Brevkassespørgsmål
Hvem er jeg?
Indsendt af "Anonym" på 19 år
Det her handler om mange ting og føler ikke som sådan at det passer ind i en kategori, men i bund og grund er det nok mig selv, mine problemer i hovedet, som er grunden til det hele..
Med fare for at det her bliver rigtig langt og jeg sikkert ikke kan komme omkring alle de ting jeg gerne vil, giver jeg det alligevel et forsøg, for jeg kan ikke have det inde i mig selv længere, faktisk kan jeg slet ikke være i mig selv længere. Jeg føler mig uduelig jeg er snart 20 år og føler på ingen måde at jeg er god nok til at tage ansvaret for mit eget liv.
Det er ikke fordi jeg ikke snakker med andre, jeg har et par gode veninder som prøver at være der, men jeg tror også de har det svært i det for jeg lytter jo reelt set ikke til hvad det er de siger. Eller jo, men jeg gør det ikke, udfører det ikke. Jeg er også ret god til at snakke med min mor, det er bare sværere og selvfølgelig er der detaljer jeg undlade for at skåne hende og mig selv - Jeg tror dog virkelig at hun er bekymret for mig efterhånden.
Jeg mistede min far for en række år siden, det var hans valg at gå bort. Jeg kan slet ikke rumme det og får det fysisk dårligt af at snakke om det. Jeg bærer stadig på en enorm skyld og tror slet ikke på at det er en skyld der kan undgås når man som barn har en forældre der vælger en fra. Det her har givet mig mange ting med i bagagen, som på ingen måde er rare at bære rundt på, men jeg KAN ikke slippe af med dem.
Jeg tror også det er det her, som har gjort at jeg har svært ved at lukke folk ind i mit hjerte. Jeg bliver altid karakteriseret som stille og afvisende, det finder de få som lærer mig at kende ud af på ingen måde er sandheden. Men jeg kan ikke vise mit sande jeg overfor folk - ikke længere. Det er virkelig blevet en frygt for mig at miste folk, jeg har så svært ved at lade folk involvere sig i mit liv, fordi jeg er bange. Bange for at jeg kan miste dem hvert øjeblik det skal være. At de ikke længere gider mig og vælger en anden udvej. Derfor er det så svært for mig at lade dem komme ind og når de så endelig er der klamrer jeg mig ustyrligt til dem. Når det gælder fyre kan de slet ikke få luft og føler sig kvalt. Jeg kan virkelig godt forstå de har det sådan, men jeg kan ikke gøre det anderledes. Jeg kan bare ikke. Alt det her giver mig ondt i maven og fylder alt i mit hoved.
Jeg mødte en fyr for nogle måneder siden. Vi havde det perfekt - Jeg var så glad. Han gav mig virkelig alt og jeg stolede på at det virkelig også var det han ville. Han gjorde mig sikker på, at jeg ikke ville miste ham, selvom vi ikke talte om min frygt. Han ville have mig for sig selv og at jeg skulle forsikre ham om, at jeg ikke legede med ham, hvilket jeg aldrig kunne finde på! Alligevel er det hele blevet for meget for ham nu og han kan ikke være i det her. Han har trukket sig væk og vil alligevel ikke have noget seriøst, men vil stadig gerne ses. Jeg føler min tillid totalt misbrugt, i sær fordi det er ham der har fået mig helt herud. Jeg stolede virkelig på hans ord. I følge ham kan han virkelig godt lide mig og er derfor ked af at han har været sådan en idiot. Han siger at han virkelig troede at han kunne være rigtigt sammen med mig, men at han ikke kan. Han har mistet sin mor og siger at han ikke har kunnet binde sig til nogen siden. Hvis det virkelig er sandt har han et problem, lige så vel som jeg selv har. Jeg ved ikke hvor jeg står og om jeg kan det her forhold, men jeg er virkelig GLAD for ham, han gør mig så glad. Uanset hvad kan jeg ikke komme hel ud af det her. Det er forsent.
Jeg ved ikke hvem jeg selv er længere. Jeg kan intet rumme i mit hoved. Hver en lille ting kan slå mig helt ud. Jeg har ikke lyst til at være i min krop. Det hele føles som et fængsel jeg ikke kan komme ud af. Jeg har ikke lyst til at det her skal være resten af mit liv, men jeg føler mig låst - bundet på hænder og fødder af uretfærdig verden, som jeg er tvunget til at være en del af. Mit hjerte brænder, mine øjne sviger og jeg har bare lyst til fred. Fred fra det hele presset fra alle. Alt ser så perfekt ud udad til, men jeg er ødelagt - slået i tusindvis af små stykker, som aldrig vil kunne samles igen.
Jeg føler mig ensom i min lejlighed, ensom i min by. Ensom i mit liv. Det er mig mod hele verden og jeg har ikke en chance for sejr. Jeg ved jeg er langt ude, alt for langt, men intet hjælper, mit hjerte heler ikke. Jeg kan ikke styre mit hoved, jeg bruger alt for lang tid på at tænke og gør alting værre for mig selv. Det eneste jeg ønsker er at være fri og normal!
Jeg mangler sandsynligvis 1000 oplysninger, men jeg kan ikke holde styr på mine tanker.
Svar fra Liv-Maria
Hej med dig! :-)
Først og fremmest er jeg virkelig ked af at høre, at du er så langt nede - Det er der virkelig ingen som fortjener.
Det gør mig ondt at høre, at din far ikke er her mere, og at han tog sit eget liv. Det er klart, at man i en sådan situation vil stå tilbage med en masse fortvivlelse og måske endda også netop skyldfølelse. Men dette må du absolut ikke have! Han var din far, og jeg er sikker på, at han elskede dig højt. Du er hans datter, og det kan på ingen måde have været din skyld, at han tog sit eget liv - Det kan ingen tage skylden for, udover ham selv.
Der er samtidig intet at sige til, at dette må have taget hårdt på dig. Og du kan helt sikkert have ret i, at dette måske kan være en af grundende til, at du har svært ved at finde tillid til folk og til, at du er bange for at miste. Dette tror jeg på, er helt normalt.
Det er på ingen måde fair, at du skal gå rundt med disse tanker helt alene. Men det kan godt være svært, at åbne sig fuldstændigt for dem man har nærmest. Det kan være svært, netop fordi man ikke vil gøre dem mere bekymrede. Derfor synes jeg helt sikkert, at du burde undersøge mulighederne for at kunne komme til samtale hos en psykolog, eller hos din læge, da det kan være befriende, at kunne tale ud til en objektiv person. Her behøver du ikke at holde igen for noget, og du kan forvente et fuldstændigt ærligt svar. Du skal ud med dine mange tanker! Det er jo klart, at det bliver for meget, at gå rundt og bære rundt på helt alene.
Jeg håber du kan bruge mit svar til noget, og at du finder en løsning på det hele.
Mange hilsner,
Liv-Maria Malmberg :-)
Svar fra Lotte
Kære du,
Først og fremmest er jeg ked af at høre, at du har mistet din far og at du føler, at resten af dit liv også er noget rod.
Det er ikke din skyld, at din far valgte livet fra. Det er ikke dig, der har taget valget for ham. Som du selv siger, så kan skyldfølelsen nok ikke undgås, derimod tror jeg kun det er en naturlig ting at føle sig skyldig. Men hvis du spørger dig selv, hvad har du så at være skyldig over? Kunne du have gjort noget anderledes? Ville det have ændret hans beslutning? Uanset hvad, så er det ikke din skyld. Din far ønskede ikke at gøre dig ondt, men hvis han fx har haft en svær depression, så kan det eneste i hans hoved have været, at han tror, at alle vil have det bedre uden ham. Hans tankegang kan have haft dette som omdrejningspunkt, hvilket kan være rigtig svært at forstå for de tilbagestående, da ingen har ønsket ham bort. Han har bare ikke selv kunne se det.
Jeg kan godt forstå, at en så stor ting som dette har givet dig meget tung bagage, der er svær at have med. Jeg tror heller ikke, at du skal forsøge at slippe dem eller ignorere disse ting, men derimod finde en måde at leve med dem på. Jeg kan godt forstå, at det har været svært for dig at lukke andre mennesker ind efterfølgende. Det er blevet en forsvarsmekanisme blot at virke lidt afvisende overfor folk, for så får de ikke chancen for at såre dig. Det er en naturlig ting, når vi trækker på de erfaringer, som vi har med os fra tidligere i livet. Du har allerede mistet en betydningsfuld person og du ønsker ikke at miste flere.
Jeg tror, at du bliver nødt til at få bearbejdet din sorg mere før, at du har mulighed for og tillid nok til at lukke nye mennesker ind i dit liv. Jeg ved ikke om du allerede har modtaget psykologhjælp, men hvis ikke, så vil jeg kraftigt anbefale dette. Jeg har selv prøvet det, og det har hjulpet mig meget til at få et andet syn på tingene og til at få luftet mine tanker til en, der kun skal koncentrere sig om mig. Jeg har nemlig også haft svært ved at dele ting med mine veninder og familie, fordi jeg ikke har følt, at de har forstået mig ordentlig. Jeg tror det vil gavne dig meget og det kan kun anbefales. Du må ikke se det som et tabu eller et nederlag, men se det derimod som en accept af dig selv. Du accepterer, at lige nu har du det dårligt og dette er en hjælp til at få det bedre. Til at blive gladere igen.
Jeg er ked af det med fyren, da han lyder til at kunne have været en god støtte for dig. Desværre kommer de færreste udover skuffelser i kærlighedslivet. Det vil uden tvivl kræve noget tid før du føler dig ovenpå igen.
Du er ikke uduelig, du er blot et svært sted i dit liv lige nu. Du er ikke mindre værd, fordi du er trist og har det svært. Det er en periode, ingen ved hvor længe det vil tage at komme igennem den, men det er ikke en evig tilstand. Det er kun naturligt og "normalt", hvis du vil bruge det ordvalg, ikke at vide hvem man selv er i din alder. Mange har svært ved at finde ud af hvem de selv er. Jeg har selv lige været igennem en længere periode, hvor jeg har stillet mig selv de samme spørgsmål utallige gange: Hvem er jeg? Hvad laver jeg her? Hvorfor lige mig? Og jeg stiller dem stadig, men de har ikke længere kontrollen over mig.
Jeg kender følelsen af at ønske sig væk fra sit eget liv og samtidig føle, at man er låst helt fast. Det er svært at have disse tanker, de gør en ked af det og det gør det sværere at komme igennem dagen.
Jeg vil anbefale dig at begynde at skrive dagbog for at få nogle af alle dine tanker ud af hovedet. Så du kan få plads til nogle nye og med tiden bedre tanker. Det kan være svært at få gjort, men det vil hjælpe dig at få noget skrevet ned, for så behøver du ikke længere at gå og tænke alle tankerne hele tiden. For så ved du, at du har dem i din dagbog. Derudover vil jeg som tidligere nævnt få taget kontakt til en psykolog, så du kan komme til en samtale om, hvorvidt dette vil være gavnligt for dig. Dog kan jeg kun forestille mig, at du vil modtaget med åbne arme der. Hvis det er svært for dig selv at tage kontakt, så kan du evt. spørge din mor til råds angående dette.
Jeg håber, at du kommer igennem alt dette på en god måde. Derudover håber jeg, at du vil lytte til mine råd. De har kun gavnet mig og mine forvirrede, umulige og triste tanker. Det er ikke en let vej du har foran dig, men den er værd at gå. Husk at det kun er midlertidigt, du skal nok få det bedre på et tidspunkt.
Kærlige hilsner fra
Lotte
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år