Kæreste Du,
Øv hvor er det dog nogle forfærdelige tanker og følelser du sidder med. Også endda her i den her periode af livet, hvor du skal have det sjovt og være ekstra glad, når du afslutter din ungdomsuddannelse. Det er træls situation, og jeg er så glad for, at du fik taget mod til at skrive herind til os. :)
Jeg kan sagtens forstå, at du er bekymret for, om du bliver inviteret med eller ej, og det er da også voldsomt tarveligt, at man ikke følger den uskrevne regel, om at invitere hele klassen hjem til studentergilde? Sådan var det da i "gamle dage". Muligvis var nogle bare bedre venner med nogen end andre, og det er også helt fint. Men efter at have gået i klasse sammen i 3 år, så skal man da slutte det hele af i et fællesskab med huerne på hovedet. Jeg tænker, hvad vil der ske, hvis du inviterede din klasse hjem til studentergilde hos dig? Det kunne vel være en start for at skabe fælleskab, og så kan det være, de også inviterer dig med til deres? Du nævner, at du tidligere havde en gruppe tætte venner, men det har du ikke længere. Hvad skete der med dem, hvor blev de af?
Du kan vel naturligvis også fejre din dag og resten af studenter-periode med dine venner uden for klassen. Husk på, at hvis de ikke vil dig, så er der ikke, så meget du kan gøre for at tvinge dem til at være sammen med dig. Det ville heller ikke være sjovt for nogen af jer. Det vil være ligesom at vande en rådden blomst - det hjælper ikke. Så hellere bruge din værdifulde tid sammen med nogle mennesker, der rent faktisk holder af dig. Din familie; forældre, bedsteforældre, søskende, fætter/kusiner, onkler/tanter, familie-venner, naboer, venner fra folkeskolen..
Jeg forstår dig fuldt ud, men der er ingen grund til at hænge med næbbet i den her periode. Det her er DIN periode, så snart du får sat den hue på dit hoved, vil det være en følelse, du altid vil mindes og tænke tilbage på. Trods du ikke bliver inviteret til studentergilde, så lov mig, at du lader vær med at blive indendørs i den her periode. Hiv dine forældre med ud og gå en tur eller ud og spise. Ta' din søskende med hen i iskiosken/på stranden. Eller tilbyd din mor at gøre noget så kedeligt som at tage ud og handle! HUSK dog blot at lade din fine hue pynte på dit hoved imens du gør alt! For tro mig, så møder du kun venlige blikke, smil og dejlige lykønskninger alle vegne. Fra kendte og ukendte ansigter. Din hue er en fribillet til venlighed! Det er en fantastisk følelse, og man kan slet ikke stoppe med at smile!
Og så må jeg lige minde dig om, hvor utrolig heldig du er at have så fantastisk en kæreste, der tænker på dig. Ikke alle er så heldig som du. Hvor er det fedt, at han tilbyder at være sammen med dig end hans egne venner. Og jeg kan godt forstå, at du ikke vil have, at han fremstår som kæreste-kedelig, men en mulighed kunne da være, at du tog med til hans klasses fester som hans ledsager? I er vel alle 3.g'ere og dem fra hans klasse kender sikkert også dig på den ene eller den anden måde. Hvorfor så ikke fejre det med dem istedet? :)
Når dette er sagt, så husk på, at det her er en fin afslutning på en periode af dit liv. Nu står du klar til nye udfordringer, hvor alt starter forfra. Det et nyt kapitel, hvor du kommer til at møde nye mennesker, som du lærer at kende og bliver venner med.
Held og lykke med eksamen på mandag, og tillykke med huen på forhånd!
Kærligst Tia