemer selv, og hvis jeg endelig skal snakke med nogle om det, skal det være mine veninder fra folkeskolen af og ikke dem. Jeg har rigtig svært ved at tilpasse mig gymnasiet, for min klasse er meget opdelt og jeg føler konstant jeg står i midten og ved ikke hvor jeg skal gøre at mig selv, jeg har svært ved at knytte mig til dem, tror det bunder i at jeg føler vores venskaber er overfladiske, jeg er bange for de udnytter mig og svigter mig.
Udadtil virker jeg forholdsvis glad og giver også udtryk for det, men jeg er så ked af det og har så svært ved at have såkaldt falske venskaber, hvor det hele går ud på at få opmærksomhed og blive anerkendt. Den tid er jeg kommet over. Indeni føler jeg, at jeg har en kæmpe knude i maven og føler bare ikke jeg kan leve op til de forventninger og krav der er både af dem jeg omgås med og fagligt.
Ingen ved hvor slemt det egentlig er og når jeg er til min psykolog siger jeg bare at jeg kaster op få gange om ugen, men sandheden er jeg gør det flere gange om dagen og der er flere gange jeg græder når jeg er alene hjemme. Jeg kan ikke få mig selv til at indrømme hvor galt det er igen, for jeg har haft bulimi siden 2010.
Jeg er bange for at have det sådan som jeg havde det for to år siden, men jeg er endnu mere bange for at fortælle sandheden. Jeg er bange for at blive smidt ud af gymnasiet, for alt det her påvirker mine faglige kompetencer, mit overskud og engagement i timerne.
Jeg vil så gerne gennemføre gymnasiet. Det sociale er mega fedt og du laver noget hele tiden og jeg vil så gerne blive student, men det bare rigtig hårdt når du ikke føler du er faglig dygtig nok og kæmper med problemer udover.
Svar fra Tenna
Hej (:
Først og fremmest, du bør altid være ærlig overfor din psykolog, uanset hvor svært det er for dig selv at erkende sandheden, det er det eneste der kan hjælpe dig, DU kan kun hjælpe dig selv ved at være ærlig, og hos psykologen er dine tanker og følelser i sikkerhed!
Angående dine falske venskaber, synes jeg du skal prøve at gøre op med dig selv om de er værd at bruge tid på.. Det er rart at have nogen at snakke med i skoletiden, men man kan sagtens gå i skole uden at skulle bruge kræfter på at være den mest populære, med det fedeste tøj osv.
Jeg tror det vil hjælpe dig hvis du lægger vægt på at arbejde med dine faglige kompetencer, og så brug tid på de venner du har det godt sammen med, uanset om det er fra gymnasiet eller fra folkeskolen. Du behøver ikke snakke med "de falske venner" om dine problemer hvis du ikke har lyst, man har altid ret til at sige fra (: ..
Håber det hjælper dig lidt, og jeg tror på at du kan finde styrken til at stå imod og kæmpe for det liv du VIRKELIG ønsker (:
Knus fra Tenna
Svar fra Josefine
Hej kære du
Hold da op en omgang, jeg kan godt forstå du har det rigtig svært for tiden med alt det om hovedet.
Først og fremmest så er du ikke forpligtet til at være venner med nogen du ikke har lyst til at være venner med. Hvis du synes det virker overfladisk og de ikke får dig til at føle dig tilpas så behøver du ikke omgås dem. På den anden side synes jeg du skal overveje om du har givet det en chance - for det lyder som om du lige er startet på gymnasiet, og det tager tid at lære mennesker rigtigt at kende. Desuden er det svært at forstå din situation når man ikke selv står i den, og så hjælper det rigtig meget hvis du fortæller dem hvad du har brug for af dem, eller ikke har brug for. De kan jo, fordi de ikke står i samme situation som dig, ikke vide hvad de må og ikke må tale om.
Hvis du trækker dig mere og mere tilbage vil du ikke få et oprigtigt venskab til nogle af dem, og så vil du miste chancen for at få nogle gode venner du kan støtte dig op ad. Jeg kan godt forstå det kan være svært at gøre sig selv sårbar, men det skal man nogle gange hvis man vil opleve kærlighed og venskab. Og man kan sige, uden venner er du vel heller ikke lykkelig?
Dernæst må det have været hårdt at I har oplevet et dødsfald i klassen og selvom han er gået bort alt for tidligt, så er døden noget vi alle vil møde i vores liv og det er noget vi sikkert aldrig blive vant til, men det er noget vi lærer at tackle. Jeg synes ikke der er nogen grund til at tage sorgerne på forskud og gå og bekymre dig om hvem der dør næste gang - det er livet simpelthen for kort til. Jeg synes du skal prøve at slå de tanker ud af hovedet, for vi kan alle dø hver dag, men hvis vi går og tænker på det hele tiden så bliver vi aldrig rigtig lykkelige. Jeg tror det er vigtigt at vi nogle gange husker på at leve i nuet og nyde nuet, fremfor at gå og granske for meget over fortid og fremtid.
Til sidst synes jeg at du skal fortælle din psykolog sandheden. Han/hun er der for at hjælpe dig og jeg ved godt du tror det hele ramler sammen hvis du fortælle sandheden, men jeg tror godt du ved at du først kan få løst dit problem når du har gjort det. Du har det jo ikke godt nu. Men du kan få det bedre hvis du beder om hjælp og tager imod den hjælp som din psykolog kan tilbyde dig. Jeg tror du vil have svært ved at gennemføre gymnasiet sådan som tingene ser ud lige nu, og at få snakket ordentligt ud om sine problemer kan gøre livet nemmere. Når du skjuler sådan noget kan din psykolog ikke hjælpe dig sådan som du har brug for det.
Jeg synes det er rigtig ærgerligt du er faldet i, for det lyder som om du har kæmpet en rigtig lang kamp, men du bliver nødt til at huske at det er kamp du formentlig vil kæmpe resten af dit liv, og det at du på et tidspunkt har fået det bedre er jo bare super flot. Du skal ikke kun se på det, der er gået galt, klap dig selv på skulderen for det du har gjort godt! Du har jo oplevet at være på den lyse side, så du kan sagtens gøre det igen! Det er pisse hårdt, men du kan jo!
Håber du får mod til at fortælle din psykolog sandheden og I bliver ved med at kæmpe for at du får det godt igen!
Knus, Josefine
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5084 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år