Min mor kan ikke lide ham

Hej brevkasse. Jeg håber i kan rådgive mig lidt om et dilemma jeg står i.
Problemet lige ud, min mor kan ikke lide min kæreste, som jeg elsker så højt og som jeg skal flytte sammen med.
Vi har set hinanden i omkring et halvt år, og jeg ved godt det er tidligt, men det er så rigtigt inden i mig.

Min mor kan ikke lide ham, og hun lægger ikke skjul på det, hverken overfor mig, ham, familie, eller venner, og det er så sårende, men hun ser det ikke selv.
Uanset hvad han gør eller prøver er det helt forkert i hendes øjne.

Jeg har fire brødre, 3 ældre og 1 yngre og de har jo alle haft kærester - ligemeget hvem det har været har hun været imødekommende og gæstfri, uanset hvordan hun virkelig følte.

Vi er på ferie sammen lige nu (mine forældre, og min lillebror), og det har simpelthen taget så meget overhånd at jeg kunne begynde at græde hele tiden.
Vi har mødtes med familie og venner hernede, og hver gang jeg vender ryggen til har hun svinet ham til, og det fortæller mine kusiner mig selvfølgelig, og det gør så ondt.
Min mor har en ekstremt god overtalelsesevne, og hvis hun først er begyndt at udpege alle hans små fejl og mangler, så er det det eneste hun ser, og det eneste andre ser, og det bliver svært for mig når nu familien skal møde ham første gang.

Hun mener ikke han er god nok, fordi han kommer fra et gammelt hjem, og er for gammeldags, at han forventer mad på bordet, smurt madpakke, at jeg står for alt husligt, osv - hvilket han slet ikke gør, og hun kommer selv fra et gammeldags hjem, men det glemmer hun selvfølgelig.

Hun mener han er doven, og ikke tager sig selv seriøst, fordi han ikke er igang med en uddannelse, selvom han arbejder 40-50 timer i ugen ved et lille firma, og har taget en HHX. Hun mener ikke han vil være i stand til at "forsørge" mig. Igen glemmer hun at min far heller ingen uddannelse har, han har ikke engang færdiggjort sin folkeskole, men alligevel er han direktør i sit eget firma - og hun har ovenikøbet "kun" selv en erhvervs uddannelse.

Hun mener ikke han er en ordentligt mand, fordi han ikke er opvokset som alle andre. Min kærestes biologiske forældre var narkomaner og alkoholikere, og de fortsatte desværre selvom hun var gravid med min kæreste, det har selvfølgelig givet konsekvenser for ham. For det første blev han sendt på børnehjem, og boede ved en familie til han var 4, da forældrene blev skilt overtog hans forældre ham, og han er deres søn på papirene. Derudover har han fået en mindre hjerneskade så han er glemsom, kan ikke overskue meget af gangen (f.eks. når hele familien er sammen) han kan ikke følge med i alle samtaler, og han bliver hurtigt træt i hovedet. Hvilket overhovedet ikke er hans skyld.
Af disse tre grunde er han mærkelig, sær, gammeldags, bedrevidende, ikke en rigtig mand og hvilke udtalelser jeg nu ikke har hørt.

Hver gang han er på besøg hos er hun rigtig hård mod ham, hun fejer ham væk eller ignorere ham helt, hvis han siger noget. Når han er hos mig er han altid venlig, høflig, hjælpsom, interesseret og imødekommende.
Hun hentyder til ham at han ikke er helt normal, og det er så gral han flere gange har grædt over hendes barnlige opførsel. Han ved hvor vigtig min familie er for mig, så det betyder alt for ham de synes om ham.

Hun hentyder hele tiden til det går galt og vi går fra hinanden, "den dag i går fra hinanden", "Hvad med det når i ikke er sammen mere?", "Har i snakket om dit og dat, hvis det går galt", fint nok hun er interesseret i min sikkerhed, men det er blevet så gralt at jeg synes hun decideret siger vi ikke vil holde.
Hun spørger ikke indtil hvad vi eksempelvis mangler, hvornår vi flytter, om vi har styr på diverse ting, hun er overhovedet ikke interesseret i at snakke om selve det vi flytter sammen, kun det at vi går fra hinanden.

Forstår ikke hun ikke kan lægge hendes personlige meninger til side, og bare være glad på mine vegne over jeg er glad og lykkelig. Hun skal vende ham til noget dårligt, så mine søskende, og deres kærester også ser ham som dårlig for mig.

Min lillebror har netop fået en ny kæreste (eksempelvis), og hun har mødt hende to gange meget kort. Hun er ih og åh så fantastisk, så smuk, så sød, og så dejlig, og Mikkel har virkelig skudt papegøjen. Hun har aldrig sagt eller drømt om at sige sådan til mig om min kæreste.

Jeg er virkelig blevet såret, og ked af det over det, og føler ikke hun kan se udover sin egen næsetip. Jeg har mange gange haft ordene på læberne, men de kommer ikke ud, jeg ved ligeså snart jeg konfrontere hende så vil hun for det første afbryde, så vil hun blive sur over jeg siger sådan, fordi det har hun ihvertfald aldrig gjort.
Det er så gralt for mig at jeg faktisk overvejer slet ikke at kontakte hende efter jeg er flyttet, eller komme hjem at spise, eller invitere, fordi så længe han ikke er velkommen er jeg ikke interesseret i at komme heller. Jeg vil bare så nødig lade det gå udover min far, mine brødre, deres kærester, eller mine niecer og nevøer.

Jeg ved det er et langt indlæg, men jeg mangler råd og vejledning, min kæreste og jeg kan ikke holde til hende længere.