Jeg sidder her og har mine små drømme om at udrette ting, blive husket og have et liv som jeg kan tænke tilbage på og være stolt af. Jeg er 15, hvilket er en ung alder og jeg har massere liv tilbage, men jeg går stadig med den skræmmende tanke om at ende på et kontor og skulle møde fra kl. 8 og tage hjem kl. 16 hver dag, have en familie med børn, sende dem til skole, de flytter væk, jeg bliver pensioneret og før jeg ved af det er livet forbi, og jeg flød bare med strømmen af normer. Forstår du hvor jeg vil hen med dette?
Det skræmmer mig rigtig meget, at jeg kan blive glemt og ikke havde opnået ting jeg ønskede. Jeg ønsker at når jeg en dag ikke er her mere, vil blive husket for noget godt.
Jeg har gået med de her tanker længe, og set op til folk som havde samme tanker som mig lige nu, men endte med noget godt. Jeg vil gerne ende som dem, men jeg tror ikke på at jeg har potentiale til at udrette noget stort. Jeg ved ikke hvad jeg vil med mit liv, jeg vil bare opleve usædvanlige ting og naturligt smukke ting, og ikke leve det perfekte familieliv med job og hus.
Er det normalt at have disse tanker som nogengange evolverer til små angstanfald? Er det bare en fase man skal igennem? Og hvad kan jeg gøre for at føle at jeg ikke ender som den typiske?
Hej Klara :-)
Hvor er det
inspirerende at sidde og læse dit brændende ønske for at udrette noget. Det er
meget normalt, at man i din alder begynder at tænke på, hvordan man gerne vil
have at ens liv skal udforme sig. Man begynder at finde ud af, hvem man er, og
hvad der giver en værdi i tilværelsen. Det er dog ærgerligt, at du allerede på
forhånd har besluttet dig for, at det ikke kan lykkes for dig. De fleste gange
så er vi selv de største stopklodser, når vi gerne vil opnå noget. Måske får du
de små angstanfald, fordi du allerede på forhånd tænker, at du ikke har
potentiale? Mon ikke, at du har potentialet til det, hvis du arbejder hårdt og
har motivationen med dig?
Du skal følge din drømme, men du er 15 år, så det er ikke nu, at du skal have
en færdig og klar arbejdsplan for, hvordan du gør. Du skal have lov til at være
ung. Så hvis jeg skal give dig nogle råd, så ville jeg først prøve at sætte mig
ned og tænke over, hvad det vil sige at udrette noget og hvad du gerne vil
huskes for? Det kan guide dig i, hvilken vej du skal gå. Derudover så
udforsker, hvad der er af muligheder i dit område. Der er mange
ungdomsorganisationer, som gør en forskel, men hvor man samtidig kan være ung
og møde andre unge. Du kan evt. tjekke ungdomspartinerne ud eller organisationer
såsom ungdoms røde kors eller red barnet ungdom. Det kan også være, at der er
nogle lokale organisationer i dit lokalområde, som du gerne vil engagere dig i.
Det betyder ikke, at du skal bruge resten af dit liv i disse organisationer,
men det kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad dine styrker er og hvad det er,
som du brænder for.
Så der er masser af muligheder. Derfor pas på med at udeluk dig selv på
forhånd, før du har prøvet. Brug i stedet den her motivation og husk at vær ung
;-)
Håber, at du kan
bruge mit svar! :) Held og lykke med det hele!
VH.
Gustav
Vi har modtaget 5084 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år