Brevkassespørgsmål
Depression?
Indsendt af "Anonym" på 14 år
Hej, Jeg er en pige på 14 som går og overvejer om der er noget psykisk galt med mig eller om jeg bare går igennem "teenager-årene" Jeg har i 3-4 år nu været meget deprimere i perioder, men her i det sidste år er tingene gået stærkt, hele min klasse flyttede skole, jeg begyndte på makeup, farve hår og gå meget op i mit udseende.. jeg fik dårligt selvværd og har det stadig, synes jeg er tyk, grim osv. og hurtigt blev det til jeg ikke kunne tænke på andet end mine fejl, HELE TIDEN.. istedet for de perioder jeg havde haft..
Efter noget tid, begyndte jeg at få selvmordstanker, tænke på piller og på om man skulle prøve at skære og se om det hjalp? Til sidst blev det så slemt at jeg lå og græd hver eneste aften og jeg vidste ikke hvorfor? Når min mor eller far spurgte hvad der var galt, kunne jeg ikke forklare det.. det blev tit til "jeg ved det ikke, jeg føler mig bare så alene, som om alt er imod mig.." Og det var virkelig sådan jeg havde det..
Jeg fortalte tilsidst mine forældre om mine tanker, og kom til en psykolog jeg stadig har, hun mener jeg nok har noget major depression, eller noget der ligner..
Jeg har nu gået der i et halvt år, og det har da hjulpet ja, men jeg har det stadig som om ingen elsker mig, jeg har det som om det er "et skridt frem og to tilbage" For hver gang jeg falder tilbage, er det bare værre..
Til sidst blev jeg frosset ude på min skole, og jeg begyndte at skære i mig selv, jeg brød sammen 4-5 gange om dagen og min mor blev nød til at hente mig på skolen, min bedste ven skred og jeg har aldrig været så tæt på selvmord.. men jeg nåede at komme væk fra skolen..
Nu er jeg på en ny skole, og de fleste ved hvordan jeg har det.. jeg bryder stadig meget sammen og vær aften har jeg mest lyst til at komme væk..
Jeg føler mig alene uanset hvor mange mennesker der er, jeg føler mig hadet også når folk siger de elsker mig, jeg føler mig forkert og som om jeg ikke burde være her..
Jeg har stadig selvmordstanker, og tager alt det negative folk siger til mig..
Den eneste grund til jeg stadig er her, er min mor, far og hest
Men jeg er bange, næsten bange for mig selv og på om jeg kunne finde på det.. for jeg ved jeg ville kunne finde på det, og jeg kan ikke finde ud af det..
Svar fra Pernille
Hej "Den bange"
Puh, det lyder godt nok ikke som om at du har det særlig godt nej! Jeg synes det er rigtig godt at du får snakket med en psykolog, det kan hjælpe en hel del (selvom det dog ikke lyder som om at du kommer ovenpå af den grund).
Du går med en masse rigtig grimme tanker i hovedet og kæmper med store selvværds problemer lyder det til, og det er fuldstændig normalt som teenager, man kan nærmest sige at det modsatte er unormalt :)
At disse problemer kører dig helt ned er jo forfærdeligt, og især med de tanker du fortæller du har, og derfor kan du overveje at tage til din læge og fortælle om hvordan du har det. Lægen vil kunne hjælpe med gode råd og henvisninger til diverse ting, og vil muligvis kunne give dig noget tid til at komme lidt væk fra skolen (hvis du har brug for det) og komme ovenpå igen.
Husk, det er bare dumme tanker, der er mennesker som bekymre sig om dig og elsker dig for den du er! Dem må du ikke glemme :)
Mvh. Pernille
Svar fra Nick
Goddag Den Bange..
Det lyder som en rigtig god ide fortsat at holde kontakt til din psykolog, og prøve at lade dem hjælpe dig.
Det er godt at høre at du er kommet på en ny skole og kommet væk fra nogen af problemerne, og har fået mulighed for at starte på ny.
De fleste teenagere oplever at føle sig presset, og især piger i den alder, føler sig utroligt pressede, og nogen går desværre ned med depression som dig selv.
Der findes adskillige mottoer som har hjulpet mig rigtigt langt i mine svære perioder, og jeg vil dele dem med dig i håbet om at de også kan hjælpe dig.
Den ene er et citat fra Sir Winston Churchill, som engang sagde "Success is the ability to go from failure to failure without losing the enthusiasm". For en god ordens skyld, betyder dette: "Succes er evnen til at gå fra nederlag til nederlag uden at miste lysten til at prøve igen".
Det andet ordsprog som har bragt et smil på læben og hjulpet mig, har været "Når du står i lort til halsen, så lad være med at hænge med hovedet"..
Det vigtigste i den situation som du står i lige nu, er at holde fast ved det positive, og huske at fokusere på det.
Sørge for at snakke med dine forældre, sørge for at snakke med din psykolog, og allervigtigst er at være 100% åben overfor psykologen.
Mange gange er det ikke sikkert og vidst hvad der forårsager denne reaktion, men nogen gange kan det være en lille ting man ikke har givet megen tanke, så lad endelig alle dine tænke komme videre til en psykolog.
Hvis du en aften / på et tidspunkt føler at du har brug for at komme af med nogle tanker, men du ikke lige har nogen i nærheden, kan du med stor succes skrive det ned.
Skriv det, ikke nødvendigvis i en dagbog, men eventuelt på et stykke papir eller på computeren, og lad dine tanker komme på papir. Dette papir kan du beholde for dig selv, eller du kan snakke med din psykolog om hvorvidt det er noget hun vil have, da vi nogengange får skrevet ting ned vi ikke kan sige, og dette så kunne være en måde at at få åbnet op for nogle samtaler du måske ikke tænker over når du er nede og snakke med ham / hende :-)
Jeg håber dette har været en hjælp. Hvis du har brug for mere, skal du være velkommen til at skrive igen eller fange os på chatrådgivningen :)
De venligste hilsner
Staberlicious.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5084 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år