Kære du,
Øv, det er sørme en ærgerlig situation, du befinder dig i.
Når jeg læser dit brev til os, så forstår jeg det som, at trods du har været udeboende i 1 år, så skændes du alligevel med din mor, når i ses? Normalt ville det jo ellers have været en god ide med en pause og få rum væk fra hinanden. Men da det ikke er tilfældet her, undrer jeg mig over, om det måske er noget, der ligger længere tid bag?
Jeg tænker, om der har været noget, du evt. har gjord/sagt, som har påvirket din mor meget. Måske har hun svært ved at snakke om det, og istedet lader hun sin skuffelse/bekymring gå udover dig via vrede. Det kan da også været, det slet ikke har noget med dig at gøre, men det er noget helt andet, som tynger hende, og i mangel af bedre kommer hun til at lade de frustrationer gå udover dig. Det kan også kun blive værre, når du lader dig påvirke af hendes vrede, og i begge blusser op.
Sommetider er man ikke altid klar over, hvor hårdt ens egen reaktion og ord påvirker den anden person. Oftest vil man ikke kunne lytte og tænke klart i en ophedet situation, hvor vreden har taget over al fornuft.
Du har det skidt med det, og det viser, at du ærgrer dig over, at din mors og dit forhold ikke er bedre, end det er. Jeg synes, at du skal tage og besøge din mor en dag eller inviter hende hjem til middag hos dig. Køb evt. en lille gave til hende; hendes yndlings chokolade og noget vin/juice. Sørg for det er en hyggelig atmosfære og tag en stille og rolig snak med hende. Fortæl hende hvordan du føler, jeres forhold har udviklet sig i en negativ retning. Spørg om hun føler det samme? Sæt spørgsmålstegn; er det noget, du har gjord, som hun har misforstået? Fortæl hende at det går dig på, og du er ked af, at det er sådan mellem jer.
Kommunikation er vejen frem, og jeg er sikker på, at i kan få jer en god snak.
Jeg håber på, at du og din mor finder frem til en god løsning.
Kærligst Tia