Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 12 år
Hej. Jeg er en pige på 12 år, jeg har i hele mit liv været en af de høje piger i klassen, også højere end drengene. Jeg synes det er rigtig træls at være så høj, jeg vil meget gerne bare stoppe med at gro! Jeg er lige nu 169,7! Min mor er 1,77 og min far er 186 ca og jeg vil vide om det er normalt at være så høj og om hvornår jeg stopper med at gro, og bare lige så har jeg ikke fået menstruation så ved ikke om det kan gøre en indflydelse?
Kh mig
Anonym
Indsendt af
pige på
12 år
Krop og sundhed
Hejsa!
Det er meget forskelligt fra person til person hvornår man begynder at vokse og hvor høj man ender med at blive. Dog har ens gener helt sikkert en betydning for dette i mange tilfælde.
Begge dine forældre er ret høje, hvis man sammenligner med gennemsnitshøjden for mænd (ca. 181 cm) og kvinder (ca. 167 cm) i Danmark, men der findes også mange andre mænd og kvinder, der er endnu højere end gennemsnittet. Samtidig findes der også mange både mænd og kvinder, som er lavere end gennemsnittet. Der er en meget individuel ting og det er svært at sige, om noget er mere normalt end andet.
Jeg tror ikke, at det er unormalt at man som pige begynder at vokse i højden før mange af drengene på ens egen alder, og jeg kan selv huske, at mange af pigerne var højere end drengene, da jeg var på din alder, fordi de kom tidligere i puberteten. Desuden er det også meget forskelligt hvornår man begynder at vokse og hvornår det stopper igen. I min klasse var flere af pigerne på din højde, da vi var omkring 12 år gamle, mens jeg selv var 15-20 cm. lavere. Dog stoppede de også næsten med at vokse, da jeg selv begyndte at vokse, og jeg først fik den højde, jeg har i dag, da jeg var omkring 18 år.
Kort sagt, så tror jeg ikke, at du skal være bekymret for din højde, da der helt sikkert er mange andre piger, der ligesom dig er begyndt at vokse tidligere end sine venner og veninder, eller som måske begynder at vokse senere end alle deres venner og veninder.
De fleste mennesker har noget, de er usikre omkring, og jeg synes, at det er vigtigt at huske, at udseendet ikke har nogen betydning for, hvor godt et menneske du er og hvilke ting du kan gøre.
Hej med dig,
Jeg kender af egen erfaring virkelig godt til følelsen af at være den højeste i klassen, og det kan være en frustrerende ting, når alle omkring en er lavere. Dog skal du vide, at der absolut ikke er noget unormalt eller galt med det. Da jeg selv var 12 år, var jeg også allerede nået op på de der 170 cm, og det samme oplevede min lille søster samt et par andre veninder, jeg senere har lært at kende. Der kan være stor forskel i, hvor høje vi mennesker bliver, og hvor hurtigt det sker, men uanset hvad så er disse forskelle helt normale. I forhold til, hvornår du stopper med at vokse, så vil de fleste piger stoppe, når de er 14-15 år, hvilket i de fleste tilfælde er et par år efter, de har fået deres menstruation. Dog er det ikke til at sige, hvor mange eller hvor få centimeter, der vil nå at komme på til den alder.
I folkeskolen kan det dog forståeligt nok være svært, fordi folk vokser med meget forskellig hastighed og især fordi drengene ofte halter bagefter med deres kropslige udvikling. Der er det nemt at føle sig anderledes, hvis man er en af dem, der vokser hurtigt. Tingene kan dog hurtigt ændre sig, når man når de højere klassetrin, hvor de fleste klassekammerater, især drengene, begynder at følge med og indhente (selvom der dog selvfølgelig altid vil være en forskelig i højde, sådan at nogle bare er lavere end andre). Ud fra min egen erfaring kan jeg fortælle, at selvom jeg var en af de højeste i klassen, fra jeg var 10 til jeg var 14 år, så var jeg i mine år efter folkeskolen absolut ikke den højeste. Jeg har mødt mange folk, både piger og drenge, som var samme højde som mig eller højere.
I dag har jeg selv en højde på 172 cm, men jeg kender piger, som er i begge ender af højde-skalaen, f.eks. en, der er 158 cm og en, der er 184 cm. Og selvom, der kan være udfordringer i sine unge teenageår, hvis man vokser hurtigt og dermed ender med at ligge i den høje ende af skalaen, så er der absolut også fordele, som at lavere venner faktisk ender med at misunde. Man har langt nemmere ved at nå ting på de øverste hylder, man synker ikke helt til jorden, hvis man hellere vil gå i flade fremfor højhælet sko (hvilket er meget bedre for kroppen), og man har altid det bedste udsyn til koncerter og lignende arrangementer ;)
Jeg håber, at mit svar kan give lidt brugbar information og være en trøst til, at selvom det er frustrerende at være den højeste i klassen lige nu, så kan tingene meget hurtigt ændre sig i fremtiden.
Med venlig hilsen,
Marissa
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4738 spørgsmål og givet 7300 svar de sidste 16 år
100% anonymt · 100% gratis
"Tak for jeres hjælp så utroligt mange gange før!"
- Anonym