Brevkassespørgsmål
Er så ulykkelig...
Indsendt af "Anonym" på 16 år
Kære The Love
Jeg føler mig ensom og alene, og har mest lyst til bare at hoppe ud foran en bil, som jeg har prøvet før.
Jeg bor på et behandlingshjem, og har fået nok af mit liv! Ingen lytter til mig eller forstår mig! Så frustrerende...
Mit liv foregår nede i et sort hul. I dag forstuvede jeg for eksempel min ankel - med vilje! Jeg vil bare skade mig selv hele tiden, og kan snart ikke ignorere stemmerne i mit hoved længere... Jeg har fire diagnoser: Svær depression, psykose, anoreksi og Asperger Syndrom. Udover det har jeg også angst og bulimi, som dog ikke er blevet diagnosticeret.
Jeg er cutter og har været det siden jeg var tolv. Mit liv bliver værre og værre, og jeg kan snart ikke mere.
Jeg har lyst til at gå amok, rive alt ned fra væggene på mit værelse, jeg har lyst til at skrige, skære i mig selv og knalde hovedet ind i væggen. Alle de ting har jeg gjort meget, men prøver virkelig at holde det i mig - og derfor cutter jeg blandt andet.
Føler mig svigtet og såret, over at mine forældre ikke kan have mig derhjemme - men de siger at de ikke ville kunne overskue det, og de ville ikke kunne passe ordentligt på mig. Det gør ondt at tænke på, at mine egne forældre ikke vil have mig derhjemme. Jeg vil bare være rask! Men jeg kan ikke...
Jeg kæmper og kæmper - men får intet ud af det.
Hvad skal jeg gøre? For kan snart ikke klare livet mere...
Knus fra Michelle, 16 år
Svar fra Josefine
Hej Michelle
Du skal finde en du kan stole på, en der forstår dig, en du kan betro dig til og en der kan være der for dig - uden det kan jeg sagtens forstå du føler dig alene. Er der ikke nogen du kunne forestille der kunne påtage sig den rolle? En ven, en professionel, et familiemedlem?
Jeg kan godt forstå du føler et svigt - du er jo på sin vis også blevet svigtet. Du er kommet til verden og man har en forventning til at ens forældre vil passe på en, resten af sit liv. Men du er kommet et sted fordi dine forældre har ønsket det bedste for dig. De har erkendt at de egentlig nok ikke kunne påtage sig den opgave det er at passe på dig, og det er altså ikke nemt for forældre at erkende - at de fejler på det allervigtigste punkt i deres liv. Jeg tror bestemt ikke på at dine forældre ikke vil have dig hjemme - de kan ikke.
Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for at du fik det bedre, men det er din egen opgave. Selvom du synes det er en rigtig hård kamp, så skal det nok blive bedre på et eller andet tidspunkt. Og jeg tror du vil nå tættere på når du har fundet nogen du føler dig tryg ved, så du kan dele de her tanker og få støtte og omsorg.
Ønsker dig al held og lykke
Knus, Josefine
Svar fra TuChi
Kære Michelle
Jeg er rigtig ked af det på dine vegne, og håber virkelig at du føler dig hørt igennem vores brevkasse.
Dét, at du skriver til os, tager jeg som et tegn på, at du gerne vil være i bedring - og det er godt! Det er et kæmpe skridt mod den rigtige vej, så det synes jeg du skal rose dig selv for. Jeg er sikker på, at dine forældre elsker dig, men måske ikke helt ved hvordan de skal hjælpe dig. Derfor mener de måske, at det er for dit bedste, at du er på et behandlingshjem hvor professionelle mennesker kan hjælpe dig. Jeg kunne forestille mig, at det også er svært for dem, at vide hvad der er "rigtigt" eller "forkert" at gøre, når ens datter har det svært. Jeg synes, du skulle fortælle dem, at du har brug for deres støtte og at du gerne vil være i bedring. Lad ikke dine diagnoser definere dig, men kæmp imod og hvis dig selv og dine forældre at du godt kan. Rom blev ikke bygget på én dag, så tag ét skridt ad gangen. Alt fremskridt, er fremskridt. Du skriver for eksempel, at du har anoreksi; nu ved jeg, at det er meget nemmere sagt end gjort, men prøv at spise f.eks. 50 gram mere pr. dag end du plejer. Tag små skridt, og byg dit mod op. Hvor der er vilje, er der vej.
Jeg ønsker dig det bedste, og skriv gerne igen hvis du har brug for det. Vi lytter hjertens gerne :)
Kram TC
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år