Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 4698 spørgsmål og givet 7255 svar de sidste 16 år
2020-12-23T06:04:00: 2

Brevkassespørgsmål

Springer frokost over

Indsendt af pige13 år


Hej, jeg er begyndt at springe frokost over fordi jeg syntes jeg har taget på. Hvad skal jeg gøre?

pige
Krop og sundhed

Krop og sundhed

Se flere

Besvarelser

2020-12-27T11:16:11 1
Marissa

 Hej med dig,

Det er rigtig godt, at du skriver herind for at dele dine tanker og for at få et råd med på vejen, for det at springe måltider over for at opnå vægttab skal absolut tages seriøst. 

Det kan være svært når ens hjerne får en til at springe måltider over i et forsøg på at holde vægten nede. Det vigtigste man kan prøve er at minde sig selv om i sådanne situationer, at selvom der måske kommer en kortvarig tilfredsstillelse ud fra tallene på vægten, så er det langtfra brugbart, holdbart eller godt for dig i længden. 

I din alder kan man ofte begynde at få mange bekymringer om sin vægt, fordi det er nu din krop ligeså langsomt begynder at udvikle sig fra en pigekrop til en kvindekrop. Derfor vil der uundgåeligt ske en ændring i både din vægt og din form, ikke fordi du nødvendigvis er ved at blive overvægtig, men fordi det er det alles kroppe er skabt til at gøre i sin nye voksenversion. 

Selvom det er en helt almindelig ting for kroppen at ændre sig, så kan det selvfølgelig godt give nogle bekymringer, fordi man i mange tilfælde vokser op til at tro, at man er defineret ud fra sin vægt og størrelse. Dette passer overhovedet ikke, du er den samme unikke og fantastiske person, uanset om du har tager lidt på eller taber dig. Måden at have en sund og rask krop ligger absolut ikke i at springe måltider over men derimod i at få daglig motion og spise sundt og varieret. F.eks. at gå ture eller cykle lidt hver dag og sørge for at spise godt med grøntsager, grove madvarer med god fiber (eksempelvis groft brød og grov pasta) og mad med god protein (eksempelvis æg, fisk og nødder). 

Hvis tanker om din vægt fortsætter med at gå dig på, så skulle du endelig tage at snakke med nogen om det, eventuelt dine forældre eller et andet familiemedlem eller endda en lærer. De vil måske kunne rådgive dig mere specifikt, da de kender dig og din situation bedre. 

Jeg håber at mit svar kan hjælpe en smule, og at du endelig skriver ind igen, hvis du føler for det. Husker også på, at du er smuk og speciel, uanset hvad du vejer :) 

-Marissa


2020-12-27T03:52:36 1
Julie

 Hej! 

Når man er i din alder, begynder kroppen at forandre sig enormt meget, idet man begynder at udvikle sig fra barn til voksen. Nogle kommer i puberteten tidligere end andre, men det er noget, alle går igennem på et tidspunkt. I forbindelse med det, mener jeg ikke, at det er unormalt at opleve, at man tager lidt på i vægt - eller at man taber sig, for den sags skyld. 

Det kan være enormt svært at håndtere og acceptere disse forandringer, og jeg tror, at det er rigtig vigtigt at kunne snakke om sine tanker og eventuelle bekymringer med andre. Du har allerede taget et stort skridt ved at skrive ind til os, så måske kan det næste skridt være at tale med dine veninder om det, hvis du ikke allerede har gjort det. Der er sikkert flere, der også har nogle tanker og bekymringer, de gerne vil dele, og måske går nogle af dem med tanker lignende dine. 

Derudover kan du eventuelt snakke med din mor eller en anden kvindelig voksen, du er fortrolig med og som muligvis kan fortælle om deres egne oplevelser med puberteten og de forandringer, man går igennem. 

Hvis du gerne vil have noget mere faglig viden og har brug for at snakke med en voksen, du ikke kender personligt, tror jeg, at alle (eller i hvert fald de fleste) skoler har en form for sundhedsplejerske tilknyttet, som du måske ville kunne have glæde af at snakke med. 

Som skrevet tidligere, mener jeg ikke, at det er unormalt at tage lidt på, når man er i din alder. Desuden kan ens vægt svinge meget gennem hele livet, og det er enormt vigtigt at spise nok, så kroppen får energi til at gå i skole, være aktiv og overordnet set kan forblive rask.

Jeg håber, at mit svar er til hjælp. Ellers skal du ikke tøve med at skrive igen! 

De bedste hilsner Julie :-)

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

Flere spørgsmål om krop og sundhed

"Vil lige slutte med at sige tusinde tak for en fed brevkasse, jeg synes det er så cool at i hjælper så mange unge med deres problemer.."

- Anonym