Frustreret

Kender i det når man udmærket ved at det ville være bedst at snakke ud om de ting der fylder meget hos en, men man er for flov over at snakke om det og er bange for sine omgivelsers reaktion?

Sådan har jeg det i den grad i øjeblikket. Siden 2010 har jeg kæmpet med bulimi og senere hen en depression, jeg føler virkelig at jeg har spildt min ungdom på at gå og have det dårligt med mig selv. Jeg har gået til psykolog i lidt over to år og det har hjulpet mig rigtig meget, selvom jeg har haft rigtig meget fravær i skolen. Det var rigtig hårdt da jeg blev nød til at bede om hjælp til at blive rask, for jeg var ikke parat til at få hjælp og jeg ønskede at klare tingene på egen hånd som altid.

I gennem et halvt år har jeg nu løjet og skjult min spiseforstyrrelse. Jeg har ikke lyst til at starte forfra igen med behandling, specielt ikke fordi at jeg starter i 1.g efter sommerferien og jeg kan slet ikke magte at skulle have fravær, da jeg allerede ikke er den bedste i skolen. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg nogensinde skal kunne gennemføre tre år på gymnasiet og få en god fremtid, når jeg bliver ved med at falde tilbage til de gamle vaner og tanker. Når jeg ser mig i spejlet ser jeg bare en håbløs pige, hvor der er fejl over det hele. Jeg bliver nervøs og usikker når jeg skal hen på på arbejde, har arbejdet der i to måneder. Jeg bliver ofte nervøs ligeså snart jeg ikke er sammen med de mennesker jeg føler mig trygge hos.

Jeg skjuler mine følelser fordi jeg er så flov og jeg vil ikke have mine forældre bruger flere penge på hypnose, psykolog og andet behandling. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for det er helt udelukket at fortælle det til mine forældre.