Afstandsvenner, kærlighed og life goes on?

Jeg har været nødt til at flytte væk fra mine nærmeste for at bo tættere på min uddannelse. Det er skidehårdt, især fordi jeg ikke er faldet til på min nye uddannelse socialt og jeg selv skal stå for alting: madlavning, rengøring, at komme op og afsted til tiden… at komme hjem til en ensom lejlighed.

Jeg er hjemme en gang i mellem, cirka en gang i måneden og får set familie, går i byen og ses med min bedste veninde. Vi er gået fra at være sammen og snakke næsten hver dag, til kun at ringes ved et par gange i ugen. Hun snakker meget om sin nye kæreste og hvor glad hun er for ham, hvilke fester de går til og hvordan alting bare kører for hende. Hun er sammen med ham hver dag, og jeg kan godt forstå hun har brug for at være i sin lille kærlighedsboble. Jeg ville bare ønske hun kunne tage en pause fra den af og til. Før kunne vi være sammen i timevis, snakke og se film og alt muligt, nu er det svært at holde samtalen kørende fordi hun sms’er med sin kæreste konstant. Vi har heller ikke så lang tid sammen længere, fordi så skal hun i biografen med sin kæreste eller han kommer og sover hos hende eller de holder fest for hans venner. Det sidste er den der gør mest ondt, fordi jeg ikke bliver inviteret.

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle hende hvordan jeg har det med hele flytningen, hvor meget jeg savner hende og hvor træt af jeg er af at føle mig så disconnectet fra hende. Jeg er bare bange for at bringe det op fordi jeg før er blevet beskyldt for at behandle venskaber som forhold. Hvad skal jeg gøre og hvordan skal jeg gøre det?

Jeg beklager det lange brev.