Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 17 år
Kære brevkasse,
Jeg har fået følelser for min papfar og jeg ved det er gengæld, da vi har haft snakket om det før. min mor ved ikke noget, men vi har haft snakket om, hvad vi gør, da vi begge gerne ville være sammen unden det skal være en hemmlighed. lige siden jeg var lille har vi altid været tætte og jeg ved godt nogen af de ting han har gjort ved mig var forkerte, men nu har jeg jo ikke noget imod det. vi har snakket om at skulle flytte væk sammen og starte en familie, ved godt at det er tidligt, men jeg har jo kendt ham længe, så jeg ved han er den rigtige for mig. jeg er så splittet, da jeg ikke ville sorge min mor, men vi kan ikke holde fingerne fra hinanden.
Hvad skal jeg gøre?
Anonym
Indsendt af
pige på
17 år
Kære dig,
Tak for din besked. Det lyder som en rigtig svær situation at stå i, så jeg er glad for, at du har skrevet herind.
Ud fra din besked kan jeg læse, at han tidligere har udsat dig for nogle ting, som jeg formoder er seksuelt. Som du måske ved, er det strafbart at begå overgreb mod børn. Du skriver, at du har fået følelser for ham, og at du nu nyder at indgå i en seksuel relation med ham. Jeg er ikke psykolog, men jeg ved, at når man bliver udsat for traumer, udvikler man en form for strategi til at forholde sig til det, man er blevet udsat for. Seksuelle overgreb er et eksempel på et traume. Når man er vokset op med at blive udsat for overgreb, kan man måske komme til at forveksle overgreb med kærlighed, fordi man har lært, at det er der, man får opmærksomhed.
Du skal vide, at det ikke er dig, der har gjort noget forkert. Du er blevet udsat for noget voldsomt af en person, der skulle passe på dig og agere en af dine primære omsorgspersoner. Måske bliver du helt vildt provokeret af de ting, jeg skriver. Men jeg håber alligevel, at du vil tage imod det, jeg skriver.
Du er 17 år gammel og måske i gang med gymnasiet eller lignende. Der kommer til at være massere af kærlighed til dig derude fra personer omkring din egen alder. Det kan være svært at se, når man føler sig forelsket, så jeg forstår godt, hvis du lige nu tænker, at det er helt åndssvagt det, jeg skriver. Men det er ofte nemmere at se tingene fra et andet perspektiv end, når man selv står i situationen.
Det er ikke ualmindeligt, at man danner en fantasi om det ideelle udfald, når man har en relation til en person, der allerede er i et forhold. Forskellen her på det tænkte eksempel og din situation er dog, at den anden person i det her tilfælde er din papfar. Lige nu er situationen sådan, at han både har et, formentlig også seksuelt, voksent forhold med din mor og en relation med dig.
Jeg gætter på, at han godt er klar over, at det kan have store konsekvenser for ham, hvis hemmeligheden slipper ud. Men det er ikke dit ansvar. Jeg tror derimod, at noget af det mest kærlige, du kan gøre for dig selv på længere sigt, er at fortælle om det her til andre. Det kan f.eks. være et betroet familiemedlem, en lærer på skolen, din læge, kommunen eller politiet. Jeg forstår godt, hvis det, jeg skriver, kan være voldsomt at læse. Men jeg synes, det er vigtigt, at du ikke står alene i den her situation.
Så jeg vil endnu engang minde dig om, at du ikke har gjort noget forkert. Men jeg tror som sagt, at det er vigtigt at få talt med nogen om din situation. Det kan også være en idé at kontakte en psykolog. Her er der dog ofte længere ventetider og typisk en form for brugerbetaling. Men du kan f.eks. prøve at ringe til psykiatrien i den region, du bor i, og fortælle dem om situationen. Jeg gætter på, at de vil tilbyde dig en samtale relativt hurtigt. Hver region har desuden et akutnummer tilknyttet.
Det blev et længere svar og måske ikke helt det svar, du forventede at få. Men jeg håber, at du har læst det til ende og vil overveje at kontakte en af dem, jeg har foreslået. Jeg håber også, at du ved, at intentionen bag min besked udelukkende er god. Jeg skriver ikke de ting, jeg gør, for at gå imod dig, men fordi jeg gerne vil hjælpe og vejlede, så godt jeg kan.
Husk dig selv på, at det er virkelig sejt, at du har skrevet herind og fortalt om det. Jeg tror på, at det hele nok skal blive rigtig godt for dig, men jeg synes også, det er vigtigt at huske på, at man gerne må bede om hjælp.
Du er altid velkommen til at skrive herind igen. Alt godt fra mig.
De bedste hilsener, Clara.
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4856 spørgsmål og givet 7405 svar de sidste 17 år
100% anonymt · 100% gratis
"..tak for en mega fed brevkasse, den er super"
- Anonym