Jeg vil gerne flytte hjemmefra

Question

Brevkassespørgsmål

Jeg vil gerne flytte hjemmefra

Kære brevkasse.

Jeg har nu i lang tid gerne villet flytte hjemmefra pga. min far, som blander sig alt for meget i, hvad jeg foretager mig, hvad jeg tænker, hvor jeg er o.s.v.

Han er i øvrigt meget barnlig, og han opfører sig tit ikke som en voksen, hvilket han egentlig burde. Han er meget ulogisk, og han har svært ved at bestemme sig. Den ene dag må jeg gerne, og den anden dag må jeg ikke. Det er svært for mig at finde ud af, hvad jeg egentlig må, og hvad jeg ikke må. Jeg har svært ved at snakke med ham om tingene, da han er meget tilbageholdende på mange punkter, og han vil ikke rigtig snakke om noget. Desuden har han et meget stort temperament, som han tit ikke kan styre. Han tænder derfor hurtigt af, og det skal selvfølgelig (for det meste) gå ud over mig, hvilket jeg slet ikke synes, er i orden. Jeg gider ikke finde mig i, at det skal gå ud over mig, at han har et temperament, som han åbenbart har svært ved at styre. Han har engang fået at vide af en læge, at han har raserianfald, men han vil ikke stå ved det. Jeg har selv et stort temperament, men jeg tør da godt stå ved det. Jeg kan ikke se "problemet" i at indrømme, at man har et stort temperament. Det er jo aldrig noget, man selv har valgt.

Jeg føler ikke, at jeg kan bestemme over min egen krop herhjemme. Det er ligesom om, at min far gerne vil bestemme over min krop, men det kan han jo ikke. Det lyder meget mærkeligt, men jeg har det tit som om, at min far og jeg er to personer i samme krop, hvoraf den ene del af kroppen bestemmer over den anden del. Jeg ved ikke, om I forstår, hvad jeg mener. Jeg ved godt, at det som sagt lyder mærkeligt, men sådan har jeg det, og jeg vil gøre alt for at komme af med den følelse. Det er jo ikke normalt at gå og have det sådan, for selvfølgelig er det kun MIG, der er i denne her krop, og det er kun MIG, der kan bestemme, hvad der skal ske med denne her krop, men det har jeg svært ved at tro på engang imellem. Efter sommerferien skal jeg starte på gymnasiet, men jeg ved ikke, om jeg kan overskue det, hvis jeg stadigvæk bor i hus med min far til den tid. Han vil blande sig i stort set alt, og jeg vil slet ikke kunne få ro til at lave alle de lektier, som jeg vil få for til den tid, fordi min far hele tiden vil blande sig i, hvad det er, jeg laver, og han hader, når jeg sidder og laver lektier. Han vil hele tiden have, at jeg skal foretage mig noget, men det kan jeg altså ikke altid.

Min far har desuden en meget stor trang til at tage på ferie hele tiden, og det gør også, at jeg f.eks. ikke kan få ro til at passe min skole, lave lektier o.s.v. Når jeg starter på gymnasiet, kan han ikke bare tage mig ud af skolen midt i det hele, fordi han absolut vil på ferie. Det bliver der slet ikke tid til, og jeg tør vædde med, at det kommer til at give store problemer herhjemme, og det kan jeg slet ikke overskue.

Nu er jeg jo også i den alder, hvor man begynder at tænke på at få en kæreste, og det skal ikke være en hemmelighed, at man også begynder at tænke på sex, men sådan noget snakker man slet ikke om herhjemme, og jeg skal da slet ikke have en kæreste, og jeg må da slet ikke tænke på sex eller have sex for den sags skyld, for det er "farligt". Det ærger mig SÅ meget, at mit liv er sådan, og jeg ville næsten gøre alt for at komme ud af det her lort, men problemet er bare, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme ud af det. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv og mit liv. Jeg har det som om, jeg bare lever i et sort hul, som jeg ikke kan komme op af. Hvergang jeg prøver på at komme op, falder jeg ned igen, og så starter det hele forfra.

Min mor bor i øvrigt sammen med mig og min far. Jeg snakker tit med hende om mine problemer , for hun er nok den eneste, der kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det, eftersom hun kender min far bedre, end jeg gør, og hun har nogle af de samme problemer. Selvfølgelig ikke på samme måde, men I ved, hvad jeg mener. Vi har prøvet at flytte fra min far for mange år siden, men han flyttede bare med. Jeg har tit spurgt hende, hvorfor hun egentlig ikke bare flytter fra ham og tager mig med, men så siger hun bare, at han flytter med.

Jeg kunne skrive meget mere, men jeg tror, det er på tide at stoppe.
Jeg håber virkelig, I kan hjælpe mig, for jeg har det ikke særlig godt herhjemme.

Knus "Maja".

Personlige problemer

Se flere

Besvarelser

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Svar fra Lotte Brevkasserådgiver UngZone · Answer 1 · 2014-05-22T12:58:26

Hej Maja,

Det lyder som en vanskelig situation du befinder dig i.

Det må være meget ubehageligt, når raserianfaldene rammer dig, og jeg kan godt forstå, at du finder dette urimeligt – hvilket det bestemt også er.

Måske er det en meget normal reaktion det med at føle i begge lever i samme krop, hvis han er med i alle beslutninger du foretager dig.

Det er ret problematisk, at din far nærmest ikke giver dig lov til at lave lektier, da det er en vigtig del af skolen. På en eller anden måde bliver du nødt til at få kommunikeret ud til ham, at gymnasiet har førsteprioritet, da det er vigtigt at få en uddannelse. Det kan være nødvendigt at fortælle ham, at du gerne vil med ham på ferie, men at det bliver nødt til at være i skolens ferie. Det kan være svært at tage en sådan samtale med sin far, og jeg foreslår derfor, at du allierer dig med din mor, så i er to om, at bakke op om dette. Jeg tror da på, at både din mor og far ønsker, at du får en uddannelse, der kun vil gavne dig senere i livet.

Ved du om din mor virkelig er interesseret i at flytte fra din far? Umiddelbart virker det lidt som om, at i har givet op (eller hun har) og nu bare lader det hele stå på, hvor din far lidt bestemmer forholdene.

Angående kærester og sex, behøver din far måske ikke at være involveret i alt dette fra start af, men på et eller andet tidspunkt vil han blive nødt til at acceptere, at du måske ikke er fars lille pige længere – og hvor kærester er en naturlig del af tilværelsen.

Jeg håber du kan bruge mit svar til noget, og at i snart får styr på tingene i hjemmet :-)

Mange kærlige hilsner,
Lotte

Svar fra nadia Brevkasserådgiver UngZone · Answer 2 · 2014-05-22T19:07:58

Hej Maja.

Puha det er da noget værre noget. Det svært at sige præcis, hvad du skal gøre i denne situation. Men jeg ved på de fleste skoler, har de en mentor. Personen vil være i stand til at hjælpe dig med de problemer der er, så som at finde et sted at bo, tage kontakt til kommunen så de kan hjælpe dig med at finde noget at bo i. måske et værelse på et campus vil være lige det for dig. Men du skal også finde ud af med dig selv om du vil kunne klare dig alene i en lejlighed. Men jeg vil klart sige at du skal finde en der kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du skal videre. Det er svært at spørge om hjælp, men hvis du er bange for at det kommer til at gå ud over din skole. Så er det klart at du skal væk derfra. Det med at flytte, hvor din far flytter med er ikke dit problem, men din mors. så det må du ikke tage på dine skulderne. håber du finder ud af det hele ellers må du skrive igen.

Knus Nadia.