Brevkassespørgsmål
Indlæggelse på grund af depression
Indsendt af "Anonym" på 14 år
Hej Thelove.
Jeg er en 14-årig pige. De sidste halvandet år har jeg haft en spiseforstyrrelse, og i det seneste halve år har jeg fået konstateret depression. Jeg elsker mine venner, elsker at gå til fest og hænge ud med mine to søstre, Lily og Freja, men i torsdags fik jeg at vide, at jeg skulle indlægges på grund af min depression, fordi mine forældre er bekymret for mig, fordi jeg nogen gange græder mig, og der har været en årgang, hvor jeg skar i mig selv, men der er flere måneder siden, fordi jeg ville stoppe, og jeg har fået et model job inde hos Scoop models, så jeg valgte at lade være. Selvom jeg har depression griner jeg meget, og jeg elsker mit liv, men nogen gange, så er jeg bare ked af det. Jeg ved godt, at jeg har et psykisk problem, men jeg ved, at jeg ikke har brug for at blive indlagt, hvor jeg ikke kender folk. Jeg er en meget genert og indadvendt person ligesom min far, så jeg ved, at jeg vil få der værre, hvis jeg blev indlagt, fordi da jeg fik det at vide, så er jeg blevet så ked af det, og jeg kan knap nok smile, fordi jeg skal væk fra mine venner og mine søstre. De betyder alt for mig, og de gør, at jeg får det bedre, og jeg ikke er ked af det. De støtter og hjælper mig en del, men mine forældre synes jeg skal væk fra dem, fordi de mener de presser mig, men det gør de. Jeg elsker mine venner, så jeg ved, at jeg vil få det elendigt, hvis jeg bliver fjernet fra dem alle sammen. Min spiseforstyrrelse er ikke helt vildt problematisk, fordi jeg er ikke sygeligt undervægtigt. Jeg er 176 høj og vejer 55kg, så jeg hat det godt på det punkt. Jeg vil ikke væk, og jeg kan ikke rigtig magte det. Hvad tænker i?
Svar fra Nanna
Kære du!
Først og fremmest, så gør det mig meget ondt, at du skal kæmpe med så store og tunge tanker som gør, at du føler/har følt, at du måtte handle selvskadende ved din spiseforstyrrelse og ved at skære i dig selv. Jeg er sikker på, at dine forældre er meget bekymrede for dig, og at de handler som de gør i afmagt, og kun fordi de vil dig det aller bedste!
Med det sagt, så kan jeg sagtens forstå, at du ikke har lyst til at skulle væk fra dine vante og måske trygge omgivelser, og de personer, som betyder så meget for dig. Har du talt med dine forældre om, hvorfor du ikke ønsker indlæggelse? Og har i diskuteret alternativer til, hvordan du på anden måde end indlæggelse vil kunne få styr på din depression og spiseforstyrrelsen som følgesygdom? For uanset, om du mener at din spiseforstyrrelse ikke er problematisk, så er den og din depression noget, som skal tages meget alvorligt, og det er sikkert også derfor, at dine forældre handler som de gør.
Jeg synes, at du bør tage en snak med dine forældre om, hvorfor du ikke mener at indlæggelse vil være godt for dig, og hvor du fortæller dem hvilke konsekvenser du mener, at det vil have for dig. Hvis du synes at det er en svær snak at tage, så kan du evt. vise dem det, som du har skrevet herinde - her beskriver du godt, hvad dine bekymringer omkring indlæggelsen indebærer. I samme snak bør du være klar til at diskutere alternativer til behandling med dine forældre, for som sagt mener jeg bestemt, at der bør gøres noget og at dine problemer bør tages meget alvorligt. Behandlingen kan fx bestå af aftaler med en psykolog/psykiater, desuden findes der forskellige centre for behandling af spiseforstyrrelse, måske kender du/i selv til andre former for behandling? Ellers er jeg sikker på, at I i samråd med din læge vil kunne finde frem til den bedste behandling for dig.
Jeg ønsker dig det aller bedste, og håber at du snart har udsigt til et sygdomsfrit liv!
De bedste hilsner,
Nanna.
Svar fra Mads
Kære Andrea.
Først og fremmest er jeg utroligt ked af at høre, at du går og har det sådan, det er aldrig nemt. Jeg synes dog at det er utroligt positivt, at du samtidig med at du lider af en depression, kan se alle de ting du samtidigt glæder dig over, såsom dine venner og dine søskende, for det er netop sådanne følelsesmæssige bånd, der er så ubeskrivelige vigtige i sådanne tilfælde, og ligesåvel helt generelt.
Det er meget svært for mig at vurdere sådanne psykiske situationer, da jeg hverken er psykolog eller noget der minder om. Jeg kan dog påpege, at hvis du har skåret i dig selv, bliver man nødt til at handle, og på den måde gøre et forsøg for, at hjælpe dig!
Det er samtidigt utroligt svært for mig at vurdere, graden af din psykiske lidelse, men hvis du har nogle kærlige og omsorgsfulde forældre, er jeg sikker på at de vil træffe den beslutning der er bedste for dig.
Jeg kan sagtens forstå, at sådan en beslutning ikke er ligeså tiltalende som en tur til Kreta, men hvis det netop er dette der kan hjælpe dig på vej til at få det bedre, må det være det der skal gøres.
Jeg vil råde dig til, uanset hvordan det ender, at prøve at få det bedste ud af det, selvom du muligvis skal indlægges. Min erfaring siger mig, at personalet og de folk der beskæftiger sig med sådanne tilfælde, er utroligt kvalificerede og vældig rare mennesker at omgås.
Kæreste Andrea, jeg håber du får det bedre, og slipper for at gå med sådanne psykiske problemer, som en pige på 14 år aldrig bør!
Jeg vil råde dig til at stole på dine forældre, da jeg er sikker på, at de vil dig det bedste.
De bedste tanker herfra,
Mvh Mads.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5084 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år