Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 14 år
Hej UngZone.
Jeg har et problem! Jeg spiser nermest lige så snart der er noget jeg kan spise. Det er en virkelig dårlig vane og den vil jeg gerne vænne mig af med! Jeg kunne også virkelig godt tænkte mig at tabe mig et par kilo. Jeg er 14 åt 168 høj og vejer omkring de 60-62 kg. Jeg tænker ikke jeg er overvægtig, men kunne godt tænke mig og blive en smule mindre. Jeg prøver virkelig, at tage mig sammen til ikke at købe/spise usunde ting. Men ender ofte med at gøre det aligevel. Har i nogle gode tips til hvordan jeg kan få vænnet mig af med vanen og få en sund hverdag?
Anonym
Indsendt af
pige på
14 år
Hej med dig,
Det er dejligt at høre, at du har et ønske om at spise sundt og få nogle gode madvaner. Det tror jeg absolut, at din krop takker dig rigtig meget for.
Det er nemlig målet om at holde os selv sunde og raske, der bør være øverst på listen over vores prioriteter. I et tilfælde som dit vil det f.eks. indebære nogle gode madvaner, som du også selv beskriver men også, at du husker, at du ikke må være for hård ved dig selv, hvis/når du ryger tilbage i gamle vaner eller bare gerne lige vil have noget lækkert.
At opbygge gode madvaner er ofte et spørgsmål om to ting: selvkontrol og tålmodighed. Hvis man er vant til at gøre tingene på én måde, så kræver det nemlig, at man øver og træner sin selvkontrol over længere tid, for at kunne vende sig til at gøre tingene anderledes. Derfor er det vigtigt, at man er tålmodig med sig selv.
Når man skal træne sin selvkontrol kan det være en god ide at prøve at blive mere opmærksom på, hvornår selvkontrollen bliver sat ud af spil. For dig kan det f.eks. betyde, at hver gang du skal til finde noget at spise noget, så prøv at stop op og spørg dig selv; "Er jeg egentlig sulten lige nu?". Hvis svaret er nej, så prøv at tænk lidt over, hvorfor du lige i det øjeblik vælger at spise, selvom du ikke er sulten. Er det fordi du keder dig? Er det fordi du føler dig ked af det, frustreret eller stresset? Og er der noget andet, du kunne gøre i stedet for at spise?
En anden ting, der kan være godt i forhold til at træne sin selvkontrol er at opdele dine overordnede mål til mindre del-mål, så det er mere overskueligt. For hvis man prøver at ændre alt på én gang, så er der for ofte større sandsynlighed for, at man giver hurtigere op.
Du kan derfor nøjes med at ændre nogle ting af gangen. Du kan f.eks. skifte nogle af de usunde ting, du spiser, ud med sundere alternativer. Måske erstatte noget slik med noget frugt. Erstatte det hvide franskbrød med noget grovt brød. Drikke skummetmælk i stedet for letmælk. Sørge for at drikke meget vand, i stedet for alt for meget sodavand, saftevand, juice. Og sådan kan du fortsætte med at finde sundere ting, du kan gøre for dig selv.
En overordnet ting, der kan hjælpe en hel del, når man prøver at forandre nogle ting i sit liv, er at dele sine mål med andre, f.eks. nogle af dine familiemedlemmer. At dele sine mål og ønsker med andre kan nemlig være med til at styrke ens egen motivation og dermed styrke selvkontrollen. Og det kan endda inspirere dem til også at ændre nogle ting i deres liv.
Det er bare virkelig skønt at høre, at du gerne vil tage dig godt af dig selv, og få en sundere hverdag. Jeg håber mit svar kan være til lidt hjælp for dig, og ellers er der også en masse gode råd om gode madvaner, som du kan finde på internettet. Vær dog forsigtig med ikke at falde for de slankekure, der enten lover at være hurtige og nemme eller som siger, at du skal skære visse mad-typer helt ud af dit liv. At finde gode madvaner er forskelligt fra person til person, og derfor er det kun dig selv, der med tiden kan finde ud af, hvad der passer bedst for dig :)
Med venlig hilsen,
Marissa
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4848 spørgsmål og givet 7399 svar de sidste 17 år
100% anonymt · 100% gratis
"(...) Først vil jeg gerne sige tak fordi i findes! I har hjulpet mig meget allerede!! "
- Anonym