Hej TheLove :)
Mit "lille problem" her startede faktisk da jeg var 8 år gammel kun, jeg gik i anden klasse. Jeg begyndte at interessere mig for Johnny Depp. Jeg syntes jo selvfølgelig at han var helt vildt lækker, sjov og en fantastisk skuespiller. Jeg viste min veninde ham, og hun syntes selvfølgelig det samme. Men jo ældre jeg blev jo værre blev det også. Min veninde begyndte at interessere sig for nogle andre ting, mens jeg ikke kunne få ham ud af tankerne. Da vi gik i fjerde klasse, begyndte jeg at få større følelser for ham, og folk blev ved med at svine ham til. Jeg ignorerede dem, og det blev værre. Jeg begyndte at få drømme om ham om natten som på-virkede mig meget. I femte klasse begyndte mine følelser rigtigt at komme igang. Jeg begyndte at forestille mig, at han stod ved siden af mig hele tiden. Jeg "snakkede også med ham" på en måde. Jeg begyndte at se ham som en anden. Specielt fordi han var 50 år gammel. Jeg følte at jeg kendte ham som person, men det gjorde jeg jo ikke, og det ville jeg aldrig komme til. Jeg græd tit mig selv i søvn p.g.a ham, jeg ønskede ham kun det bedste, havde mange drømme om ham, og jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg aldrig ville komme til at møde ham. Jeg tænkte at det aldrig ville ende, at jeg altid kun ville elske ham. Men efter fem år sluttede det.
I starten af sjette klasse, fik jeg et crush på en dreng, der var 2 år ældre end mig. Han kunne altid få mig til at grine, og bare tanken om ham gjorde mig glad, men sammentidtig meget ked af det! Igen tænkte jeg dårligt om det der var sket. Selvfølgelig føler han ikke det samme om mig. Selvom det føltes sådan så gjorde han det ikke. Jeg snakkede stadig meget med ham, og han kom altid hen til mig, når jeg var i nærheden. Jeg tænkte at det aldrig ville stoppe. Jeg græd så tit for ham. Næsten hver aften. Men efter ca. 4 måneder, begyndte han så småt at ignorere mig lidt. Jeg tog afstand fra ham, i håb om at det ville stoppe. Det gjorde det. Der gik et stykke tid, hvor jeg faktisk ikke havde travlt med noget overhovedet. Der var ikke nogle følelser der plagede mig eller noget som helst....
Lige indtil slutningen af 2013. Så ændrede det hele sig totalt. Der startede en ny på skolen. Men ikke en dreng. En lærer. Den første gang jeg så ham, syntes jeg at han så lidt speciel ud... Sådan lidt mystisk. Jeg tænkte ikke mere over det. Så skulle vi have emneuge. Vi blev delt op i hold, og en af de sidste dage skulle jeg ind til ham. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg snakkede slet ikke med nogen.
Så spurgte han efter mit navn. Jeg sagde hurtigt hvad jeg hed og satte mig tilbage på min plads.
Jeg kunne slet ikke tro på det der var ved at ske. Jeg ville ikke havde det til at ske igen. Jeg ville ikke falde for en ældre mand igen. Af en eller anden grund har jeg altid interesseret mig for dem. Tilbage til historien...
Senere hen begyndte vi så småt at snakke sammen. Jeg syntes han havde den mest fantastiske stemme (han taler med accent) og de perfekte blå øjne, og hans afslappede stil var helt perfekt. Vi havde helt samme musiksmag, og jeg kunne mærke på mig selv, at jeg var blevet forelsket med det samme.
I de sidste timer vi havde sammen, gav han komplimenter til alt det jeg nu lavede. Og jeg blev helt varm inden i. Så sluttede dagen. Jeg fortalte ikke noget af det til nogen. For jeg vidste hvad min bedste veninde ville tænke om mig. Jeg holdt det for mig selv.
Aftenen efter var der skolefest. Jeg havde glædet mig utrolig meget til at se ham, jeg kunne slet ikke vente. Jeg gik helt selv stort set hele aftenen. Jeg holdte øje med ham, og lagde mærke til at han også gik for sig selv. Vi fik øjenkontakt mindst 13 gange.
Det var sådanset sådan det hele startede. Jeg har fortalt det til mine nærmeste veninder, og de tog det fint. Bortset fra min bedste veninde. Hun kunne slet ikke forstå det, og det tog hende flere dage at få det helt ind i hovedet. Det blev jeg lidt ked af. Jeg har skåret en lille smule i mig selv, og overvejet at blive Emo... Der er også de her stemmer der kører rundt i mit hoved hele tiden: "Du er klam." "Det er ikke normalt det du har gang i." "Dine veninder syntes du er klam." "Der er alligevel ingen der gider at ha' dig!"... Sådan siger de. Og jeg begynder at tro på det. Folk har alligevel aldrig rigtig talt pænt om mig.
Jeg er begyndt at tænke mange seksuelle fantasier om ham, og jeg går helt kold hvergang han kommer og siger hej. Jeg bliver en helt anden når jeg taler med ham.
Jeg overvejede selvmord i en periode, fordi jeg ikke ikke kunne klare det mere. Jeg er blevet så deprimeret, at jeg får mig slev på helt andre tanker om alle personer jeg kender. Det er på tide at vi begynder at forstå de fejl vi selv begår. Det er vores egen skyld. Vi kan godt selv gøre for det. For vi kan bare lade vær. Sådan tænker jeg.
Men så kom den dag, hvor jeg fandt ud af, at jeg ikke var den eneste. En af mine bedste veninder følte det samme for ham. Hun har på en måde reddet mig, fordi hun tænke det samme som mig. Alle de samme fantasier om ham, de samme stemmer kørte rundt i hendes hoved. Vi tænkte helt ens fandt jeg ud af. Jeg var ikke den eneste.
Det var både dejligt for hende, og dejligt for mig. Nu har vi begge en vi kan snakke med om det, men det bliver ikke nemmere.
Jeg har prøvet at holde mig væk fra ham, men det kan jeg ikke. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det bliver værre og værre for hver dag der går. Jeg ville gå helt sort hvis han fandt ud af det.
Jeg tør slet ikke tænke på hvis det sker igen, at jeg bliver forelsket i en ældre mand. Han er over 40 år, er gift og har børn.
Jeg vil rigtig gerne tale med mig klasselærer om det. Jeg føler mig nemlig mest tryg ved hende. Men det kan jeg bare ikke. Så jeg ved ikke om der er så meget jeg kan gøre ved det, bortset fra bare at vente. Jeg trængte bare til at få det ud, fordi jeg får det dårligere og dårligere med mig selv, for hver dag der går. Jeg har så meget mere at fortælle, ved bare ikke hvordan jeg skal få det sagt...
(Undskyld hvis det blev en lidt lang besked...)
