Hvad skal jeg stille op?

Kære dig Jeg er en 16 årig pige som har svært ved at se enden på det hele, jeg har til dagligt mange fritidsaktiviteter som er noget af det eneste som holder mig oppe. Jeg vil lige starte med at fortælle lidt om min opvækst. Jeg har som helt lille været den forkælede pige, som fik alt hvad hun pegede på for at blive lykkelig.. Jeg har altid været den som har fået store gaver, og fået masser af omsorg og kærlighed. Tiden gik og jeg blev ældre, jeg kunne godt mærke at det ikke var rart at være kendt som "den forkælede pige" Jeg har altid været heldig med min krop, har udviklet mig som en normal teenager gør, gået i dyre mærkevare. Så hvis der var noget jeg var ked af, var der ingen som havde hverken tid eller lyst til at tale om det, fordi jeg allerede havde alt hvad jeg havde brug for. Men inderst inde havde jeg bare brug for et kram, og få af vide jeg er ligesom alle andre. Imellemtiden havde jeg det ikke godt derhjemme, jeg blev kaldt til såsom luder, kælling, idiot.. Jeg blev slået, gjordt grin af hver dag.. Men jeg var jo bare den rige pige med LaLa Berlin tørklædet.. Så der var ingen der troede på min situation i hjemmet.. Jeg begyndte at selvskade, og folk mente jeg gjorde det for mere opmærksomhed.. Jeg kom i 7 klasse, var stadig kendt som den rige, og hende som ingen følelser kunne ha\\\', hende hvor livet var perfekt. Jeg har også altid klaret mig godt i skolen, fået 12 og 10 i alt. Men i 7 klasse gik jeg ned. Jeg var ikke i stand til at kunne klare det mere, jeg var ikke stærk nok. Jeg faldt meget i karakter, og lavede aldrig mine lektier. Mine forældre vil gerne have jeg fik gode karakterer, så det hele blev bare værre, jeg begyndte at blive udsat for seksuelle ting i hjemmet.. Som var rigtig ubehagligt, og jeg synes det var rigtig pinligt at snakke om. Jeg fik det sagt med en kæmpe klump i maven til mig lærer, som gav mig et kram, og sagde at vi nok skulle finde en ende på det hele sammen. Vi fik ringet til kommunen på samme dag, og vi fik talt om det hele. Mine forældre kom derind dagen efter, og de var meget kede af at jeg havde oplevet det som en så voldsom ting, og det kunne også godt se det var forkert, det de havde gang i. Da de kom hjem, flippede de ud igen, og det hele begyndte forfra, men jeg vidste godt at jeg måtte give det noget tid før det hjalp. Nu er det et halvt år siden, og jeg synes faktisk kun det er blevet værre. Jeg har sagt det til min lærer, som hjalp igen med at få det sagt videre.. De kom ind igen, og var meget kede af alt igen.. Men det var det samme da jeg kom hjem. Jeg har også sagt til dem op til flere gange, "det er ikke noget jeg gør for at anklage jeg, det er noget jeg gør så vi som familie, kan få det bedere" Jeg elsker selvfølgelig mine forældre rigtig højt, og vil dem kun det. bedste, jeg er slet ikke ude på at såre nogen. Jeg kan bare ikke holde mig oppe mere, jeg kan ikke gå smilene i skole, og lade som ingen ting. Skal jeg give det mere tid? Eller skal jeg ringe igen? Skal jeg lade det ligge og håbe på det stopper? Reagere jeg for voldsomt? Hvad skal jeg stille op.. TAK - til dig som har læst dette brev, det sætter jeg meget stor pris på. Mange knus Den "forkælede" pige