Påvirket af vold = Depression hjælp..

Hej jeg er en15 år gammel pige fra midtjylland.
Som yngre i det mindre klasser (børnehaven->4 eller 5) blev jeg straffet på den måde at jeg enten blev revet i øret, endefuld, lussing eller bare at blive skubbet.. Det var rigtig hårdt som lille pige at gøre som han sagde, især fordi hans krav/regler var ret hårde så jeg overholdt dem aldrig - ikke fordi jeg ikke ville.. men fordi man ikke kunne, mest af alt ville jeg jo undgå at blive tæsket.. jeg var jo bange.
Jeg blev straffet over det mindste, f.eks hvis læren havde skrevet i mit hæfte at jeg forstyrrede timen ved at snakke blev det skrevet ned og sendt hen til mine forældre.
Når min far så det, slo ham mig og kaldte mig dum og at det ikke måtte ske igen, desværre allerede næste dag ville læren skrive i mit hæfte igen.
Efter at skulle have haft så meget tæsk, var jeg bange for det - for det er jo ikke rart.
Min bedsteveninde vidste godt hvad der skete derhjemme, for han sparkede mig også mens jeg legede med min veninde derhjemme. Hun var bange for min far, men alligevel blev hun ved med at kommer og forblive mine bedsteveninde.
Da læren skulle skrive i mit hæfte igen, brudte jeg sammen.
Jeg begyndte og græde og bede hende og lade være fordi jeg fik tæsk hvis jeg gjorde noget jeg ikke måtte.
Læren tog starks ansvar for det, og snakkede med inspektøren om det og det endte med mine forældre kom til et møde på skolen.. lige siden, kan han finde på og sige denne virkelige stødende sætning"-I det mindste er det ikke mig der sladrer om min far" Eller "Jeg sladrer i hvert fald ikke om min far"
Det rammer mig meget, da det har krævet en del fra en lille pige og sige det.
jeg havde gået rundt med det i så lang tid at jeg næsten kunne haft skade af det indeni.
Jeg fik det dog ikke helt - men de har været der få gange.

Jeg kom på en ny skole, da den gamle skole kun gik op til 6. klasse.
Jeg var en glad pige og glædede mig faktisk til syvende klasse på den her vildt store skole.
Jeg forventede at få en masse veninder - fordi det var jeg god til og få da jeg er en snaksaglig person.
-Men alt gik ikke som forventet. Jeg blev mobbet i den her klasse og græd mange gange..
Min bedsteveninde vidste godt at jeg ikke kunne lide klassen da jeg altid har haft sagt det, men hun vidste ikke hvor hårdt det var for mig, da hun nu gik i min parralel klasse..
jeg blev bla. mobbet med mine håndvorter.. de blev kaldt for "bumserne på hånden."
Det var ikke rart, da jeg havde svært med at få dem fjernet.
Folk sagde de ikke skulle låne blyanter af mig da det garanteret ville smitte og det var ulækkert.
jeg prøvede og skjule det ved at smøre mit ærme ned over hånden eller putte forbinding eller plaster på, men det hjalp ikke.
Jeg blev kaldt for mærkelig, underlig, grim og klam og kælling.
Folk sagde "Fuck dig fede unge" "Du er bare så irriterende" og jeg ved ikke hvad.
Det gav mig en dårlig start på det hele, men eftersom jeg endelig kom velykket af med mine vandvorter, var jeg begyndt og vænne mig til at folk sagde sådanne klamme ting om mig.
Min klasselærer vidste godt til det og tog en snak med en masse - har aldrig hjulpet.
I ottende klasse som jeg går lige nu, begyndte det og gå bedre.
Jeg fik en ny veninde som ligesom mig blev holdt udenfor, hun var bla. genert og blev droppet af hendes bedsteveninde i syvende som så gik over til de mere populære piger.
I klassen har jeg 3 gode veninder ud af 27.
To af dem kendte jeg i forvejen.
I starten af ottende var der stadig ballade, folk kaldte mig stadig dumme ting og jeg oplevede også engang at min helt nye skoletaske blev ødelagt.
Jeg blev vred - kunne bare ikke mere.
eftersom jeg har arvet min fars temperament sagde jeg bare som det hele var.
Mens jeg hørte nogen der bagtalte mig bag min ryg,vendte jeg mig rundt og sagde"Gider i ikke stoppe? Det er pishamrende træls og høre på! Jeg gider fandme ikke høre på det!"
og det var blot et held det kom sådan ud, da jeg tidligere har været voldig og slået folk der mobbede/drillede mig i længere periode.. heldigvis har jeg lært og styre temperamentet.
Alt gik bedre, folk blev venligere overfor mig - men flere venner har jeg ikke fået, det accepterer jeg.
Alting gik så godt, indtil Oktober 2013.
Jeg fik et opkald fra min mor at jeg blev snart hentet på rideskolen, af mine storebror, men at jeg nok skulle være forberedt på en meget sur far, da han havde slået min 18 årige storebror.
Det gik som et chok ind i mig. jeg blev bange.
At min fars grimme side kom tilbage igen, var noget af det værste der kunne ske.
Eftersom tiden gik og jeg stadig ikke blev hentet ringede jeg til ham.
Han råbte panitisk af mig, og var vred på mig - helt uden grund.
Jeg kunne godt forstå han reagerede som han gjorde, så jeg sagde bare "jaja" og lagde på.
Jeg tog mig ikke af hvor grimt han snakkede om mig, fordi jeg sagde også dumme ting når jeg blev slået som yngre.
Jeg ringede så til min anden storebror på 20, og blev hentet og fik så en ordnelig forklaring på det hele.
Min storebror havde sagt til min far at han skulle snakke ordenligt og skulle tage det lidt på ro, dereefter blev min farsur og gav ham et ordenlig spark. efter dette skete, tog han omgående hjem til en ven og min stakkels mor prøvede alt for at overtale ham hjem igen og det lykkeds hende.
Jeg fik fortalt min mor jeg er bange for ham, og der lovede hun mig at hunville passe på mig, desværre er det jo ikke muligt da hun har fuldtidsarbejde...
Efter dette blev min far mere negativ og brokkede sig mere.
Han begyndte og behandle os som små slavere og beordede os kun.
Stemningen blev træls og negativ.
Jeg er bange, virkelig - for jeg tør ikke sætte ham på plads eller sige noget til ham.
Inderst inde vil jeg med glæde sige til ham at han opdrager fuldstændigt forkert, også må han pande mig en hvis han har lyst, jeg melder det og få gjort noget ved det. De ikke til at holde ud.
Jeg får skolePsykolog og hun har lovet ikke og sige noget til mine forældre, men jeg tør ikke helt stole på hende da hun gik direkte hen til min venindes far og sagde min veninde cuttede, uden hun fik det at vide.
Alligevel har jeg fået fortalt psykolgen en del. Faktisk det meste og det er næsten kun 'småting' tilbage.
I længden har stemningen, og den måde min far taler til mig påvirket mig ekstremt.
jeg ved det ikke er normalt sådan som jeg har det - da det kan sammelignes med depression.

•Jeg lider ekstremt meget af søvnløshed og det har jeg gjort siden November måned.
jeg kan ikke sove om natten - jeg kan ikke undgå og tænke over det.
jeg har endda prøvet søvn hypnose uden held.

•Jeg kan ikke koncentrere mig mere i skole timerne
Jeg tænker kun på hvor frygtligt det er at være mig, og hvor svært det er derhjemme.
Det giver mig det problem at jeg ikke altid ved hvad vi skal i nogle opgaver

•Jeg har mistet interesse for min sport/hobby
Jeg har ikke lyst til og ride stævner og ride undervisning

•Jeg føler mig træt konstant og mangler energi
Jeg har ikke overskud til nogen som helst, og mine øjnlåg klappe konstant i timerne..
det er vel nok pga. søvnløshed.

•Jeg føler mig stille og sart og kan græde når som helst.
Jeg kan græde hele dagen hvis jeg ville det - selv når jeg er glad kan græde af ulykkelighed.
Bare et lille råb eller hvis nogen skubbede mit penalhus ned fra mit bord ville jeg kunne begynde og stortude.
Jeg føler ikke jeg er den snaksaglige person jeg altid har været

Jeg har heller ikke lyst til mad. Jeg vil ikke noget som helst. Venter bare på min seng som jeg putte mig i også lave ingenting. Om natten sidder jeg og læser en masse artikler om mennesker der også oplever vold, så føler jeg mig ikke som den eneste pige der oplever det - for det er jeg heller ikke.
Jeg er smadret og har ikke overskud til noget som helst.
Jeg plejer altid og træne om eftermiddagen - men jeg har mistet så meget selvtilid at jeg ikke engang kan tage 5 mere og jeg plejer at kunnne lave 45-50 armbøjner.
Jeg har fået fortalt af andre mennesker som har det skidt at jeg kan have en depression eftersom jeg føler mig så skidt til pas, så jeg tog en internet test som gav mig resultatet: 42 point - Svær depression.
Jeg begyndte så og læse om depression og tog over 10 forskellige test på internettet.
Alle tekst passede lige til hvordan jeg havde det og testene sagde alle Svær depression.
jeg har prøvet testen i forskellige dage og får samme svar. Og jeg er bange for jeg har det.
Jeg har snakket med en veninde som jeg blev venner med i starten af ottende, og hun vil gerne med mig til læge og få det tjekket, hun har også været depremeret i 7 klasse - man kan jo ikke 100% stole på internet tester - men da jeg har taget så mange forskellige er jeg meget mistænkt som.
Hvad det end er, er det ikke normalt. Det er ikke bare et tidspunkt på sorg. Jeg er virkelig påvirket af det.
Det bliver kun værre og værre, for i dag i skolen måtte jeg flere gange gå ud på toilettet og gå amok på mig selv som jeg gør flere aftner/nættter. Har det skide forfærdeligt og græder hver evig eneste dag.
Ingen fra min familie ved hvordan jeg har det, og jeg vil ikke fortælle dem det inden jeg har fået bekræftet hvad jeg fejler.
Jeg har fået flere gange og vide fra folk, jeg skal væk hjemmefra - men det kan jeg ikke.
Jeg er bundet til mine to fantastiske heste igennem flere år og vil hellere blive hjemme og lide i stilhed end at skulle af med dem. Uden dem er jeg intet og alt vil kun blive værre.
Jeg har et stort ønske om efterskole med min hest, også vil jeg så gerne have min lille pony opstaldet der, så jeg har dem begge samlet.. jeg kan ikke leve uden dem og jeg kan heller ikke aflive dem.. desværre har vi ikke råd til efterskole selv med kommunestøtte.. og det er jeg rigtig ked af da jeg virkeligt drømmer om det!
Hvad skal jeg gøre? Hvad nu hvis jeg får bekræftet jeg er deprimeret? Er der alligevel mulighed for efterskole for mig, bare en lille chance?
Er fuldstændig lost.
På Torsdag holder min klasse LAN party, med overnatning.. jeg vil gerne komme men jeg kan ikke helt for mig selv til det. Min viljestyrke er ikke så stærk mere og jeg er bange for jeg ikke kan overskue min klasse uden at forlade lokalet millioner af gange.
jeg har prøvet og benytte mig af forskellige hyposer som selvværd hypnose og det har desværre ikke hjulpet.
Det er utroligt at jeg kan komme i skole, når jeg har det som jeg har.. føler jeg tager et smilende maske på som får alle til og tro jeg er en lykkelig pige. I virkeligheden er jeg fuldstændig smadret.
Jeg skjuler mine lidelser godt for min familie og venner.
mine venider kan godt få et lille smil fra mig et par gange også er jeg glad, men det forsvinder hurtigt igen..kan ikke undgå og tænke på det.. flere gange banker jeg og tæsker mig selv - føler det bliver værre.
Jeg er ikke typen der gør selvskade eller overvejer selvmord som jeg tæt på var ved at gøre som lille.

Mvh. Sietske, 8klasse.