Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 4179 spørgsmål og givet 6790 svar de sidste 14 år
2021-12-13T17:11:11: 2

Brevkassespørgsmål

Droppe ud eller ej

Indsendt af pige16 år


Hej, jeg er en pige på 16 år og går på gymnasiet i 1.g. 

Jeg har nu gået der i ca. 5 måneder, men føler mig ikke slet ikke tilpas.

Jeg føler mig udenfor i min klasse, og føler ikke at jeg rigtig har nogen at snakke med. Vi sidder en 7-8 piger sammen hver frikvarter, men føler ikke at jeg ordenligt er en del af det. Sidder altid tilbage, og der er aldrig nogen der spørg om jeg vil med. Jeg har virkelig prøvet at give det en chance, men det er bare ikke blevet bedre. De sidste par uger har jeg slet ikke haft lyst til at komme i skole, får helt ondt i maven og det og er næsten ved at græde. 

Jeg har overvejet at skifte klasse, men så kan jeg bare ikke få de fag jeg gerne vil have. Har også tænkt på at tage 10 kl. i stedet for, men ved ikke om man kan det når man er gået i gang med et skole år, og så starte på gymnastik efter sommerferien igen, når alle mine veninder der er på efterskole os skal. 

Hilsen en pige der har det svært:/

pige
Uddannelse

Uddannelse

Se flere

Besvarelser

2021-12-15T02:12:38 1
Josefine

Kære dig

Jeg kan virkelig godt forstå dit dilemma, og at du er ked af, at du ikke føler, at du ikke helt har nogen at snakke med fra din klasse. Det kan være enormt hårdt at gå i gymnasiet, og særligt socialt i det første år, da man ikke helt har fundet sin plads i klassen i endnu. Jeg tror faktisk, at der er mange som dig, der ikke føler at de har nogen at tale med i sin klasse, og det kan være at nogen af de 7-8 piger, som du skriver, at du sidder sammen med i pausen, har det på samme måde som dig.

Noget jeg tænkte på, der kunne være en mulighed, vil være at prøve at finde nogen andre du kunne snakke med, der ikke nødvendigvis går i din klasse – har du valgfag med andre? Eller er der arrangementer eller udvalg på skolen, som du kunne have lyst til at være med i, hvor du så kunne møde andre mennesker? Eller evt. gøre det med én af de 7-8 piger, som du spiser frokost med, hvor du så kunne lære én af de piger bedre af kende? Hvis du ikke har prøvet det, så synes jeg helt klart at du skal gøre det. Hvis du heller ikke har prøvet det endnu, kan du også prøve at lægge op til noget du, og de 7-8 andre piger, kan lave efter skole. Evt. cafeture eller tage ud og spise. Jeg forstår godt, hvis du synes det er grænseoverskridende, men hvad er det værste der kan ske? At du ikke synes, at du er en rigtig del af klassen endnu, og især med gruppen af pigerne, kan skyldes en masse ting. Men det vil være ærgerligt, hvis det skulle skyldes, at de tænkte, at du ikke var interesseret i at være sammen med dem, så derfor vil jeg råde dig til at spørge ind til dem, komme med en sjov bemærkning en gang imellem og så prøve at lave nogen aftaler med dem. Ofte kan man nemlig komme til at bilde sig selv en masse ting oppe i hovedet, fordi man er usikker, så man ikke tror, at andre folk er interesseret i én.

Jeg kan også høre, at det påvirker dig så meget, at du ikke har lyst til at komme i skole, hvilket gør det hele endnu værre. Jeg vil derfor råde dig til at snakke med din studievejleder om det – så kan vedkommende råde dig til, hvad du skal gøre, da vedkommende også kender din klasse. Evt. kan vedkommende også råde dig til at finde en klasse, hvor du kan få nogen af de fag, som du gerne vil have eller guide dig i om, du skal droppe ud og gå i 10. klasse. Jeg kan godt forstå, du har lyst til at vente til at gå i gymnasiet til næste, når dine venner ikke længere er på efterskole, men det vil jo ikke være sikkert at I så vil gå i samme klasse eller alligevel være så meget sammen, da de sikkert også gerne vil finde nogen nye venner.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar og ellers er du meget velkommen til at skrive ind igen

Mange gode hilsner

Josefine 

2021-12-15T09:58:31 1
Nicole

 Kære du.

Jeg er ked af at høre, at du ikke føler dig inkluderet i din klasse og faktisk føler dig så utilpas, at du slet ikke har lyst til at komme i skole. Det er aldrig sjovt at føle sig udenfor fællesskabet og det kan især være svært, når man er i en forholdsvis ny klasse, hvor man skal lære nogle helt nye mennesker at kende og du er absolut ikke alene om at have det sådan.

Jeg syntes også selv, at det var svært, da jeg startede i gymnasiet, da det var en kæmpe omvæltning både fagligt og socialt. Men jeg erfarede hurtigt, at det faktisk også var sådan de fleste havde det. Det var svært for næsten alle, da vi var bange for ikke at blive inkluderet i fællesskabet. Derfor kunne det samtidig også være svært at skulle have overskud til at hjælpe andre ind i fællesskabet. Der jeg vil hen med det her er, at det sagtens kan være, at de andre bare har enormt travlt med selv at lære at skulle begå sig i nye sociale sammenhænge og derfor ikke tænker på, at du sidder tilbage med en følelse af, at du ikke er helt med. Selvom det kan være rigtig svært at kaste sig ud i, når man først har fået følelsen af at blive holdt udenfor, så kan det være, at du skal tage initiativ til at lave noget med de andre næste gang eller til være den der spørger, om nogen vil med? For tænk nu, hvis de andre faktisk sidder og har det på præcis samme måde som dig, men bare heller ikke tør at sige noget? :-) 

En anden ting du kan gøre, er at tale med din lærer om hvordan du har det. En klasselærer i gymnasiet skal ligesom klasselæreren i folkeskolen også sikre sig, at eleverne trives og hvis ikke, så vil de rigtig gerne hjælpe med, at man kommer til det. En klasselærer kan også hjælpe med at lave nogle aktiviteter, som kan ryste jer sammen socialt, både drenge og piger og jeg har selv oplevet, at det kan have en rigtig postiv effekt, at en klasselærer hjælper til i forhold til det sociale i klassen. 

Til slut vil jeg også sige, at der jo også er andre muligheder for at møde en masse spændende mennesker i gymnasiet. Måske du kan melde dig ind i nogle udvalg eller til andre interesser, såsom kor, musical osv., hvis det er en mulighed? Så får du mulighed for at tale med folk på tværs af klasser og årgange og der kan man altså også få sig nogle rigtig gode venskaber. Personligt havde jeg selv flere venner, som ikke gik i min klasse, men på andre årgange og klasser og det kan også være rigtig ra! :-)

Jeg er sikker på, at det nok skal løse sig og du skal huske, at det kun er nogle måneder du har gået i den klasse, så der er masser af tid til at lære, både dine klassekammerater, men også andre, at kende. 

Jeg håber, at du fik svar på dit spørgsmål og ellers er du mere end velkommen til at skrive herind igen. :-)

- Nicole

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

"tak for jeres store hjælp de andre gange jeg har indsendt et dilema til jer"

- Anonym