Kan ikke overskue det hele længere

Kære du

Tak, fordi skriver ind og rækker ud efter hjælp. Jeg er virkelig ked af høre, hvordan du har det. Har du en ide om, hvad der ligger til grund for at du har det så dårligt? Kunne det måske skyldes et for hårdt pres på dig selv eller en enorm følelse af ensomhed? Det tyder på, at du presser dig selv for meget, når du ofte bryder sammen over skolen. Lige nu har du det svært, og har derfor ikke så meget overskud til hverken lektier og svare på dine venners beskeder – og det er helt okay. For at du kan få det bedre, vil jeg mene, du nok er nødt til at tage den lidt med ro og lave en masse ting, som gør dig glad, og derfor skubbe de mindre vigtige ting fra skolen ud af billedet for en stund. Hvornår har du sidst gjort noget godt for dig selv? Det kan være alt for at købe en buket blomster til dig selv, spise din yndlingskage eller gå en lang tur med musik eller en podcast i ørerne.

Jeg synes også, at det sommetider kan være svært at svare på mine venners beskeder, og det er altså helt normalt i visse perioder i ens liv. Du kan evt. dele det med dine venner, at du lige nu har det svært, og så er helt sikker på, at de vil vise enorm forståelse for det og være der for dig.

Du skriver, at du i december måned følte dig rigtig meget alene, og det var det der til at starte med gjorde, at du fik det så dårligt. At føle sig ensom er en meget menneskelige følelse, men der er heldigvis nogle ting man kan gøre for at skubbe den følelse lidt væk; man kan sætte ens yndlingsserie på, man kan tale med andre om ens ensomhed, man kan gå en lang tur eller lave nogle aftaler med ens venner eller familie (hvis man har overskud til det), som man kan se frem til. Alternativt kan det også hjælpe nogle gange at man blot erkender ens ensomhed og prøve at tænke ”ja, lige nu er jeg ensom. Men jeg ved, at jeg har venner og familie som holder af mig”, også selvom man måske ingen gang lige føler det.

Selvom du skriver, at du har fået det dårligere efter du fortalte, hvordan du har det, så tror jeg stadig, at det er rigtige at gøre – du stoppede med at skære i dig selv, som jeg synes noget du kan være utrolig stolt af på trods af. Du skriver også, at du ikke vil skuffe dine forældre – og den følelse kender jeg godt. Men det er dine forældre – de elsker dig rigtig højt, og vil bare have at du har det godt. Ellers kan det også være, at der er et andet familiemedlem, der kan være rar at tale med – en moster, fætter eller en bedsteforælder? Du skriver nemlig, at du har ladet som om, at du var glad, hvilket ikke går i længden. Det er vigtigt at tale med nogen om disse svære ting, som du går igennem. Evt. kan du også gå ind på https://psykiatrifonden.dk/hjaelp-raadgivning/raadgivning og skrive eller tale med et andet menneske, som rigtig gerne vil hjælpe dig.

Jeg vil derudover også anbefale at snakke med din læge om det, og måske begynde til psykolog igen – og denne gang ikke lade som om at alt er godt, selvom det måske kan virke som det nemmeste.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig, og ellers er du meget velkommen til at skrive ind igen

Med venlig hilsen Josefine 

Hej Pige på 14 år,

Det er en meget svær tid, du går igennem lige nu, og det vigtigste at sige er; at du nok skal komme igennem den. 

Det første skridt er, at indse, du ikke kan klare det alene, og det er helt okay. Du har svært ved at spørge dine forældre, men de er i virkeligheden en god måde at tage "det næste skridt" på. Sammen kan I nemlig snakke om dine problematikker, og de kan foreslå hvad I kan gøre derfra. Derudover er jeg sikker på det kan lette en stor sten fra dit hjerte, at få lov til at dele dette, da det er en stor byrde at gå med alene. Dine forældre ønsker dig det bedste, og hvis de kan være med til at arbejde dig hen imod en god vej til en bedre fremtid, så er jeg sikker på, de gerne vil tage dig i hånden og gå vejen med dig. Dine forældre vil helt sikkert gerne lære dig at kende, hvis du er med til at åbne op overfor dem. Det er en svær ting at gøre, men det vil helt sikkert gavne dig.

Mens du gik til psykolog, hvordan havde du det så? Du beskriver, at du lod som om terapisessionerne hjalp og opførte dig som en glad pige efter, men måske er det værd at opstarte sessionerne igen, hvis det kunne hjælpe dig? Der er alverdens psykologer i landet, så hvis den tidligere psykolog ikke gjorde dig tilpas nok til at åbne op, så er du altid velkommen til at skifte! Hvis du ikke synes I gjorde nogen fremskridt, så forklar i starten af forløbet, hvad du i virkeligheden har brug for - psykologens bedste interesse er at få dig godt igennem et forløb og ud på den anden side. Rummet hos en psykolog er et "safe space", og du kan sige lige hvad du har lyst til.

Jeg håber, der er noget du kan bruge, og ellers ønsker jeg dig al det bedste.

Mvh. Lisa.