Hej brevkasse..
Jeg er en pige på 16 år der bor alene med min mor. I fredags slog min kæreste op med mig på sms og det slog mig fuldstændig ud. Han skrev at han havde fået nok og havde mistet følelserne, det er sket før hvor vi havde så meget at se til med familien osv.. Han er næsten lige begyndt i skole igen og har mange lektier for så han har næsten aldrig tid til at være sammen. Der kunne gå mellem 1-3 uger hvor vi sås. Vi aftalte at selvom vi nu begyndte på en ny hverdag som vi ikke var vant til, skulle vi ikke lade det skubbe os fra hinanden. Sidst mistede han følelserne fordi vi ikke havde ses så meget og skrevet så meget så han havde alt for meget tid til at tænke over tingene, hvor det til sidst blev overtænkt. Han slog op face to face dengang og vi sad begge og græd. Samme aften skrev han til mig at han savnede mig osv, så vi besluttede at ringe sammen og snakke. 2 dage efter kom vi sammen igen og det gik fint, men gik så galt igen. Jeg spurgte ham om det ikke bare var det samme som sidst og om der var gået for meget hverdag i den, men han sagde nej.. Følelserne var der slet ikke mere. Det ligner ham bare ikke at gøre sådan noget, og slet ikke over sms. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre..
I går aftes fik jeg en stor træng til at drikke mig stangstiv og tag overdosis af piller som jeg har gjort før og blive indlagt, hvor jeg så kunne sende ham et snap med det, bare for at se om han ville reagere. Jeg er gået fuldstændig ned efter det, har fået stærke smerter i overkroppen som jeg har haft før hvor jeg havde mareridt ang ham og mig, men gik over efter jeg havde snakket med ham. De sidste 2-3 dage har jeg hele tiden sagt til mig selv at jeg var psykisk ustabil, ved ikke om det passer. Føler bare der er noget helt galt med mig.
Der er så meget lige nu, min mor har fået galdesten og skal muligvis opereres, problemet er bare at der er mellem 96-98% chance for at hun ikke vågner op igen fordi hun er hjertepatient. Det skræmmer mig helt vildt da min far er død. Jeg har kun min mor og mine søskende at snakke med, har ingen venner. Føler mig så alene og tom, min eks kæreste var den eneste jeg kunne skrive med og snakke med om alt.
Har alvorligt brug for hjælp... Håber i kan hjælpe mig...
Hej Lærke :-)
Lad mig først sige, at det er sindssygt vigtigt og godt, at du rækker hånden ud og søger hjælp og råd, når du kan mærke, at du ikke har det godt - bl.a. ved at skrive herind. Det er første skridt i den rigtige retning, at du ikke går rundt med det alene inden i dig selv. Du går rundt og tomler med din mors operation, hjertesorger og ensomhed, og jeg kan godt forstå, at du synes, at det er hårdt, og at du føler, at du er gået ned.
Hvis vi starter med din ekskæreste, så har du jo hjertesorger, og jeg tror, at
dine smerter i overkroppen kommer af det. Vi mennesker er ikke skabt til at
være alene, og derfor gør det så ondt at blive forladt. Der er desværre ikke en
nem eller hurtig måde at komme over en kæreste på. Derfor er det vigtigt, at du
giver dig selv plads og mulighed for at være ked af det, når du har brug for
det. Det bliver en rutsjebane med gode dage og dårlige dage, men ligesom et sår
der heler, så bliver det bedre med tiden. Imellem tiden må du bare tænke dig
selv i første række.
Omkring din mors operation, så er det vigtigt, at du ikke går rundt alene med
den her frygt. Den er reel og det bedste du kan gøre er, at du snakker højt om
det. Du og dine søskende må bruge hinanden, støtte hinanden og være der for
hinanden, når fx du har brug for at snakke.
Det er vigtigt, at du snakker med nogle omkring disse problematikker. Det kan
være dine søskende igen eller måske en lærer, som du føler dig tryg ved. De kan
hjælpe dig bedre til, hvad du skal gøre for at få det bedre og måske skaffe dig
noget hjælp.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar og jeg ønsker dig al held og lykke! Det ser måske sort ud nu, men det skal nok blive godt igen!
VH.
Gustav
Vi har modtaget 5085 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år