Brevkassespørgsmål
Hvordan håndterer jeg sygdom i en nysgerrig familie?
Indsendt af "Anonym" på 22 år
Jeg har svært ved at skulle hjem og fejre jul med min familie og deres kærester. Jeg har nemlig fået en vinterdepression så slem at jeg er blevet sygemeldt fra medicinstudiet og det føles som et kæmpe nederlag, hvilket gør at jeg slet ikke er klar til at dele det med min familie. Jeg kan ikke overskue kommentarer eller spørgsmål til det og forsøger at finde ud af hvordan jeg skal håndtere min families nysgerrighed - for selvfølgelig vil de høre alt om studiet og mit liv!
Hvad skal jeg gøre? Plz ikke sig bare være ærlig, for det er ikke en mulighed for mig……… håber på jeres hjælp….. Tak :(
Svar fra Johanne
Hej du!
Jeg kan sagtens forstå, at du i din nuværende tilstand ikke kan overskue julen og dine familiemedlemmers nysgerrighed.. Du skal selvfølgelig først dele det med din familie, når du føler dig klar til det - lige nu er det vigtigste, at du selv får bearbejdet de negative følelser og accepterer din situation. Selv om du føler det som et kæmpe nederlag, så husk på, at alle er sårbare og kan rammes af en vinterdepression - du er ikke en fiasko og du skal nok komme i balance igen!
Det er svært at svare på, hvordan du skal håndtere det, men jeg kan prøve at rådgive dig ud fra, hvad jeg nok selv ville gøre.
Jeg tror den bedste måde at komme igennem juledagen/e på, vil være at flytte fokus fra dig selv og være god til at sige fra. Du kan godt være ærlig omkring, at du ikke har lyst til at snakke om dig selv og hvad der sker i dit liv lige nu. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort - men forhåbentlig vil din familie respektere dette, så du kan undgå at snakke om det og i værste fald bryde sammen. Hvis nogle kunne finde på at støde lidt til dig eller vise sig meget uforståelige, så gør dem opmærksom på, at de egentlig bare burde være glad for at du er der - selvom du måske ikke er i fantastisk humør og så meget med i samtalerne.
Håber det kunne hjælpe dig lidt - al held og lykke på din vej!
Kærlige hilsner fra Johanne
Svar fra Cecilie
Hej.
Kan sagtens forstå at det ikke vil være rart, at snakke med din familie om når du ikke føler dig klar til spørgsmål og kommentar. Det vil jo nok komme, som du også selv siger. Jeg ville fortælle at du synes det er lidt svært med studiet/hverdagen uden at gå i detaljer om at du faktisk har en vinterdepression. Det kan du altid fortælle dem når du er kommet ovenpå igen.
Jeg synes ikke der er noget galt med at "lyve", når det i denne her situration slet ikke vil hjælpe dig. Du kan fortælle det til de personer som du mener vil kunne hjælpe dig.
Husk at der ikke er nogen skam ved, at være nede med flaget en gang i mellem. Vi er kun mennesker og det vigtigste er at kæmpe sig ovenpå igen.
Håber du kommer godt igennem julen og du kommer over vinterdepressionen snart. Ønsker dig alt det bedste!
Bedste hilsner
Cecilie PJ
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5085 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år