Far: Din mor er kønnere - og andre problemer!

Hej brevkasse!
Jeg er en 17-årig pige, som er så uheldig, at have en vaskeægte narrøv til far! Han er i sandhed en virkelig "mærkelig" mand. Han har kun to slags humør. Enten er han pissesur, smækker med dørene og brokker sig over alt - selv de mindste småting, som fx at et skruelåg til en juice er blevet væk. Eller også er han vildt overdrevet hyper glad og gør grin med alt og alle - især mig. Selvfølgelig ser jeg helst at han er glad, meeen... ikke på denne måde! Han kan finde på at sige ting som "Jeg forstår ikke hvordan min datter er blevet så grim, når min kone er så meget kønnere, men bare rolig, du skal nok finde en mand som synes du er køn, hvis du er heldig!" Det gør mig bare SÅ ked af det. Jeg har rigtig dårlig selvtillid i forvejen, og i folkeskolen led jeg af angst, og fik ofte angstanfald i timerne, som gjorde at de andre synes jeg var sindssyg, så jeg blev lukket TOTALT ude af det sociale fællesskab (jeg indrømmer at jeg ikke selv gjorde meget for at være med, men jeg gad ikke de røvhuller til klassekammerater!) Hver dag gik jeg med en stor vinterjakke for at beskytte mig selv, så ingen kunne komme tæt på. Når jeg kom hjem fra skole, lukkede jeg mig ind på mit værelse, og hørte høj rockmusik, som stadig er min største trøst og virkelighedsflugt fra livet! Desuden har jeg en handicappet storebror. Han er autist og har boet på institution siden jeg var 9 år gammel. Min far snakker tit om hvor uretfærdigt det er at min bror er autist, og jeg er slet ikke i tvilv om at han ville ønske at det var mig der var autist og min bror der var almindelig. Han er flov over at have sådan en usocial datter uden socialt liv og med angst, og på en måde kan jeg godt forstå ham. men alligegvel slet ikke. det værste af det hele er at min mor virker så ligeglad. Hun nyder åbenbart at min far siger hun er kønnere end mig. og alt det andet....
I dag gaår jeg i gymnasiet og skal snart starte på andet år. ingen i min nye klasse ved noget om mit gamle jeg, om min bror eller andet. jeg har ikke haft et angstanfald i meget lang tid, hvilket jeg ser som positivt. skolen er blevet nemmere for mig, fordi jeg har fundet ud af hvad jeg vil med mit liv. Jeg har en kæmpe interesse for Japan. Japan interesserer mig bla fordi der er et helt enormt pres på japanske unge (som jeg selv oplever) og derfor går de amok i fritiden med vildt cosplay og lilla hår. Fuldstændig som mig med den høje rockmusik. <3 Jeg VIL bare igennem gymnasiet og læse japansk på uni. Derefter vil jeg rejse til Japan. drømmer om at bo i japan, blive gift, og få nuttede japanske børn med en god mand (jeg drømmer meget - men mine drømme kan INGEN tage fra mig). Jeg ved godt at Japan ikke er det her paradis jeg går og forestiller mig. Men jeg har brug for drømmen om et andet og bedre sted. Og jeg vil bare væk. Væk fra min far, der er så egoistisk at han ikke engang kan huske hvilken uddannelse jeg går på. Væk fra min mor, der spiller kærlig overfor omverdenen, men i virkeligheden ikke giver et fuck. Væk fra min handicappede bror (alt ville have været anderledes hvis han var "normal", men derfor skal han jo ikke have skylden), væk fra de gamle lorte klassekammerater fra folkeskolen, som bliver ved med at dukke op uanset hvor jeg befinder mig, væk fra angsten, ensomheden, ulykken...
Men I grunden ved jeg ikke hvorfor jeg skriver til jer. For lige nu handler det bare om at holde ud. Så jeg kan flytte hjemmefra og møde nogle nye mennesker der ser det menneske jeg er, og forstår mig. jeg vil have mit eget liv også kan fortiden rende mig! Jeg har brug for at komme ud med de her ting - for hvem faen skal jeg ellers komme til? Håber I kan give mig nogle råd og ord med på vejen. Og jeg vil sige til alle andre unge, at I ikke må give op, for når I først har fundet jeres drøm, bliver tingene nemmere. Så er der lige pludselig noget at kæmpe for.
Love Peace Forever! Dont let them bring you down!