Der er noget galt med mig

Jeg er helt ved siden af mig selv. Når jeg møder nogen, jeg kender, så prøver jeg altid at undgå dem eller gemme mig, fordi jeg ikke kan overskue at skulle snakke med dem, og fordi jeg ikke vil have, at de skal synes jeg er underlig og nederen, hvis vi endeligt kommer i snak. Der er et eller andet galt med mig, men jeg ved ikke hvad, og ved ikke hvordan, jeg skal forklare det.
Jeg havde en god ven i gymnasiet, som jeg vist nok efterabede lidt, fordi jeg synes, han var sej, og det blev jeg også drillet lidt med. Med tiden bildte jeg mig selv ind, at jeg bare absolut IKKE måtte efterabe ham for enhver pris, og det var noget, der fyldte meget i mit hovede, at jeg ikke måtte efterabe ham eller sige som ham. Men problemet var bare, at næsten uanset hvad jeg gjorde, så følte jeg, at jeg efterabede ham, og jeg følte at uanset hvem jeg snakkede med, så var jeg nød til at være som ham, selvom jeg ikke havde lyst til det.
Derfor begyndte jeg at holde mig meget til mig selv. Jeg isolerede mig selv, og de eneste personer som jeg har talt med har været mine forældre de seneste par år, sådan føles det i hvertfald. Jeg bruger hele dagen på at sidde og tænke over, hvad det er, der er sket i min gymnasietid, og på at analyserer det.
Idag da jeg mødte en bekendt nede i byen, følte jeg igen, at jeg var nød til at være ligesom min ven fra gymnasiet, og jeg har bildt mig selv ind, at det måtte jeg ikke, at jeg nærmest bare gik i baglås. Jeg ved ikke hvad det var der skete, men det føltes meget ubehageligt at snakke med ham, jeg svedte, rystede og havde bare lyst til at gå væk fra ham uden at sige noget, selvom jeg godt var klar over, at det havde været højest mærkværdigt. Med det samme da jeg så ham, tænkte jeg ''Oh shit'', nu kan jeg ikke rende rundt i min lille boble, hvor jeg ikke behøver at efterabe kasper længere. Nu er tvunget ud af min komfortzone. Og det føltes ikke særligt godt. Det var meget ubehageligt, og ikke særligt vellykket, og jeg er helt sikker på, at han også fik indtrykket af, at jeg er ved siden af mig selv.
Jeg har været ved både læge og psykolog, og de mener ikke, at jeg er deprimeret eller noget, og det ved jeg heller ikke, om jeg er selv. Så længe jeg befinder mig i min komfortzone, har jeg det jo sådan set fint nok. Jeg sidder jo bare alene, spiller playstation og spiser mig tyk og fed, mens jeg sidder og tænker hele dagen lang og bilder mig selv ind, at jeg bare ikke må efterabe kasper. Men lige så snart jeg træder ud af døren og kommer ud af min komfortzone, så brister boblen, og så er der ballade. Så føler jeg virkeligt, at jeg vandrer rundt i kviksand med en armbolt i hver arm. Jeg føler virkeligt ikke, at jeg orker snakke med nogen. Jeg kan ikke rigtigt smile, det bliver i hvertfald et meget påtaget og falsk smil, og jeg kan bare mærke, at jeg ikke er der, hvor jeg skal være, og at jeg ikke er mig selv. Jeg er ikke lige så glad og energisk, som jeg plejer at være. I gamle dage elskede jeg at møde mennesker, og var super udadvendt og snakkesalig. Idag er historien helt anerledes. Men så længe jeg er i min komfortzone, er alene, har min mad og min playstation, så har jeg det jo fint. Men når jeg kommer ud i det virkelige liv, er historien desværre en anden. Derude gør det nærmest fysisk ondt på mig.
Der er noget galt med mig, håber i kan hjælpe mig, for jeg er meget desperart.