Brevkassespørgsmål
Angst vs. autisme
Indsendt af "Anonym" på 13 år
Jeg har skrevet to gange før, men nu bliver jeg nødt til at gøre det igen. Håber ikke, at det generer. Grunden er, at jeg har diagnosen infantil autisme, og er normaltbegavet. På det seneste har jeg dog fået en teori om, at det er en fejldiagnose (i så fald har jeg haft den i hele 11 år uden at være i tvivl), og at det i stedet handler om noget andet: angst. Det er først nu, at ideen om dette er kommet frem, men det ser ud til, at det har påvirket mig meget i mange år. Problemet er bare, at angsten ikke viser sig tydeligt i form af panikangst/angstanfald, men ligger dybere gemt i hverdagen. Når man har autisme, har man bl.a. problemer med social kontakt. Det har jeg også. Men jeg har selv regnet ud, at det nok mere handler om, at jeg er bange for, hvad andre tænker om mig, end at jeg ikke kan finde ud af det (hvilket jeg også bildte mig selv ind i lang tid, og troede overfor mig selv). Der er også nogle ting, der modsiger autisme hos mig, bl.a. at jeg ikke har tendens til at blive overstimuleret. Problemet er bare, at mine forældre og folk omkring mig ikke tror på mig, når jeg siger det til dem. De siger (og tror) bare, at det er fordi, at jeg gerne vil af med min autismediagnose. Så de nægter at tage mig alvorligt, og kalder mig hypokonder og lignende. Hvad kan jeg gøre for at få hjælp? Jeg vil helst have svar fra nogen, som ved noget på området.
Svar fra Josefine
Hej igen Ayuub :-)
Det generer overhovedet ikke at du skriver igen, vi er her nemlig for at hjælpe!
Hvis du føler sådan en stærk tro til at du er blevet fejldiagnosticeret (og det sker desværre mange steder), så synes jeg da klart du skal stille spørgsmålstegn ved det. Når der bliver diagnosticeret bliver det gjort for at sætte folk i en bås, så vi bedre kan forstå dem og deres opførsel og rent faktisk finde en løsning på "problemet". Det er bare desværre ikke så simpelt. For der er ikke to mennesker med adhd, angst eller autisme der er ens og man kan ikke tale på én måde om en hel gruppe af mennesker med samme diagnose, for vi er som sagt forskellige og kan have noget i forskellige grader.
Når du er blevet diagnosticeret er det fordi man har set en adfærd, der er atypisk og som man har fået forsøgt forklaret ved test og psykolog osv. og det er rigtig fint i forhold til at vide hvad der er bedst for det enkelte barn, men nogle gange så overser man individet og sætter det i den her bås som slet ikke passer på det. Det er muligt at du er i sådan en situation og hvis du gerne vil have det revurderet, så kan du få en grundig psykologisk undersøgelse, som kan fastslå, hvad det er du har med at gøre - med dine forældres accept, idet du ikke er myndig endnu. Hvis du gør det skal du også være klar til at høre hvad den professionelle har at sige, også selvom det er noget du måske ikke har lyst til at høre. Men uanset hvad du finder ud af så synes jeg du skal prøve at se bort fra al den her diagnose-snak, for som sagt er du en individ, som er forskellig fra alle andre og det vigtige er at finde ud af hvad der fungerer bedst for dig - med eller uden diagnose.
Jeg er ked af at du ikke har dine forældres støtte, for den er vigtig at have når man stiller spørgsmålstegn ved sig selv og hele ens liv og det bør de bestemt tage seriøst! Til gengæld må du også have forståelse for at det er noget de har levet med i 11 år og når de ikke er i det tankemønster som du, så er det klart de holder fast i det som de kender. Men jeg synes du skal forsøge at tage en snak med dem igen og høre om ikke de kunne tænke sig at støtte dig på trods af at de muligvis har ret. Snak evt. med en lærer og fortæl hvordan du har det, så kan det være din lærer kan tage en snak med dine forældre, for at få dem til at forstå hvor vigtigt det er for dig. Hvis intet virker, så ring til børnetelefonen - de kan fortælle dig om der er andre muligheder.
Josefine
Svar fra Jónhild
Hej Ayuub :)
Jeg har selv autisme og fik først diagnosen efter en masse fejldiagnoser. Hvis du føler, at diagnosen ikke passer på dig, så kan du få den revurderet. Da du er 13 år, skal du have dine forældre med. Prøv at snakke mere med dem om det, og om hvordan du har det med diagnosen. Der sker en masse ændringer på 11 år, og specielt når man er barn. Jeg ved, hvor svært (total underdrivelse) det er at have en diagnose, der ikke passer. Jeg håber, at dine forældre og dig får snakket sammen, og at du kan få din diagnose revurderet, hvis det er det, som du ønsker.
Vh Jónhild Elia :)
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5085 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år