Hej.
Jeg er en pige på 13 år med et problem. Jeg har altid været meget følsom, og for et par år siden fik jeg at vide at jeg var særlig sensitiv. Det gav på det tidspunkt meget god mening, og det gav mig en vis ro, fordi så vidste jeg i det mindste hvad det var, der var galt ved mig.
For omkring 2 år siden blev min skole slået sammen med en anden skole, og vi fik nye klasser, og en ny skolereform. Før det var jeg meget åben, og jeg var ikke bange for at tale og fjolle foran klassen, men efter vi blev slået sammen ændrede jeg mig.
De mindste ting i skolen, som at stå at tale foran klassen, eller gøre noget andet foran klassen, kan få mig helt ud af kurs. Jeg kan begynde at ryste, og jeg græd tit mig selv i søvn dagen før en idrætstime, ganske enkelt fordi jeg er bange for at de vil grine af mig.
Her forleden skulle vi fx have en cykelprøve, og jeg begynde at græde FØR selve prøven fordi jeg var bange for at det ville gå galt og folk ville grine af mig. Og ved selve prøven rystede jeg så meget at jeg ikke kunne cykle lige.
Det kan vel ikke være meningen at jeg som 13 årig skal have det på den måde?
Jeg er begyndt at tænke på om det muligvis kunne være at det var en form for social angst, og jeg har taget flere teste som siger at jeg har moderat til slem social angst. Men det er kun i perioder. Nogle gange kan jeg have det helt fint med at fremlægge foran klassen, mens jeg andre gange kan bryde helt sammen.
Jeg har ikke lyst til at tale med mine forældre om det, eller tage til lægen, hvis hun bare siger at det er ingenting, og det så virker som om jeg overdriver, eller er en "drama Queen"
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Hej du! :)
Det lyder som en svær situation, som du står i, og jeg vil gerne i første omgang give dig ros! Det er så godt og sejt, at du opsøger hjælp, så du ikke står med dette alene.
Ud fra det du skriver, så kunne det godt lyde som en form for angst. Angst er jo kroppens reaktioner på situationer, som den anser som værende "farlige". Du beskriver, at du er særlig sensitiv, og disse angstanfald kom efter din skole blev slået sammen med en anden. Det kunne godt være en mulighed, at angstanfaldene så er din krops måde at sige, at nu er der simpelthen for meget den skal holde styr på, og den vil bare gerne væk.
Selvom det godt kunne lyde som noget form for angst (ud fra, hvad du skriver), så vil jeg sige, at du skal passe på med at tage test alene. Det kunne måske også bare være dig som person, der har overskredet nogle grænser, og kroppen reagerer så som den gør.
Jeg vil derfor råde
dig til ikke at lægge dig så fast på, at det er en bestemt form for diagnose.
Du skal i stedet få snakket med nogle voksne om, hvordan du har det. Du
skriver, at du er bange for, at de ikke vil tage dig seriøst og at du så vil
fremstå som en "drama queen". Men tror du ikke, at de vil tage dig
seriøst og prøve bedst muligt at hjælpe dig? Du kunne skrive ned, hvornår de
her anfald rammer dig. Er det bestemte tidspunkter? Er det bestemte
situationer, der udløser det? Hvilke tanker har du, når du står i disse
situationer? Hvordan reagerer din krop? På samme måde som du har gjort med det
her brev, hvor du flot og detaljeret beskriver, hvordan du går rundt og har
det.
Ved at henvende dig til en voksen, som du har tillid til, så kan du dels finde
ud af, hvad der lægger bag din situation, men også hvordan du kan få det bedre.
Jeg håber, at mit svar kunne hjælpe dig lidt :) Al held og lykke herfra! :)
VH.
Gustav
Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år