Mor

 Kære du.

Til at starte med er det jo dejligt at du har et godt forhold til din mor.

Du er dog slet ikke gal på den. Hvis du ikke synes det er okay, så er det ikke okay.

Der kan selvfølgelig være flere grunde til at hun er begyndt at opføre sig som en veninde. Måske mangler hun en at diskutere de her veninde ting med, eller måske føler hun sig ensom. Derfor skal det selvfølgelig ikke gå udover dig hvis du ikke føler dig komfortabel med det.

Her tænker jeg at den bedste løsning er at tale med hende, og fortæl at du har brug for at hun er din mor, og ikke din veninde. Det er helt fair at du har det sådan, og fortæl hende at du har brug for at hun lytter til dig når du har brug for det. Måske tænker hun slet ikke over det.

- Sofie

Hej med dig,

Det kan aldrig være dig, der er galt på den, hvis der er noget, der går dig på i en situation eller ift. en anden person. Dine følelser er altid gyldige, og det er altid godt at lytte til sig selv, når man mærker, at noget ikke helt føles rigtigt. 

Der er selvfølgelig mange forskellige mor-datter dynamikker i verden, og det er derfor altid noget, man er nødt til at tage ud fra sit eget perspektiv og sine egne omstændigheder. Men netop fordi du føler, at din mor har ændret sin adfærd overfor dig, og at der ikke på samme måde er plads til, at du kan få lov til at være "datter/barn" i forholdet, så er det jo en dynamik, der ikke fungerer for dig. 

Det er kun helt forståeligt, at det kan gøre dig utilpas, når dynamikken har ændret sig fra, hvordan i plejede at have det. Især hvis man er vokset op på en måde, hvor forælder-barn rollerne her været godt respekteret, så kan det virke meget ubehageligt og grænseoverskridende. 

Selvom det måske kan være svært og føles konfrontatorisk eller akavet, så er det bedste råd i sådan en situation, at du siger tingene til hende. For det er dine grænser, der bliver overtrådt, og derfor er du nødt til at gøre dem klare for hende igen. 

Det kan enten være et tidspunkt, hvor du sætter dig ned og tager snakken med hende og får fortalt, hvordan du overordnet set føler (ligesom du har beskrevet det herinde). Men du kan også vælge at gøre det fra situation til situation. Altså hvor der kan opstå en situation, hvor hun giver sig til f.eks. at fortælle om problemer med din far, mormor eller arbejdet, hvor du så kan sige til hende "mor, jeg ved godt du gerne vil fortælle det her, men det gør mig faktisk lidt utilpas." Og hvis hun så stiller spørgsmålstegn ved det, så kan du jo netop fortælle hende, at du ikke kan lide det, fordi du føler, at hun snakker til dig som en veninde og ikke som hendes datter. Det hele kan egentlig foregår helt stille og roligt, hvor du uden fjendtlighed i stemmen eller i ansigtsudtrykket kan få sat din grænse. 

Overordnet set er det jo oftest sådan, at folk ikke kan ændre sig selv eller deres adfærd, hvis ikke de får at vide, at der er et problem med det de gør. Og nogle gange kan de selvfølgelig godt have svært ved at forstå, hvorfor man lige præcis har det på den måde og gøre modstand mod at skulle ændre sig. Men uanset hvad de prøver at komme med at modargumenter, så kan man altid bruge sætningen "Det ændre ikke på, at det gør mig ubehagelig tilpas / det ikke er rart". At sige den sætning på en helt stille og rolig måde, er en meget kraftfuld måde at undgå, at det udvikler sig til en ubehagelig diskussion. 

Jeg håber, at mit svar måske kan hjælpe dig lidt på vej, og at du finder ud af noget med din mor. Tøv endelig ikke med at skrive ind igen, hvis du får lyst til det.

Med venlig hilsen,

Marissa