Den glemte lillesøster

Kære brevkasse!

Jeg har længe gået med nogle tanker om dette, men har ikke helt kunne finde ud af hvordan jeg skulle formidle det.

Jeg er selv en pige på 17 der har en lillesøster på 14 som jeg holder meget af. Derfor er jeg også bekymret for hende. Vi er begge adopteret og noget siger mig at den lidt omtumlet start på livet har påvirket min søster meget mere end jeg; hun har altid haft svært ved at knytte tætte og langvarende bånd og har meget få venner.

Derudover er hun ikke god til at omgås for mang mennesker for lang tid og har en meget kort lunte.

Min søster er desuden meget stædig, hun ved PRÆCIS hvad hun vil, det er man aldrig i tvivl om.

Hun har i folkeskolen ikke været ligeså heldig at komme i en god klasse ligesom jeg, flyttede skole en gang og det blev for en kort stund bedre.

Jeg har altid været utrolig glad for skolen, fået topkarakter og mange venner og jeg er bange for at hun føler hun ikke kan leve op til det (hvilket hun på ingen måde skal og er blevet fortalt af mine forældre). Jeg er bare bange for at hendes måde at udtrykke sine frustrationer og tanker på ofte kan blive overset og misforstået. Jeg vil så gerne hjælpe hende og prøver på bedst mulige måde, men jeg har brug for hjælp for jeg vil ikke se til mens hun går tabt. Nu må I endelig ikke tro at mine forældre ikke gør sit - det gør de i allerhøjeste grad, men tror hele familien har brug for nogle redskaber til at hjælpe.

Jeg håber at ovenstående var til at forstå og ser frem til nogle gode råd og svar!

På forhånd tak!

Lykke