Brevkassespørgsmål
Ensom
Indsendt af "Anonym" på 17 år
Hej, jeg er en dreng som går på handelskole HHX. Mit problem er at jeg føler mig meget ensom og ikke har nogen venner i skolen. Jeg fortryder så meget mit valgt, angående denne klasse. Jeg er næsten færdig med 1g, og derfor er det forsent at skifte linje... Jeg kommer fra en tiende klasse, hvor vi havde et mega godt sammenhold og hvor jeg havde massere af venner. Mine venner har alle sammen valgt STX og jeg er så ked af jeg ikke valgte det samme som dem.. I fritiden har jeg intet kontakt med nogen fra klasse, samt er jeg aldrig blevet inviterede med til en fest eller lignende.. Jeg har forslået diverse ting, men ingen gad det. Jeg har også fået en mærkelig følelse indeni og der gør nogen gange ondt.. Jeg er bare så ked af det og føler slet ikke for at gå i skole mere. Ved slet ikke hvad jeg kan gøre, for jeg får de bedre på det sociale... Håber i kan hjælpe?
Svar fra Lotte
Hej,
Jeg er ked af at høre om din situation, da ensomhed kan være en forfærdelig følelse. Jeg kender selv til ensomheden, der kan være meget opslidende. Det hele kan virke så uforståeligt. Hvordan det lige kan være, at man er endt i en situation som denne. Det er især noget af en omvæltning du har været ude for, når du kommer fra en social og dejlig klasse til en anden, der er stik modsat. Det sociale i skolemæssig sammenhæng har bare enormt meget sige, det må man erkende.
Du har allerede forsøgt at foreslå ting, så det er ikke engang, fordi du ikke selv har taget initiativ, hvilket kun gør det sværere. Hvis du har mod på det, så synes jeg, at du kan forsøge at foreslå et par ting mere. Noget som du tror ville kunne være i folks interesse. Selvfølgelig er det helt fair, hvis du ikke længere har lyst til det. Da det er enormt demotiverende hele tiden at blive afvist.
Du siger godt nok, at det er for sent at skifte linje, men der kan ikke gøres undtagelser? Har du forsøgt at tale med en studievejleder? Vedkommende vil måske kunne give dig nogle redskaber til at klare dig igennem eller til at se om, der virkelig ingen mulighed er for linjeskift. Jeg kan huske da jeg gik i gymnasiet, da var der enkelte, der fik lov at ændre linje ret sent alligevel, også efter 1.g. Dog ved jeg ikke hvordan din HHX hænger sammen. Dog synes jeg, at det er et forsøg værd at tage fat i en underviser eller din studievejleder.
En anden mulighed er jo simpelthen at starte forfra et andet sted, som fx på STX. Dette vil også være et virkelig stort spring og jeg kan godt forstå, at det er skræmmende. Men det er ensomheden også, hvis der ikke er udsigt til, at det bliver bedre. Jeg synes helt klart, at du skal sætte alt ind for at se om det ikke er muligt med et linjeskift først. Du kan fx også forsøge at involvere dine forældre, der måske kan snakke med skolen, så du ikke skal stå med det hele alene.
Jeg håber virkelig, at du kommer godt igennem og finder en løsning, du kan blive glad for. Det er vigtigt, at du husker på dig selv og sørger for, at du ikke bliver kørt helt ned. Det kan kræve nogle drastiske beslutninger, som fx at skifte gymnasium, men du må forsøge at tænke det positive ved situationen. Du må prøve at opveje fordele og ulemper ved at være hvor du er nu til hvad du evt. kan komme hen til.
Jeg håber, at dette var en lille hjælp :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Svar fra Karoline
Hej med dig!
Hvor er jeg ked af, at du ikke har det godt, der hvor du er i dit liv lige nu.
Det lyder som om, du selv har forsøgt at ændre situationen, og derfor vil jeg ikke råde dig til ihærdigt at fortsætte. Nogen gange kan vi bare ikke med hinanden, og det er bestemt ikke din fejl!
Derfor har jeg et par forslag, jeg synes, du skal overveje..
Når du kun lige har overstået 1g., kan du droppe ud, og starte igen næste år. Det kan også give dig mulighed for at vælge en anden linje eller skole? Du skriver, at du fortryder, du ikke valgte STX. Hvis du mener det også kunne være faglig nyttigt at starte der, kunne du jo overveje det skifte. Afhængig af hvilke fag du har haft på HHX, ved jeg at nogle skoler kan give dispensation for nogle fag, hvis du allerede er blevet undervist i pensum.
Du kan også overveje at starte til en sportsgren eller melde dig ind i klub, for på den måde at møde andre mennesker, der er din tid værd. Ellers tilbring mere tid med din efterskolevenner, selvom i ikke længere går på samme skole. Fortæl dem, hvordan du har det, og så er jeg sikker på, at de vil hjælpe.
Jeg håber, dette kan hjælpe dig på vej.
Al held og lykke,
kærligst Karoline.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år