Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Anonym,
Det er rigtig svært at vide hvad han mener med det, som han skriver. Han har tydeligvis haft nogle andre forventninger og forestillinger om dit udseende end det han så. Han har dannet sig et billede af dig ud fra den måde, hvor i har skrevet sammen på. Det behøver slet ikke at være dårligt, men han skal måske bare lige vænne sig til, hvordan du rent faktisk ser ud.
Det kan godt ramme en lidt at blive placeret som en 8'er. Netop fordi du sikkert straks tænker, hvad er der galt med mig, siden han ikke mener, at jeg er en sikker 10'er? Dog er ingen jo helt perfekte og personligt synes jeg, at 8 er en udmærket score og stadig en del over gennemsnittet. Da han heller ikke kender dig vildt godt eller rigtig har set dig før, og han kun har denne aften at bedømme ud fra, så er det vel meget godt? Jeg er sikker på, at han synes, at du er pæn i hvert fald. Scoren kan også have noget at gøre med, at han netop ikke kender dig vildt godt endnu. Hvis han er vild med din personlighed, så vil han også kun synes, at du er endnu flottere end han gør nu.
Jeg ved desværre heller ikke hvad han tænker efter dette, men du kan i første omgang forsøge at se tiden lidt an og se om han bliver ved med at skrive og vise interesse for dig eller ej. Selvfølgelig er det svært at opgive en, man er begyndt at blive glad for. Du kan jo også spørge ham direkte hvad han synes om dig, hvis du vil høre et svar direkte fra ham. Eventuelt kan du høre om han vil mødes en dag, og så alt efter hvad han svarer, så må du tage den derfra.
Jeg synes dog, at det er rigtig ærgerligt, hvis denne ene udtalelse fra ham skal ændre hele jeres forhold. Det er ikke sikkert, at han selv har tænkt så meget over det, som du gør. I første omgang ville jeg dog skrive med ham, som du plejer, og på denne måde kan du også hurtigt finde ud af om han stadig svare dig på samme måde eller om noget har ændret sig.
Jeg håber, at dette hjalp dig lidt på vej :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte