Hun er mig...

Engang for en tid siden, var der en pige. En pige som havde styr på alt. Som altid havde et smil på læben. Der var ikke det som hun havde svært ved. Hun fløj over forhindringer som ingen ting. Men en ting som ingen tænkte på var det pres som blev lagt på hende, hun skulle være perfekt. Altid. Alt hun gjorde skulle være perfekt. Men som årene gik og presset blev større og større. Blev hun langsomt sindsyg, Hendes sind var ødelagt. En dag kiggede hun sig i spejet, hun kunne ikke se noget som var perfekt. det eneste hun så var en pige som var alt andet end perfekt. Og den dag gik det galt for hende. Hun stoppede med at spise, hun levede af ingen ting. Smilet forblev på. Hun tabte sig, hun tabte sig meget, Og følte sig smuk, hun fik det bedre med sig selv. Smilet voksede. Folk begyndte at komplimentere hendes vægt tab. Hun fik selvtillid. Hun havde det perfect!

Hun holdt det ud i 6 måneder, 6 måneder uden rigtig mad. Så kom den lokale byfest. Og hun spiste for første gang i lang tid rigtig mad! Og hun elskede det. hun kunne ikke stoppe igen, hun blev ved og ved. Hun åd og åd. Efter den dag kunne hun ikke slippe maden. Hun kunne ikke stoppe med at spise igen. Hendes selvtillid sank, til det laveste nogen sinde. hun tog alt hvad hun havde tabt på igen, og mere til.

Så ramte vi august måned og skolen startede igen. Maden var stadig hednes bedste ven. Men som vægten steg gjorde det hende nervøs. Hun kunne ikke længere leve op til de forventninger der var til hende og folk spurgte hedne hvad der var sket? hun kunne ikke svare på det. En dag kom hun hjem fra skole, hun gik ombord i en pose M&M's en halv kilos, og alt var væk. Grunden til hun spiste dem var fordi hun følte hun havde mistet den person som hun holdt aller mest af. Mistet hende til en anden. Men skyld følesen over at have spist det gjorde hende ked af det. Hun gik ud på badeværelset og stak en finger i halen. Hun var vildt dårlig til det! Det tog hende 1½ time at få bare lidt op. Men det hjalp. Skylden lettede fra skyldrene! Efter det eskalede det bare. Hun begyndte at brække sig flere gange dagligt. inden for 2 uger var hun afhægig i at brække sig. Det var i poser på værelset og spade i haven majs marken ikke så lang der fra. Over alt.

Så skulle hun på studie tur med hendes årgang. På den tur lange nogle fra hendes klasse mærke til at hun var lidt inderlig efter måltiderne. hun gik rimelig hurtigt fra bordet og skyndte sig væk. De spurte hende om det. Og hun sagde til dem at hun havde styr på det. efterfølgende lagde de det bag sig.

først i oktober skete der noget inde i hende, hun var altid træt, havde hovedpine og ønskede bare at være alene. Hun sagde til hendes mor hun havde det dårlig og blev hjemme. Mødte af og til op til de første timer men hoved kunne ikke holde til det. 2uger uden rigtigt at være i skole. Da hun kom tilbage var alt ændret, hun havde ikke længere en plads i klassen. den gruppe hun altid gik med havde taget nye ind. Men hun lod som om det ikke var noget. Men der blev taget mere og mere afstand. Hun var mere og mere alene. Månederne gik og det blev værre og værre.

Hele hendes projekt gik ud på at fortælle de andre hvordan hun havde det. Hvordan hele hendes verden hang sammen. Hun stillede sig op foran hele klassen og fortalte om sygdommen. Ignen sagde noget, selv dem som viste gjorde intet. 2 uger senere stod hun igen foran klassen. Denne gang grædene, Hun spurte om det virkelig kunne passe at hun skulle være alene, det kunne ikke passe hun hele tiden skulle være bange for at komme i skole. Bange for at være alene. Alle de gamle veninder græd ved hendes side. og hun troede lige at alt ville blive bedre. Men det gjorde det ikke. De tog mere afstand til hende.

En dag gik hun til drengene og spurgte om nogle af pigerne havde sagt noget om hende. Det havde de så... Hun var en opmærsomhedkrævende luder, en mrs perfekt, en frøken ved alt. Og hun stolede på dem for de har ALDRIG gjort så man skulle tvilvle. Dagen efter skulle hun til møde med hendes Mor, far, klasselærer og inspektøren, om alt hendes fravær, der fik hun afvide at hun bare kunne lade være med at sætte en facade op som viste hun havde styr på alt. og det jo i længeden var hendes egen skyld. Tårende løb igen ned af kinderne.

En dag var der en overnatning på skolen og hun stillede sig op og fortalte drengene at hun skar i sig selv. De trøstede hende, hun følte sig for en gang skyld ønsket.

Så her for en uges tid siden stod hun igen grædende foran klassen. og spurgte dem hvad hun havde gjort. Hvad grunden til at de hadede hende sådan var... Intet svar, alle sad bare der tavse. kiggede ned. Hendes bryst føltes tyngt. Hun skal jo tænke på hun ikke er den eneste som har det svært

Men hun havde en person hun viste altid ville være der, en fyr. Hendes fyr! Han boede bare lige 400 kilometer væk. I københavn. Men det fungerede, indtil den dag i november hun mødte Phillip, hendes gamle bedste venindes eks. Der var noget over ham som gjorde hun faldt for ham. Hun brød det med fyren og fik noget med Phillip. Da eks veninden fandt ud af det flippede hun. Hun hadere hende nu, over alt på jorden. Men det kunne hun overleve for hun troede hun holdt af ham, men et savn voksede i hende. Det var noget som var helt forkert. Følesen som havde været der den første dag var væk. Intet. hun slog op med ham i februar. Den eneste hun tænkte på var ham fyren. Hun viste at alt i hende elskede ham. Elsker ham. Hun tog kontakt med ham igen og han svarede, selvom hun havde været en lort på 2 ben over for ham så tog han hende ind til sig igen. hjalp hende.

Og nu sidder hun og forstår ikke en skid af hvad der forgår. Hendes mor har givet op på hende. Klassen har givet op på hende, Den eneste som hun ved er der er fyren. Sebastian. Han er her stadig.