Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 4738 spørgsmål og givet 7300 svar de sidste 16 år
2020-07-27T15:34:47: 2

Brevkassespørgsmål

Bi, Hvad skal jeg gøre?

Indsendt af pige15 år


Hej er en pige på 15, og er biseksuel, har vidst det i 3 til 4 år, men kun min bedste veninde ved det, jeg tør ikke sige det til mine forældre, da jeg ikke tror de vil respekterer det.

Jeg har tit hørt dem tale grimt om homoseksuelle, ved ikke hvordan jeg skal sige det, eller om det er et godt tidspunkt? Jeg ved mange af mine venner ikke bryder sig om LGBT+, og vil derfor heller ikke sige det til dem.

Håber virkelig i kan hjælpe, selvom der ikke står særlig meget...

pige
Seksualitet

Seksualitet

Se flere

Besvarelser

2020-07-28T08:59:20 1
Benedicte

Hej du,

Det er dejligt at høre, at du har fundet ud af hvad din seksualitet er, og har været modig nok til at fortælle det til din veninde. Jeg forstår også godt, at det kan være svært at dele den slags med sine forældre, da du nok gerne vil have, at de skal være stolte af dig. Du skriver, at du ikke tror, at de vil respektere det, men hvorfor ikke det? Hvis dine forældre fortalte dig noget, som de måske skammede sig over eller noget de ikke havde fortalt andre før, ville du så ikke respektere dem længere? Det ville du nok, fordi du elsker dem. Ligesom at din veninde accepterer og respekterer dig for din seksualitet, og den du er, så vil dine forældre også acceptere og respektere dig. Dine forældre har opdraget dig og elsket dig, siden den dag du blev født - hvorfor skulle det ændre sig, fordi du både kan lide drenge og piger? Jeg forstår godt din bekymring, når du har hørt dem sige ting om homoseksuelle, men jeg tror ikke, at du har noget at være bange for, for du er jo deres datter. Selvom det er skræmmende, så synes jeg bare, at du skal springe ud i det.

Så er der delen med rent faktisk at fortælle dem det. Måske skal du overveje, hvad du er bange for. Er du bange for, at de bliver sure eller at de bliver kede af det? Jeg synes, at du skal prøve at tænke på de ting, og så stille dig selv spørgsmålet "hvorfor skulle de blive sure" eller "hvorfor ville de ikke respektere mig længere" og måske vænne situationen rundt. Ville du respektere DEM mindre eller blive sure på dem, hvis de fortalte dig noget privat om dem selv? Din venindes reaktion var positiv, så hvorfor skulle dine forældres og andre venners reaktioner ikke være det? Jeg har lyst til at sige, at intet tidspunkt er så godt som nuet, men det er nemmere sagt end gjort. Jeg synes, at du skal finde en stille aften derhjemme, hvor dine forældre er afslappede og ikke stresser for meget rundt. Så kan du spørge, om I ikke lige kan snakke sammen inde i sofaen eller lignende. Når I så sidder der, er det eneste der er tilbage, at sige selve ordene. "Mor og far. Jeg er biseksuel. Jeg har vidst det i et stykke tid, og jeg har været bange for at fortælle jer det" (eller hvad du nu har lyst til at sige). Du kan prøve at skrive det ned på forhånd og øve det foran spejlet, så det måske bliver nemmere at sige det højt til dine forældre. Du kan også prøve at google eller søge på youtube efter andres historier om, hvordan de "sprang ud". Der kan du måske finde lidt mod og idéer til, hvad man kan sige og se resultatet af, at få fortalt sandheden til dine nærmeste. Jeg håber, at det bliver befriende for dig, og at du kunne bruge mit svar til en smule. Held og lykke med det hele!

- Benedicte

2020-07-29T09:01:07 1
Line

 Hej du

Jeg kan 100% godt forstå din forvirring, sådan noget er aldrig nemt at fortælle til andre.
Man er bange for hvad folk vil tænke.

Der vil jeg råde dig til, at tænke præcis det modsatte.
Jo mere du tænker over det og jo mere du tænker over hvordan de vil tage det, jo mere nervøs bliver man også - og det skal du bestemt ikke være.

Det kan godt være du har hørt dine forældre tale grimt om homoseksuelle osv., men jeg kan forsikre dig for, at de vil tage det pænt hvis du fortæller dem det, da det jo så er deres datter der er tale om er biseksuel - og så er det en helt anden situation for dem, hvor at de nok skal være forstående.
Ens forældre ønsker altid det bedste for ens børn.

Du kan evt. starte med at sige det til én af dine forældre, hvis du føler dig mere tryg i, at der til at starte med kun er én af dem til at høre det og så tage det derfra.
Ellers så er der også mange, der vælger at skrive det ned på papir, i et brev f.eks. og så få ens forældre til at finde ud af det på den måde, hvis det vil føles bedre for dig og mindre nervepirrende.

Prøv at kast dig ud i det, jo længere du venter, jo sværere vil det også blive at få det sagt.

Jeg håber at mine svar kan hjælpe dig og at det hele går godt, det skal det nok gøre - ellers er du meget velkommen til at skrive herind igen. :-)

M.v.h. Line

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

"Hej UngZone! Jeg elsker jeres arbejde, i er helt fantastiske!"

- Anonym