Alene og ensom

Kære The Love.
Jeg er både meget glad, og meget ked af det på samme tid. Det er en svær følelse at bære rundt med, for jeg ved, at jeg burde være ingen af delene - blot lige midt imellem med et 'godt nok' og helt balanceret.
Men det forholder sig sådan, at jeg har det rigtig skidt ovre på gymnasiet, og det på den måde influerer resten af min hverdag - så jeg er både meget glad, men også mange gange ked af det fra en dag i skolen.
Det er ikke dem, det er mig der er noget galt med. Socialt er jeg god til at starte nye grupper, jeg er den fødte leder, og er god til at bringe folk sammen omkring mig. Men jeg har dårlig selvværd når det kommer til etablerede grupper, og da jeg startede i min klasse i 1.g to måneder efter skolestart, da jeg skiftede studieretning, var vennegrupperne allerede sat i klassen. Jeg formåede ikke at finde min plads, da jeg ikke tude tro, at jeg havde noget at tilbyde nogen, at de ikke gad at snakke mig, at de hellere ville snakke med alle andre end mig, at jeg var kedelig.. Når man så samtidig har svært ved det der med gymnasiefester, jeg drikker ikke, så kan det kun føre til én ting: isolation.
De gamle venner jeg havde før gymnasiet er faldet fra; måske ved du, at ens omgangskreds bliver skiftet voldsomt ud når man kommer i gymnasiet - jeg har kun en person i verden jeg kan kalde for min ven, og det synes jeg er hårdt at tænke på, når jeg er sytten år gammel, og burde gøre alt muligt.
Jeg ved godt det er min egen skyld, jeg kunne jo bare tage med til festerne. Jeg prøver at spise sammen med klassen, snakke med dem i pauserne, men det er som om, at når man ikke kommer til festerne, betragtes man ikke som en del af klassen, og man kommer aldrig helt ind i varmen. Og når man så aldrig kommer helt ind i varmen, er det svært at tage med til festerne, fordi jeg føler mig så utryg ved folk jeg ikke kender eller stoler på. Det skaber en ond cirkel, som jeg ikke ved hvordan jeg skal bryde.
Jeg er klassens dygtige pige, og hele min dag er skemalagt med pligter og lektier. Jeg fik hurtigt et image som hende-den-kloge, hvilket bare bekræfter, at jeg ikke kan andet end at være klog og dygtig. Jeg tilbringer pauserne alene, fordi jeg synes det er hårdt at være sammen med de andre, når man føler sig udenfor. Jeg skammer mig så meget over det, at jeg tit gemmer mig for de andre, så de ikke ser at jeg sidder alene. Når jeg kommer ind til timerne, er jeg glad og aktiv igen - de ser ikke, at jeg er ensom.
Jeg snakker meget med en pige, der bor på vores kostskole. Vi brugte en uge sammen i Belgien (alene, med vores rektor) på en studietur. Hun havde valgt mig at tage med sig, mig, men det er nok bare fordi jeg er klog. Vi sidder sammen hver dag i skolen. Laver alt fagaligt sammen; jeg kan rigtig godt lide hende, og en dag spurgte jeg hende om vi skulle tage ud sammen. Det var en fantastisk hyggelig dag, men kender du det, tvivlen - er hun bare sammen med mig, fordi hun ikke tør sige nej? Vil hun kun arbejde sammen med mig, fordi jeg er klog, og god at arbejde sammen med? Du skal ikke fortælle mig, at hun er sammen med mig, fordi at hun kan lide mig. For det ved du ikke, og det ved jeg heller ikke. Men tvivlen nager mig. Det er nemlig tvivlen, troen på at jeg ikke er noget værd, at ingen gider snakke med mig, fordi jeg er så fandens kedelig, at jeg er så ensom og isoleret.
Vi skal på studietur næste år, en hel uge med fester (som jeg er rædselsslagen for), og en masse mennesker, der ikke gider snakke med mig. Ydmygende, når jeg igen skal skuffe mine forældre; jeg er ingenting i forhold til min familie. Min bror; min mor taler altid om hvor fantastisk han er, mig er hun for længst holdt op med at tale om, jeg er så fucking kedelig, jeg får alligevel bare 12 taller hele tiden.
Jeg kan ikke se en mening med mit liv, hvis jeg skal ydmyge min familie på den måde. Skal jeg for evigt leve alene, for evigt frygte julefrokoster, fester, rejser og pauser - fordi jeg er så fucking kedelig? Bare arbejde, arbejde, arbejde, til den store kliché, ikke betyde en skid for verden. Det triste er, at hvis jeg forsvandt fra verdenen, ville de der ville komme til min begravelse ikke engang kunne fylde en kirke.
Jeg sidder og tuder, det har jeg ikke gjort længe, fordi det er første gang jeg har fortalt det her til nogen. Jeg skammer mig sådan, især overfor mine forældre, og jeg ved ikke hvor jeg skal få hjælp til at ændre min situation. Jeg tror ikke, at nogen kan ændre på min virkelighed, for det er ikke mine omgivelser der er noget i vejen med, det er mig som ikke kan leve i denne verden.
Jeg kan ikke mere, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg føler mig så hjælpeløs og dum.

Alle de kærligste hilsner
Lucca