Det har aldrig følt som et hjem

Hej

Jeg vil gerne starte med at sige fra mit hjerte af, hvor er det stærkt af dig at du er ærlig og at du erkender at der er et problem i dit liv som der fraholder dig og skaber en frygt for nogle ting. Jeg forstår at det er så svært, at være i det hele når dine forældre, som er dine omsorgspersoner ikke har givet dig den rette støtte og at du ønsker at tilfredsstille deres behov frem for dine egne, selvom de ikke imødekommer dine. Det er så forkert på så mange måder, fordi det burde selvfølgelig ikke være sådan. Men angående dine forældre, der er mine ærlige mening, at de har fejlet hvis du ikke bliver anerkendt for præcis den du er. Jeg ved at livet er hårdt og jeg har selv været i det den gang jeg var 15 år gammel. Jeg har også oplevet nogle ting som gør at man automatisk tænker negative tanker om sig selv. Men hvad jeg kan læse mig frem til, så uanset hvad så vil din familie ikke give dig den anerkendelse du ønsker og derfor så er du nødt til at acceptere det og prøve at skabe den anerkendelse for dig selv. 

Jeg kan læse mig frem til, at der har været flere gange hvor du har ønsket at forlade verden, men der er alligevel noget der holder dig tilbage fra ikke at gøre det. Det der fraholder dig fra ikke at sluge de piller, er det du skal finde frem i dig selv. Du har drømme og planer i dit liv, som du skriver og de drømme og planer i dit liv, skal være din motivationskilde. Dine forældre vil ikke anerkende dine behov og ved du hvad, så lad vær med at lade dem styre det. Du har dine egne drømme og du skal aldrig opgive dem fordi andre fortæller dig det modsatte. Tro mig, jeg kender alt til folk der nedgøre og kommer med bemærkninger for jeg har oplevet det i ca. 11 år i mit liv. 

Jeg kender dig ikke som person og det behøver jeg ikke at gøre for at fortælle dig at du lyder som en person der har så meget at give til dig selv og alle andre i den her verden. Alle mennesker kan nikke ja til at de har haft nogle dårlige venner eller at man har fucket tingene op en gang i mellem, men det handler også om at man rejser sig fra de nedture i livet og kommer op på hesten igen, på sin egen måde og tempo. Jeg synes det er så fedt at du får noget professionel hjælp og jeg vil råde dig til at blive ved med det. Jeg ved at man kan få noget gratis psykolog hjælp igennem kommunen og generelt hjælp til at kunne flytte hjemmefra. Og jeg ved det er svært. Det er skræmmende og man bliver bange. Men det er ikke sundt for dig at være hjemme og derfor så synes jeg det skal være grunden til at du kontakter dem. Du kan altid skrive herind igen og fortælle om din oplevelse og hvis det er du har brug for yderligere hjælp. 

Derudover så tror jeg faktisk at når du flytter (og det at jeg skriver når, det fordi jeg tror på dig og jeg ved du nok skal få det bedre, fordi du er bevidst om din situation), så skal du nok møde nogle gode mennesker i dit liv som vil acceptere dig præcis for den du er, både din seksualitet og dit udseende, men du skal først elske dig selv. 

Og du skal vide, du begyndte faktisk at vælge dig selv, fra det tidspunkt at du valgte at skrive højt om dine problemer til at du ønsker at få noget hjælp. Du er på vej mod friheden. En frihed der kan skabe dig et frirum hvor du kan fokusere på dig selv, anerkende dine egne behov og gå hen i den retning mod de drømme og planer du har i dit liv. Jeg ved livet er svært og ingenting kommer nemt, men du kan sagens klare det fordi det er jeg helt sikker på. 

Jeg håber du fik svar på dit spørgsmål og hvis ikke er du velkommen til at skrive herind igen!

Vh. Rebecca 

 Hej.

Hold da op. Det lyder virkelig som om, du har været ude for nogle ting. Når jeg læser din historie, bliver jeg rørt, men også fascineret over hvordan én der har været ude for alt det, samtidig kan være så reflekteret over det. Det virker virkelig som om du ikke bare har ladet alt det her skylde hen over dig, men bearbejdet det, tænkt over det. Det synes jeg peger på at du er en grundlæggende stærk person. Og selvom man er anonym, når man skriver ind til os, så kan det ikke have været let for dig at sætte dig ned og få de her ting ned på skrift. Når man kan det, er man en modig person - en person der tør være i kontakt med sine egne følelser.

Det lyder som om du har været offer for rigtig meget uretfærdig behandling. Og det er jeg oprigtigt ked af at høre. Uretfærdighed kan være noget af det mest smertefulde, for det kan være næsten umuligt bare at "acceptere" at man har været uheldig i forhold til at have været omringet af mennesker der ikke har kunne finde ud af at behandle én ordentligt. Man kan komme til at bruge rigtig lang tid på at prøve at finde en mening med det hele. Man kan ende med at konkludere at det er éns egen skyld, bare for at føle man har en afklaring på det hele. Det lyder som om du har kæmpet med den slags tanker; Du skriver at du tvivler på om du nogensinde kommer til at kunne elske dig selv. Det kan jeg godt forstå du er bange for. Men jeg tror faktisk at det at være klar over problemet er et stort skridt på vejen til at gøre noget ved det. Ved at være så reflekteret som du er over dit eget følelsesliv, har du allerede givet dig selv en god chance for ikke at blive fanget i de tankemønstre, som du beskriver du kæmper med. 

Når jeg sidder og tænker på hvilke råd jeg gerne vil give dig, synes jeg det er svært. For i virkeligheden har jeg lyst til at hive fat i de personer, som har behandlet dig på denne her måde. Og jeg synes næsten at det ville være at undskylde den uretfærdighed, du har været udsat for, at bede dig om at finde en løsning på den situation du befinder dig i. Men det er nu engang kun dig jeg kan henvende mig til. Og uanset hvor, ja, uretfærdigt, det virker at det er dig der skal finde en løsning på alt det her, så tror jeg desværre det er den eneste vej frem. 

Det du præsenterer kan ikke koges ned til et enkelt konkret problem. Det har jeg respekt for. Derfor kan det råd jeg her kommer med måske også komme til at lyde lidt "luftigt" og måske ikke særligt specifikt; det jeg vil foreslå, du kan gøre er have en bestemt attitude eller "mindset" som du kan bruge fremadrettet. For det første prøv at gøre dig klart:

1. Hvilke drømme (realistiske) har jeg for fremtiden?

2. Hvad skal der til for at opnå dem (vær så konkret som muligt)?

3. Hvordan strukturerer jeg min hverdag, så jeg langsomt arbejder mig hen mod mit mål?

Jeg tror på at det at have et personligt mål, noget der giver én mening i tilværelsen, kan give én en styrke, der gør man kan stå imod de ubehagelige tanker, når de kommer. Man kan bruge det til at distrahere sig selv, når man har det ad helvede til, eller til at skabe lidt orden i det hele, når det hele virker kaotisk. Har du nogen fritidsinteresser? Det kan være sport, kunst, musik. Du bestemmer helt selv. Det kan også være en uddannelse eller et job du gerne vil have. Det vigtigste er at det er noget, du nyder at bruge tiden på. Formuler et mål, du gerne vil arbejde dig hen imod og prøv at struktur dine dage sådan at du langsomt arbejder dig hen imod det. Og det handler ikke kun om personlig udvikling. Ved at have et mål man arbejder sig hen imod, beriger man også tilværelsen for alle andre. For uanset hvad du interesserer dig for, er jeg sikker på at det er noget der kan tilføje verden værdi, hvis du fokuserer din energi på det. 

Når man har været ude for alt det du har været ude for, er det helt forståeligt at man nogle gange kan have lyst til at give op, at man nogle gange kan komme til at vende vreden ind ad, og at man nogle gange kan have svært ved at elske sig selv. Så jeg håber det hjælper, når jeg siger til dig at jeg tror på dig. jeg tror på at du er et grundlæggende godt menneske. Det siger jeg ikke bare for at være opmuntrende. Jeg mener det virkelig. Jeg siger det fordi jeg i din historie kan se en person, der på trods at være blevet rigtigt dårligt behandlet af verden, stadigt har evnen til at se det hele oven fra, bearbejde det, og sætte det i perspektiv. Selvom det kan virke fristende at vende vreden indad og hade sig selv, så husk på at intet af det her er din skyld. Intet barn bør være bange for sin mor. Ingen teenager bør skamme sig over sin seksualitet. Prøv så ofte som muligt at minde dig selv om at du har været "uheldig". Du er ikke selv skyld i at være endt her. Du har været offer for nogle uheldige omstændigheder. Men de uheldige omstændigheder, din fortid, behøver ikke definere hvem du er. Det kan du selv få lov til. Jeg er sikker på at du er et dejligt menneske, der kan gøre verden til et bedre sted for dig selv og alle omkring dig. Jeg mener ikke at du bare skal være positiv og undertrykke de ubehagelige tanker. Men prøv at fokuser på dine egne mål. Kanaliser din energi ind i et projekt. De ubehagelige tanker må godt være det. Det sker der ikke noget ved. Det er det vi vælger at gøre, der betyder noget.

Det var rigtig meget. Jeg beklager. Men jeg blev virkelig opslugt af din historie. Jeg håber det gav mening. Ellers skriver du bare til os igen.

mvh Markus