Kæresten utro - skal jeg blive?

Hej. 

Jeg står i et svært dilemma og efterhånden aner jeg ikke, hvad jeg selv tænker.

Min kæreste fortalte i sidste uge, at hun havde været sammen med en anden. Vi er i starten af 20'erne og har en datter på 1.5 år. Jeg blev selvfølgelig rasende, men mest af alt skuffet, for jeg havde en klar ide om, at vi skulle være sammen og kort tid forinden havde vi været i gang med at forsøge at lave en baby mere. Derfor kom det selvfølgelig som et lyn fra en klar himmel. Vi var i sommerhus og skulle have lidt alene-kæreste-tid. Jeg kørte fra sommerhuset og efterlod hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Efter lidt tid og hundredevis af spørgsmål over besked, besluttede jeg at køre tilbage og hente hende. Hun forklarede, at hun altså gerne ville have et åben forhold -  det havde hun så bare lige glemt at fortælle mig, udover én gang, hvor vi havde snakket om 'fænomenet'.Vi kørte hjem og jeg bad hende pakke sine ting. Hun tog hen til en veninde, men efter et par timer bad jeg hende komme tilbage. 

Jeg har virkelig ikke lyst til at smadre den familie og det liv, vi er/var ved at skabe. Den følgende uge har jeg været igennem alle tænkelig følelser: vrede, frustration, sorg, skuffelse. Nu er jeg bare udmattet og kan overhovedet ikke mærke mig selv. Jeg føler mig fuldstændig ligeglad. Den seneste uges tid har jeg vel også tabt mig 2-3 kilo, da jeg stort set intet har spist.

Min kæreste lader lidt som om det ikke er sket, mens hun overvejer hvad hun vil. Jeg prøver febrilsk at holde fast i det, vi havde... Mens jeg føler mig som en kæmpe idiot, fordi jeg ikke har smidt hende ud på røv og albuer. Jeg har inderligt ikke lyst til, at vores datter skal vokse op i en skilsmissefamilie, fordi hendes mor ikke kunne tage sit voksne ansvar og holde fingrene for sig selv. Jeg har faktisk lyst til at få flere børn med den her kvinde. Hun er en fantastisk mor. Hvad angår vores forhold, har jeg altid syntes, vi havde det rigtig godt sammen. Ja, der går til tider leverpostej og hverdag i den, men i hvilken familie gør der ikke det? Vi har stort set aldrig skændtes og har altid kunnet snakke om tingene. Det handler heller ikke om, at hun ikke får nok sex, for min sexlyst er åbenlyst større end hendes. Jeg tror ikke på, at hun virkelig har lyst til at ødelægge det, vi har sammen, men samtidig giver det ingen mening, at det er mig, der forsøger at holde sammen på familien, mens jeg så kan gå og spekulere på, om hun knalder en ny i næste uge. 

Jeg forstår godt lysten og længslen efter andre mennesker. Jeg forstår godt, hvorfor hun havde lyst. Men jeg fatter ikke hun rent faktisk gjorde det. For mig er der så enormt langt fra tanke til handling og jeg forstår ikke, at man ikke undervejs stopper op og overvejer, hvad det er man risikerer. Jeg kunne virkelig forstå det, hvis vi havde et elendigt forhold uden sex, men sådan forholder det sig overhovedet ikke og hun giver heller ikke udtryk for, at hun mangler noget i vores forhold. Hun vil bare gerne have det hele. Lige nu er vi i en mærkelig fase, hvor vi bare lader som om intet er sket og alt er som før. Jeg vil egentlig også godt have, at alt bare var som før. Men samtidig er min tillid til hende jo væk. Det vil tage lang tid, før den er tilbage. 

Men jeg forstår godt lysten og det har da også ofte strejfet mig, at jeg gerne ville have prøvet flere partnere af, inden jeg gik ind i et fast forhold. Jeg har haft to relativt lange faste forhold og det er de eneste kvinder, jeg har været sammen med. Så jeg har da også overvejet, om vi rent faktisk skulle blive sammen og prøve at åbne forholdet op. Samtidig kan jeg bare hurtigt mærke en knude i maven komme snigende, når jeg tænker på, at hun skulle have lov at være sammen med andre. Men jeg kan også godt se, at hvis et åbent forhold fungerer, kan det være enormt givende. Som jeg ser det, er der lige nu tre muligheder for min/vores fremtid:

- vi bliver sammen og lever monogamt, hvilket uden tvivl vil være godt for vores datter. Samtidig må min kæreste undertrykke sin lyst til andre og lægge låg på sig selv med den konsekvens, at det formentlig går udover hendes humør og dermed også vores forhold. Til gengæld kan jeg have en rimelig ro i maven, men samtidig vil risikoen for utroskab og endnu et svigt lure om hjørnet. 

- Vi åbner vores forhold med chancen for at få en masse gode oplevelser hver især og et stærkere forhold, men også med den enorme risiko, at en af os bliver såret i en grad, hvor det slet ikke er muligt at fortsætte forholdet

- vi går fra hinanden og vores datter bliver skilsmissebarn. Hendes mor kan få lov at være sammen med hvem, hun vil og få sine behov opfyldt. Måske kommer der en dag en papfar ind i billedet og jeg vil kun se min datter hver anden uge. Jeg vil formentlig finde mig en ny kæreste, som vil agere en form for papmor til vores datter, men jeg forestiller mig aldrig, det bliver helt godt. Jeg har svært ved at forestille mig at være venner med den kvinde, der ødelagde vores familie for sin egen vindings skyld, og vores datter vil være fanget mellem to stole og vil formentlig få alverdens pap- og bonus søskende. På den korte bane vil jeg være ekstremt knust og jeg kan ikke forestille mig at komme tilbage lige foreløbig og jeg vil ganske enkelt ikke kunne være der for min datter i sådan en sindstilstand.

Som det nok fremgår af ovenstående, kan jeg slet ikke forestille mig tredje mulighed med de konsekvenser det vil have for især vores datter. Men jeg føler også, at jeg står i en situation, hvor jeg kan blive tvunget til at leve i en form for åbent forhold, hvis jeg vil bibeholde vores familie. Jeg er virkelig i tvivl, om hvad jeg skal gøre. Spørgsmålet er jo også lidt, om jeg kan leve med en kvinde, som faktisk er i tvivl, om hun vil mig.

Jeg er virkelig i tvivl. Jeg ved egentlig ikke, om jeg søger et svar, for det kan jeg nok kun selv finde, men jeg søger lidt nogle perspektiver.