Hej.
Hey du! :)
Først og fremmest, hvor er det godt, at du mærker efter dig selv og er opmærksom, hvordan du har det med ting såsom sex og intimitet, i stedet for at følge strømmen.
Hvis vi starter med dit første spørgsmål om, hvorvidt du kan vide, at du er aseksuel, så er mit svar: Det kan jeg ikke fortælle dig. Det er kun dig, som kan vide, hvad der føles rigtigt for dig. Som homoseksuel, så har jeg selv prøvet at stå i din situation, hvor man føler anderledes end andre, men skal finde ud af, hvad det betyder. Mit bedste råd er at have tålmodighed og lade mavefornemmelsen bestemme. Hvis sex og sådan form for intimitet føles fjernt for dig lige nu, så er det sådan du har det og det kan ingen tage fra dig. Du behøver ikke at putte et label på dig selv lige nu, før du kan mærke med dig selv, at du er klar til at tage det på dig. Indtil da, så prøv at se tiden an. Måske vil du få "interessen" for sex senere, måske ikke. Uanset hvad, så er det vigtigste, at du gør det, som du føler er rigtigt for dig.
Dermed ikke sagt, at aseksuel ikke er det rette label til dig. Jeg synes, at du skal prøve at finde nogle ligesindede, som står eller har stået i din situation i forhold til aseksualitet. Det vil give dig nogle at snakke med, som kender til din situation og vil kunne give dig nogle gode råd og overvejelser. Prøv at tjekke LGBT ungdom ud: http://lgbtungdom.dk/. De rådgiver også indenfor aseksualitet og laver sociale arrangementer, hvor du vil kunne møde ligesindede.
Til dit andet
spørgsmål om, hvordan du skal fortælle det til folk, så er mit råd igen, at du
skal føle din mavefornemmelse. Ingen har krav på eller ret til at vide det før
du er klar eller på en anden måde end den, som du er tryg ved. Når du er klar
til at fortælle det, så vil det også være mere klart hvem, du vil fortælle det
til og hvordan.
Hvis du mødtes med folk, som har stået i samme situation som dig, så vil de
også kunne give dig nogle gode råd til dette.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar og jeg ønsker dig al held og lykke! :-)
VH.
Gustav
Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år