Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 16 år
Hej. Jeg er en pige på 16 år, som lige nu går på efterskole. Jeg har ikke haft min menstruation i nu 232 dage, og det er så frustrerende. I sommerferien tog jeg en del kilo på, og besluttede mig så på efterskolen, for at jeg ville tabe mig. Jeg spiste mindre portioner, og undgik usundt og for mange mellemmåltider. Derudover prøvede jeg også og træne tit. Jeg tabte mig så, hvilket jeg også fik ros for. Dog fortsatte mit vægttab, og jeg blev for slank/tynd. Jeg tænkte meget over kalorier, jeg blev mere sløv, trist og indadvendt, og i julen gik det for alvor op for mine forældre, at jeg havde tabt mig meget, og ikke var glad. De “tvang” mig derfor til en psykolog, som ved meget om spiseforstyrrelser osv., hvilken jeg har været hos en gang om måneden siden da. Jeg har nu genøget en del vægt, har mere energi, samt er blevet gladere og mindre trist. Min minimum vægt skulle ifølge mine forældre og psykologen være 50 kg., og jeg er nået op på 49,5 kg. nu. Dog har jeg stadig ikke fået min menstruation tilbage, og det bekymrer mig altså en del. Derudover tænker jeg også stadig meget over mad og min krop - men nu på en mere sund måde. Det skal siges, at der i sommerferien var jeg oppe og veje 58 kg., hvilket er det maksimale jeg nogensinde har vejet. I julen/januar-februar var jeg på mit laveste vægt hvilket var 44 kg.
Jeg vil så forbandet gerne have min menstruation tilbage, men samtidig vil jeg gerne veje 50-52 kg, da jeg er så glad for min krop og det nu. Er der noget man kan gøre for at fremskynde den eller noget?
Anonym
Indsendt af
pige på
16 år
Hej med dig
Jeg kan godt forstå, at det er frusterende, at du ikke har fået din menstruation tilbage endnu, men hvis du fortsætter med at spise mere og ikke begrænser dig for meget, så er jeg sikker på, at det nok skal komme tilbage. Det er vigtigt at du ikke begrænser dit kalorieindtag og får rigeligt med kulhydrater, proteiner og fedt. Mange undgår fedt, men fedt er vigtigt til at opbygge hormoner. Jeg forstår godt, at du er glad for din nuværende vægt, men det er vigtigt at du fokuserer mere på dit helbred og sundhed end hvordan du ser ud fysisk. Underernæring og stress resulterer ofte i lavere niveauer af hormoner, hvilket har stoppet din menstruation. Det er vigtigt at du erkender, at du stadig godt kan være tilfreds med din krop, hvis du fortsætter med at spise mere, men samtidig er sundt. Sidst men ikke mindst kræver det tålmodighed og at du er konsekvent, så er jeg sikker på at din krop nok skal finde dens balance.
Jeg håber det kunne hjælpe dig
Hilsen Veenuha
Hej med dig,
Tak for dit spørgsmål. Jeg synes, det er rigtig godt, at du tænker på din krop og gerne vil have din menstruation tilbage, for den er et vigtigt tegn på, at din krop fungerer, som den skal.
På baggrund af det, dine forældre og psykolog har sagt, ville jeg, hvis jeg var dig, stole på, at de 50-52 kg er den rigtige vægt for dig. Er den det, vil din menstruation også komme igen. Det kan godt tage lidt tid, fordi din krop lige skal tilbage på "rette køl", efter den har været undervægtig. Går der 1-2 måneder, og du endnu ikke har fået din menstruation, vil jeg anbefale dig at gå til lægen og fortælle de ting, som du har skrevet i dit spørgsmål ind til os. Det kan også være, at du slet ikke har lyst til at vente, og så synes jeg, du skal få en tid med det samme. Sammen kan dig og lægen finde ud af, hvilken vægt der er ideel for dig, så du har en sund og rask krop, og så du kan få din menstruation igen.
Jeg har faktisk selv stået i samme situation som dig, idet jeg for 7-8 år siden tabte mig så meget, at min menstruation udeblev. Min menstruation var væk i lidt mere end et år, tror jeg, men den kom igen, da jeg fik taget på og havde sund krop igen. Derfor tror jeg også på, at du skal nok få din menstruation igen - det er bare et spørgsmål om tid.
Jeg håber, det lykkes for dig.
De bedste hilsner,
Sofie
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4848 spørgsmål og givet 7399 svar de sidste 17 år
100% anonymt · 100% gratis
"..tak for en god brevkasse. I er kommet med svar på flere af mine spørgsmål, som har været rigtig brugbare."
- Anonym