Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 12 år
Hej jeg er en pige på 12 år som ikke føler sig så godt tilpas i min krop. Jeg er 160 cm høj og vejer cirka 49kg. På et tidspunkt legede min klasse hvem i dette rum og så var spørgsmålet hvem der var grimmeste og de pegede alle på mig. Jeg vil gerne være som de andre men problemet er at de andre piger er sådan nogle der ikke er særlig høje og vejer mindre ind de skulle, dem kommer jeg jo aldrig til at blive som. Jeg vil så gerne gøre indtryk på en dreng jeg godt kan lide men han ser mig kun som ven fordi han kan lide en af de lave, tynde “fantastiske” piger der er populære. Jeg føler der er så meget galt med mig. Hvordan skal jeg gøre indtryk på ham og komme i form og blive tyndere?
Knus en forvirret og ulykkelig pige
Anonym
Indsendt af
pige på
12 år
Hej med dig,
Det lyder som en vildt ubehagelig situation! Det kan jeg godt forstå du blev ked af.
Først og fremmest vil jeg lige slå dette fast: skønhed kommer i alverdens former og størrelser - der er ikke noget, som er mere eller mindre rigtigt. Det er selvfølgelig rigtig træls, at du ikke føler dig tilpas i din krop. I forhold til din højde er der ikke noget at gøre, men du skal tænke på, at I allesammen stadig er i voksealderen, så det ændrer sig for jer allesammen. Jeg er selv høj, og har også haft perioder da jeg var yngre, hvor jeg følte mig utilpas pga. min højde. Det handler rigtig meget om at acceptere sig selv som man er og lære at elske sig selv. Dette er ikke let, men det kan hjælpe at fjerne fokus fra det - og især at prøve at lade være med at sammenligne sig selv med andre, fordi vi alle er forskellige.
I forhold til den dreng du godt kan lide, så er det vigtigt at du er dig selv. Der er ikke noget galt med dig, fordi du er højere og større end de andre piger - du er helt normal og præcis som du skal være. Du kunne eventuelt fortælle ham, at du synes han er sød, eller måske forsøge at være i nærheden af ham, så du kan komme til at snakke lidt ekstra med ham. Drenge på 12 år kan godt være lidt mindre modne end jer piger, og de kan ofte være meget fokuserede på ydre ting, som f.eks. størrelse.
Du skal vide, at der ikke er noget galt med dig! Men hvis du gerne vil have lidt ekstra motion, kan du evt. gå nogle ture med dine veninder eller måske spørge ham den søde, om han vil med ud at gå en tur? Det er en god måde at få lidt motion og frisk luft på, og så har man mulighed for at gå og hyggesnakke imens.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig, og hvis du har yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive ind igen!
Kære du,
Jeg er virkelig ked af, at du føler dig utilpas i din egen krop.
Til at starte med vil jeg understrege, at du bestemt ikke vejer mere, end du bør! Din vægt er helt normal i forhold til din højde og alder - så du har altså slet ikke behov for at tabe dig. Overhovedet ikke.
Når det er sagt, kan jeg sagtens huske, hvordan det var at være 12 år gammel og sammenligne mig med alle de andre piger - især dem, som jeg synes, var pænere og mere populære end mig selv. Jeg er selv en høj pige og var allerede dengang en del højere end de fleste andre piger (og drengene for den sags skyld) og jeg var meget usikker omkring min højde, fordi jeg følte, at det gjorde mig anderledes. Men da jeg blev nogle år ældre, begyndte drengene og de andre piger at vokse, og pludselig var jeg ikke længere så meget højere, end de andre. I dag er jeg forresten super glad for min højde, fordi jeg ikke længere ser det, som en negativ ting - tværtimod.
Min pointe er, at du ikke må gå og være utilfreds med dit udseende. Alle er forskellige, og der er ikke én rigtig måde at se ud på. Derudover lover jeg dig, at du og dine klassekammerater alle kommer til at forandre jer meget i løbet af de næste år. De fleste vil vokse en del i højden, og pigerne vil typisk få bryster og måske lidt bredere numser og lår. De små, tynde piger, som du beskriver, vil ikke nødvendigvis være helt så små og tynde om et par år ;-)
Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, men prøv at lade være med at sammenligne dig med de andre. Se dig selv i spejlet og vær tilfreds med det, du ser - for jeg lover dig, at der er intet galt med dig.
Til sidst vil jeg sige, at hvis du føler, at du er nødt til at forandre dig for ham fyren, du synes, er sød, så er han ikke det værd. Hvis han ikke kan lide dig for den, du er, så er det hans tab - du skal ikke ændre på noget.
Jeg håber, at min besked kan hjælpe dig. Du er altid velkommen til at skrive igen.
Hilsen Iben
Kære du,
Først og fremmest vil jeg sige, at det lyder som en rigtig dum leg, hvis det er sådanne spørgsmål, der kommer i din klasse. Dernæst vil jeg sige, at jeg ikke synes, du skal være tyndere baseret på det, du fortæller om din højde og vægt. Du skal passe på med at sammenligne dig med de andre piger, for det kan være, at de har en helt anden kropsbygning end dig. Jeg er sikker på, du er lige, som du skal være. Du behøver ikke være ligesom de andre piger. Du skal bare være dig selv.
Jeg synes heller ikke, du skal stræbe efter at være sammen med en dreng, der ønsker dig tyndere eller anderledes, end du er. Hvis drengen, du godt kan lide, kan lide en anden pige, er der desværre ikke så meget at gøre. Du skal nok finde én, der kan lide dig for den, du er.
Hvis du har det svært og træls med at være i din klasse og føler dig meget anderledes, vil jeg råde dig til at finde en person, som du stoler på og kan snakke med, og så kan du måske fortælle lidt om, hvordan du har det. Det kan være en god lærer på skolen, du stoler på, eller måske din mor. Det kan nogle gange hjælpe lidt, hvis man får sat ord på de ting, man bærer rundt på indeni.
Jeg håber, det kan hjælpe dig.
Kærlige hilsner,
Sofie
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år
100% anonymt · 100% gratis
"Hej! Først vil jeg gerne sige at i er fantastiske og jeg læser herinde dagligt!"
- Anonym