Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej anonym,
Det er bestemt ikke latterligt at føle denne angst, faktisk lider rigtig mange af en eller anden form for araknofobi. Det lyder dog til, at dit er et af de værre tilfælde.
Det lyder som nogle ret ubehagelige oplevelser og kan godt forstå, at du bliver ked af det, når din familie laver sjov eller skælder dig ud for din frygt. Din familie har nok svært ved at sætte sig ind i situationen, hvis de ikke selv føler denne angst. Jeg tror bestemt ikke, at de gør det for at gøre dig mere ked af det. Jeg synes, at du skal prøve at fortælle dem hvad du rent faktisk føler, når du ser en edderkop og dermed også hvad du føler, når din familie reagerer som de gør. Det vil nok være lettere at fortælle dem om dette, når der ikke er nogen edderkopper. Der er større chance for, at du bliver taget seriøst, hvis du er helt klar i hovedet og ikke lammet af denne angst og panik. Du kan evt. starte med at fortælle det til den i familien, du føler, der vil være mest forstående. Derefter kan du sammen med denne person prøve at trænge igennem til de andre.
Da det lyder til at din araknofobi påvirker din hverdag, kan du overveje en behandling af dette. Der findes nogle forskellige terapier, der kan afhjælpe denne angst. I disse terapier vil du komme til at se din frygt i øjnene, hvor du forhåbentlig til sidst, ikke længere vil føle angsten ved synet af en edderkop.
Jeg håber, at din familie vil blive mere forstående :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte